Den svære kærlighed

Jeg kan huske, da jeg sad stille på mit pigeværelse og kiggede ud af vinduet.

Længslen bankede på indvendigt.

Jeg vidste, at derude ventede kærligheden på mig.

Jeg kunne mærke den, selvom jeg aldrig rigtig havde oplevet det på egen krop.

I mine teenageår tænkte jeg på mange fyre på én gang.

Fyrene var forskellige, og de fascinerede mig, flere på én gang.

Det forekom mig smertefuldt. Jeg vidste allerede dengang, at jeg kun kunne satse på én af dem.

Jeg havde en virkelig god fantasi, men det forekom mig aldrig, at jeg KAN få flere kærester på én gang.

Da jeg var mindre, følte jeg mig altid som outsideren.

Ensomheden har altid fulgt mig.

Det gør den stadig.

Jeg er stadig ikke sprunget ud, i traditionel forstand. Selvom jeg tager tilløb til det.. hver dag.

I mit hovede forestiller jeg mig råbe til hele verden: JEG ER POLYAMORØS.

Men måske er det nok, at jeg har fortalt det til nogle enkelte personer ad gangen. Det er mere mig.

Jeg har reserched polyamori, læser på mine lektier, forbereder mig mentalt.

Men det er bare pokkers svært at tage hul på bylden, overfor nogle bestemte personer.

Jeg VED godt hvad jeg skal gøre.

Jeg har LÆST det.

Det er bare med at GØRE det.

Hvorfor er det så svært?

Det komiske er, at jeg nok får grineflip over det her, når jeg ser tilbage.

Jeg skal jo bare være mig selv.

Jeg kan trøste mig med, at efter jeg har vist mit sande ansigt, vil de, der virkelig elsker mig, stadig være tilbage.

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Udgivet i Blog | Skriv en kommentar

Energien strømmer frit igennem mig

Så skete det sgu alligeGodt.
Har hele livet haft lyst til at møde den slags mennesker, som giver én lyst til at være sig selv.
Mennesker, der står ved dem selv og som giver én lyst til at følge sit hjerte.
Aldrig har jeg følt mig så godt tilpas ved at have lært et andet menneske at kende. Det er, så energien flyder lige igennem mig, på den dejlige måde.
Den slags møde med et andet menneske, som betyder, at man føler, at man svæver på en lyserød sky – hernede på jorden.
Det er som om, at mødet har plantet en storsmilende og leende sol inde i min mave.
Det er jeg meget taknemmelig for.
Jeg har altid været meget tæt forbundet med universet – og jeg har opført mig efter bedste menneskelige evne, i håbet om, at engang, i fremtiden, vil lykken tilsmile mig 🙂

Og hvor er jeg heldig, at have en så storsindet og fremragende og rummelig kæreste, som giver mig frihed til at være mig selv.
Han kan helt sikkert mærke, at jeg er lykkelig ligenu.
Jeg har åbnet en dialog og vil fortsætte med at tage de svære snakke om alt mellem himmel og jord.
Så længe jeg føler behov for, at vi skal drøfte forskellige ting, så må jeg se bag det faktum, at jeg stadig synes det er hårdt altid at skulle tage initiativet til de svære dialoger. Men det er en nødvendighed for at vi kan holde hinanden opdateret på, hvad der sker i vores “maver”..

Jeg må indrømme, at jeg er ovenud helt vildt lykkelig for at have mødt en polyamorøs i virkeligheden.
Ikke nok med det, så svingede vi rigtig godt sammen.
Jeg har delt min inderlige glæde med flere, og jeg har lyst til at dele min glæde med så mange på min vej, som overhovedet muligt.
Han og min kæreste giver mig modet til at stå ved mig selv….
Jeg kan kun opfordre andre i samme situation som jeg; tidligere skræk for at “stå frem og hvordan skal det foregå” til: at tage det som det kommer.
For jeg føler i hvert fald, at kærligheden giver mig et fundament, som jeg nu kan begynde at bygge videre på. Sammen med min kæreste, og nu min nye ven.
<3 Kærlige tanker fra en mere modig FrihedsElskerinde

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Udgivet i Blog | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Jeg kyssede en anden, og det var okay

Hvis du har læst min bog, min blog om utroskab eller på anden vis har fulgt lidt med i mit poly-liv, så ved du måske at jeg har været laaang tids følelseskaos igennem da jeg sprang ud som polyamorøs. Der kom ro på da jeg for et par år siden mødte den dejlige kæreste jeg har nu, og der har været et par år med ham hvor jeg ikke har haft hverken behov for eller lyst til at kaste mig ud i andre eventyr. Jeg har da følt mig tiltrukket af andre mænd, men det er ikke noget det overhovedet har været aktuelt at forfølge. Jeg har haft brug for roen til at finde mit ståsted.

