Foreningen Polyamori Danmark deltager i Talk Town

Talk Town er en folkelig debatfestival; en samtaleby om køn, ligestilling og feminisme; et forum for dialog på tværs af faglig og personlig erfaring; et sted for nysgerrighed, netværksdannelse og dialog.

Foreningen Polyamori Danmark vil med sin deltagelse i Talk Town fjerne de fordomme om polyamori, der påstår at det blot består af mænd, der vil have sex udenfor deres forhold og kvinder, der accepterer det, for at holde på forholdet.

Vi vil vise, at polyamori fungerer godt i en kontekst af feminisme og ligestilling.

Vi vil holde en paneldebat med 5 polyamorøse deltagere, der kort fortæller om deres liv som polyamorøse og deres tilgang til polyamori ud fra en feministisk synsvinkel. Derefter får publikum lov til at stille spørgsmål, som panelet besvarer.

Vi vil gerne have paneldeltagere med følgende parforholdstyper: Solo-polyer, MKM V-forhold, Ligestillede forhold, Hierarkiske forhold og Relationsanarkister.

Talk Town afholdes i København på Onkel Dannys Plads i Den Brune Kødby fra onsdag d. 13. Maj til lørdag d. 16. Maj 2020. Vi skal blot deltage i 1,5 t en af dagene. Hvilken dag og hvilket tidsrum det bliver, afhænger af hvornår deltagerne kan, så det finder vi ud af, så snart vi har nok tilmeldte.

Læs mere om Talk Town her

Polyamori handler ikke om selv, men om fællesskab

John Aasted Halse mener at det polyamorøse forhold er udtryk for grænseløs selvoptagethed. Jeg besvarede det i et debatindlæg som Politiken desværre ikke fandt plads til, så jeg lægger det i stedet her:

Kære John, jeg kan se at du er en belæst mand. Du er psykolog. Var det for meget at forlange at du satte dig ind i hvad polyamori er? Ud fra din beskrivelse af hvad du tror det dækker over, kan jeg måske godt forstå du synes det er helt i skoven, men så lad mig fortælle dig at din definition ganske enkelt er forkert.

Polyamori betyder kærlighed til flere. Det handler ikke om at søge spænding når ens parforhold bliver hverdag. Vi polyamorøse finder ikke ”en anden” at dyrke sex og relationer med. Vi finder måske ”en mere” – eller flere, hvis det er det vi vil. Og ikke pga. kedsomhed. Langt fra.

Det er her der er stor forskel på polyamorøse og monogame forhold, og du tolker ud fra en monogam ramme. Din præmis er forkert.

Adskillige monogame – mindst halvdelen, siger de fleste undersøgelser – finder netop ”en anden” at dyrke sex med når det faste parforhold bliver kedeligt. Det hedder utroskab. Det er ikke polyamori. Polyamori er (eller kan blandt andet være) når man har så meget overskud og kærlighed i sit forhold – til sig selv og andre – at det bobler over og ikke begrænser sig til ét menneske. Det har ikke noget med selvoptagethed at gøre. Hvis du vil kalde det noget, kan du måske kalde det andreoptagethed.

Polyamorøse er ikke (mere end andre) optaget af at få opfyldt deres egne behov, men i høj grad også af at de andre får opfyldt deres. En af monogame meget overset kvalitet ved det polyamorøse er netop dét ikke at forvente at en anden udelukkende finder fuld livstilfredsstillelse i ens eget selskab, men at give sin elskede fri til også at finde den i andre.

På ingen andre af livets områder forventer vi at ét menneske skal opfylde samtlige af vores behov – hvorfor gøre det i samlivet?

Og det handler ikke om sex. ”Sex er selvfølgelig rart og vigtigt, men der er også meget andet i et parforhold,” skriver du. Og det skal jeg da lige love for at man også mærker i sine polyamorøse forhold. Der er kalenderkoordinering, ”dine, mine og vores partnere”, børn (der naturligvis lige så selvfølgeligt er nummer 1 for polyamorøse forældre som for monogame – vær ikke i tvivl om det), kommunikation, kommunikation, og så lige lidt mere kommunikation. Krydret med lidt ekstra behov for terapi her og der, fordi der hvor ét parforhold er en fantastisk udviklingsgave, er flere parforhold det flerfold!

Og kompromiser. Oooh, alle de kompromiser. Du kan tro man ikke slipper for dem. Som du selv så rigtigt skriver: ” kompromiset er en betingelse for at skabe det fællesskab, som et parforhold og senere en familie udgør”. Netop. Når tryghed, fællesskab, forpligtelse, kammeratskab og partnerskab skal blomstre med mere end én, så må alle hugge en hæl og klippe en tå. Der er overhovedet ikke plads til selvoptagethed her!

Og børnene, skriver du. Ja, hvad med dem? Er skilsmisser bedre for dem, synes du? Eller er det mon bedre at de i stedet for at leve i to adskilte verdner i en 7/7-ordning, kan leve sammen med deres forældre OG have eventuelle bonusforældre, der kan berige deres liv sammen med og ikke adskilt fra enten mor eller far? For dét er muligheden i de polyamorøse forhold – at mor og far lever i lykkelig åbenhed sammen, og at andre kærlige voksne er stabile gæster (eller samlevere) i deres hjem. Er utroskab og skilsmisser virkelig bedre end det? Jeg skal ikke kunne udelukke at der findes utrygge børn af polyamorøse, ligesom der gør det af monogame, men det har ikke i sig selv noget med det polyamorøse at gøre. Hvordan forældre er forældre, afhænger næppe af antallet af deres nære kærlighedsrelationer. 

Og polyamori er netop det: Nære kærlighedsrelationer med flere end én. Det handler ikke om sex. Det handler ikke om selvrealisering. Det handler om kærlighed og fællesskab.

Polyamori, Anja + 2


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Hold op med at fortælle mig at min seksualitet ikke fungerer

Jeg er polyamorøs, og jeg har engang udgivet en bog om hvordan min egen utroskab i et (på overfladen) monogamt forhold var med til at føre mig til den erkendelse. Jeg skrev bogen fordi jeg formodede at der var mange der som jeg ikke anede at der er andre måder at have kærlighedsrelationer på end den velkendte monogame, og som derfor er sig selv og deres partner utro.

Det er ikke fordi jeg har noget imod monogami eller monoamori. At leve i et monogamt parforhold fungerer glimrende når man er monoamorøs. Det er heller ikke fordi jeg tror alle i virkeligheden er polyamorøse. Men jeg tror at en del er, og dem vil jeg gerne vise at de kan vælge at stå ved det, og at der ikke er noget galt med os bare fordi vi fungerer anderledes end mange andre.

Derfor kan jeg finde på at dele artikler på Facebook og andre steder som viser at jeg ikke er alene med det synspunkt. Det betyder ikke at jeg er enig i alt hvad der står i alle de artikler, ligesom jeg formoder at dem der deler mine, ikke er enige i alt hvad jeg skriver. Men det giver noget debat, og det er helt okay – det er selvfølgelig meningen.

Én ting er jeg dog træt af at måtte forklare:