En del journalister har naturligt nok spurgt hvordan det så skulle gå med min nuværende kæreste den dag jeg besluttede at være sammen med en anden mand også, og jeg har måttet svare som det var: “Det aner vi ikke, men det må vi finde ud af – og han er i hvert fald åben”. Men selvfølgelig har jeg da selv haft bekymringen – mister jeg nu igen en mand jeg elsker, den dag min poly-natur føler trang til at folde sig ud?

For nogle uger siden mærkede jeg så at det var ved at ske. Jeg var i et selskab hvor et tæt knus pludselig gav mig en lille velkendt sommerfugl i maven, og jeg blev ærlig talt bange! Så jeg trak følehornene til mig. Min kæreste og jeg har aldrig fået talt om hvordan vi egentlig skulle håndtere det – sådan helt praktisk. Skulle jeg ringe til ham og sige det inden jeg evt. var sammen med en anden? Skulle jeg sige det bagefter? Hvor meget ville han egentlig vide? Jeg lovede mig selv dengang vi blev kærester, at denne gang ville jeg bare gøre det rigtigt – men hvad føltes rigtigt for ham? Dagen efter fortalte jeg ham at jeg var blevet bange, og hans svar lød “jeg synes bare du skal ‘go with the flow’ – så finder vi ud af det”.

Denne weekend tog jeg så et lille skridt fra teori til praksis. Jeg havnede i særdeles festligt lag og et kys blev til mange flere. Angsten var væk, og jeg nød friheden til at lade mig rive med. Morgenen efter tikkede der en spøgende sms ind fra min kæreste: “Godmorgen – hvordan går det? Tømmermænd? Ekstra kæreste?”, og det gjorde det jo nemt for mig hurtigt at få fortalt at der dog ikke var nye kærester, men at jeg havde kysset en. Og så holdt jeg ellers vejret. Men jeg kunne hurtigt ånde lettet op – det var ikke noget problem. Da han kom senere den aften, fik jeg et drillende blik og nogle ekstra kys og kram, et enkelt spørgsmål om hvem det var, og så var der ikke mere i det. Muligvis fordi han mærkede min glæde og at jeg bestemt ikke kyssede ham mindre af den grund – nok nærmere tværtimod. 😉

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Udgivet i Blog | En kommentar

Livet før Polyamory

Jeg har haft det sådan her mange gange før;

Jeg forelsker mig i en fyr, er sammen med vedkommende. Men så er der alt det andet ved siden af… Livet… !

Livets SPÆNDENDE muligheder derude, som flyder fristende forbi éns næse, mens man sidder og putter sig og gemmer sig i monogamiens trygge rammer. Man er bange for at såre den andens følelser, ved at have en masse hemmelige følelser for andre. Andre, som man kommer i kontakt med og som man, ufrivilligt, udvikler følelser for. Hvem kender f.eks. ikke til det med at forelske sig i kærestens bedste ven??

Før i tiden kom jeg tit i situationer, hvor jeg kyssede andre end min kæreste.. Allerede dér havde jeg samvittighedskvaler og har altid bekendt kulør overfor kæresterne med det samme eller med tiden. Med sårede følelser i kølvandet og med fornemmelsen af, at enten var det et overstået kapitel mht. at kysse andre eller skulle vi afslutte forholdet. For “man kunne jo ikke elske flere på samme tid!”

Inden jeg fandt ud af, at jeg kunne leve åbent og plukke løs af livets frugter, følte jeg mig anderledes og som om, at jeg på en eller anden måde, uden at kunne sætte fingeren på det, var sat i den forkerte bås.

Og er der noget, jeg hader, så er det at blive sat i bås. Og begrænsninger.

Heeeldigvis har jeg mødt en kæreste, som er åben og spontan og som jeg føler, at jeg har en meget nær kontakt med – ja, jeg vil betegne ham som min soulmate. For ikke nok med, at vi næsten tænker ens og har mange af de samme værdier og faktisk næsten aldrig har skænderier – så har vi også stiftet familie sammen og det knytter båndene endnu stærkere sammen.

Min kæreste er også til frihed, vi elsker at føle os frie og på den konto har jeg fundet den helt rigtige at dele min hverdag sammen med. Jeg har nok størst behov for friheden af os to, og får størstedelen af lagkagen på den konto. Til gengæld får han en glad og energisk kæreste, som føler sig fri som fuglen.

Nu er det sådan, at vi startede ud som et monogamt par, og vi er nok stadig i en omvæltningsprocess. Vi holder øjnene åbne for livets muligheder, men mens vores børn stadig er små, er vi enige om, at vi skal koncentrere os om vores lille rede.

Det kræver energi og gode kommunikationsevner, at have en kæreste. Og hvis man skal pleje et forhold mere, ja.. Måske det ville frigive energi, måske det ville være svært i starten – det med at omstille sig. Hvem ved, måske det bare sker naturligt, når det sker. For enten ham eller jeg. Min kærestes strategi foreløbig, er at lade mig udforske det, jeg gerne vil udforske, han er mere tilbageholdende. Men jeg tror, at sker det, så sker det. Så må vi tage den derfra.

Nu føler jeg ikke mere, at livets spændende muligheder forbigår mig og at jeg gror rødder ved søbredden. Nu er jeg åben overfor hvad livet byder mig, når vi/jeg sejler ned ad floden. Så kan jeg selv vælge, om jeg vil lægge mig til kajs og plukke nogle frugter.

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Udgivet i Blog | Skriv en kommentar

Spillet “kærlighed” og frikortet

Kærlighed – nogle gange kommer den listende ind ad bagdøren og overrasker én fuldstændig, nogle gange brager den ind ad hoveddøren.

Uanset om vi vil det eller ej, kommer den ind i vores liv. Som oftest på ubelejlige tidspunkter eller lignende.

I nogle tilfælde i form af én person. Men det kan også være, at kærligheden byder dig med to personer – på samme tid. Det kan vi jo ikke selv styre – hvornår vi møder de personer, vi forelsker os i.
I de tilfælde, hvor kærligheden kommer i form af to personer på samme tid, er polyamorøse mennesker åbne for muligheden for at dyrke disse forhold – på samme tid.

Det er lidt ligesom at have et frikort i et spil, hvor hovedreglen / spillereglerne ellers er, at man kun må dyrke et forhold ad gangen.

Så trækker man et frikort op fra bunken og på det kort står der; “i mulige tilfælde af, at du forelsker dig i to personer på samme tid, så kan du have forhold til dem begge på samme tid”..

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Udgivet i Blog | Tagget , , , , | En kommentar

Update siden sidst

Der er gået lidt tid siden sidst, det har været en travl tid, hvor både arbejde, familie og alt det andet skulle gå op i en højere enhed.
Siden sidst har jeg mistet kontakten med ham, som jeg beskrev. Jeg kunne også selv mærke, at der ikke var mere at komme efter. Hverken han eller jeg havde lyst til at snakke om det åbenlyse; og det har fået lov til at dø ud.
Thats life.
Jeg har egentlig været okey med det og det kommer af, at for det første tog det mig enorme ressourser at vedligeholde kontakten med ham. Det kostede altså for meget i forhold til, at jeg både har to små børn, kæreste og et krævende arbejde i forvejen.
Vi mødte nok hinanden på det forkerte tidspunkt (han var ikke helt klar til noget mere bindende, kunne jeg fornemme) og det, at han boede langt væk gjorde det ikke nemmere.
For det andet og det er nok den væsentligste grund til, at det er døet ud; så føltes det bare på en måde forkert. Det føltes ikke helt rigtigt, i og med, at enten han eller jeg eller begge to, ikke åbnede os fuldstændig op for hinanden.
Vores måde at være sammen på fungerede heller ikke for mig – det var simpelthen for kedeligt. Hans drengerøv levestil kunne simpelthen ikke give mig noget brugbart. Næ afskeden måtte komme før eller senere.

På den positive liste kan jeg remse op, at mødet med drengerøven har givet mit nuværende forhold et dejligt spark bagi. Det har åbnet mine øjne for hvor heldig jeg er i forvejen. Det har givet mig lyst til at gøre noget mere ved det, jeg allerede har, i stedet for at søge efter noget, som måske kun er en illusion.
Man lærer noget hele livet og min veninde har sagt til mig at jeg ikke er naiv, men bare vælger at tro det bedste i folk.
Jeg er tiltrukket af fyre, men det er ved at være tiden, hvor jeg skal til at udforske de rigtige mænd. Sådan har jeg det lidt for tiden.
Mænd, som kan finde ud af at tage tingene stille og roligt. Mænd, som kan kommunikere.
Mænd, som kan tackle sandheden.
Mænd, der er i kontakt med deres følelser.

Men først og fremmest så koncentrerer jeg mig om det, herhjemme. Så må alt andet komme naturligt hen ad vejen, hvis det er meningen. Jeg vil i hvert fald ikke presse noget på (som jeg har en tendens til at gøre, til tider).

Jeg nyder bare det faktum, at jeg er fri til at gøre som jeg vil. Med min kærestes accept. Og så længe vi kan kommunikere, og give hinanden kærlighed, så er jeg sådan set glad og tilfreds.

Min kæreste ved også godt, at jeg har fået etableret kontakt med flere ligesinde, (først og fremmest kun over nettet) og det er noget, som gør mig virkelig glad. Det, at kunne dele sine tanker og følelser med nogen, som forstår én, og ikke nærmest skal udspørge én hele tiden. DET er altså fedt. Ikke fordi jeg har noget imod at blive spurgt, det er faktisk fantastisk, at nogle mennesker er nysgerrige og gerne vil forstå mig / os.

Men det er altså også rart at føle sig som en del af selskabet. Noget,  jeg ikke har prøvet  før i mit liv.

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Udgivet i Blog | En kommentar

Kald det for det, det er

Her gik man og havde det som blommen i et æg. En dejlig fast kæreste, som kan rumme min person: én som har en lidt anderledes tilgang til forhold.

I 2009 åbnede vi op for andre muligheder og siden har der været flirts og en enkelt bolleven. Selvom jeg benægtede sidstnævnte overfor mig selv og overfor kæresten. Ville hellere have, at det skulle udvikle sig til mere end det. Men det viste sig med tiden, at man ikke skal lægge mere i det, end det er.

Det, jeg lærte ved mig selv dengang var, at jeg får følelser for de mennesker, jeg lukker ind i mit liv. Det er virkelig svært for mig at tænke: “han er kun en bolleven” og dermed udelukke følelserne. Så jeg tænkte ved mig selv, at jeg Virkelig skal være heldig, hvis jeg nogensinde finder én, som vil være sammen med mig; med den præmis, at jeg allerede Har kæreste og børn. Her er langt de fleste hoppet fra, men det gør ikke så meget, for så er de useriøse skåret fra, hvilket jeg kun kan se fordelene ved. Man skal vist have – undskyld udtrykket – godt med nosser for at engagere sig med én, som er ligesom jeg. 

Og så skete det.

Jeg mødte ham. Fra dag ét fortalte jeg ham præmisserne og alligevel tager han mig for den, jeg er. I 2½ måned har jeg svævet på en lyserød sky og befundet mig i den situation, jeg altid har ventet på. Overordnet føles det som om, at brikkerne er faldet på plads. Jeg har stadig mine kampe, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på nu.

Ak ja, al begyndelse er svær. Og dermed også kommunikation. Man skal kunne melde ud, hvad man vil og ikke vil. Selv “bare” det, kan være svært for mig. Ikke destro minde tog jeg for nylig nogle samtaler med de to mænd i mit liv. Det skal siges, at jeg lever sammen med min kæreste og børn, og at den nye bor i en helt anden by. Og at jeg ikke tog samtalen med dem samtidigt.

Bundlinien begyndte at tegne sig for mig. At jeg ikke kan være fraværende overfor mine børn. Både, hvad angår antallet af de gange, jeg tager afsted for at være sammen med min (i mangel på bedre ord) nyfundne ven og hvordan jeg til tider kan være fraværende og drømmende til hverdag.

Da jeg meldte det ud for min nyfundne ven, troede jeg at jeg lod ham forstå, hvilket dilemma, jeg befinder mig i, fordi jeg på den ene side er så overmådelig glad for ham og dermed gerne vil se ham så ofte som muligt – men samtidig også har en forpligtigelse herhjemme.

Efter den snak begyndte han at trække sig tilbage fra mig og i en sms forstod jeg ordene “standby på ubestemt tid” som en afslutning. Her gik ægget i stykker. Min verden indeni faldt sammen.

Se, jeg er så glad for ham, at jeg egentlig har lyst til at kalde ham min. Endnu “dater” vi kun. Hvilket er fint, alting tager sin tid. Men jeg havde ladet ham fortælle, hvor glad han gør mig og at jeg er heldig at han er en del af mit liv. Men inderst inde har jeg bare haft lyst til at kalde ham skat – og egentlig også kæreste. Jeg er så heldig, at han har turdet kalde mig skat (med garanteret generthed til følge fra min side). Så da jeg troede, at han gjorde det forbi, var jeg grædefærdig og jeg fandt ud af, hvor meget han betyder for mig.

Så viste det sig, at vi begge havde troet det værste. Han troede, at jeg var ved at “gøde jorden” til at gøre det forbi, dengang vi tog en snak om min situation, at jeg skal koncentrere mig om børnene og dermed ikke kan være sammen med ham så ofte (som jeg gerne vil).

Og da han galant foreslog, at vi trapper ned for den daglige kontakt, kunne jeg godt se ideen i det. Og så kom den forfærdelige misforståelse med “standby på ubestemt tid” – hvilket jeg tolkede som om, at han lagde mig på hylden. Og så er det det samme i min verden som om, at man lige så godt kan sige Adios med det samme.

Vi fik viklet os ud af det igen i god ro og orden.

Og for at være ærlig, det var helt rart at komme nærmere ind på rammerne, og det var endnu bedre at fortælle ham, hvor meget han betyder for mig. Jeg er utrolig taknemmelig for, at vi kan snakke om det og tage det, som det nu engang er. Også selvom vi ikke helt kan sætte endegyldige ord på Hvad vi er.

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Udgivet i Blog | En kommentar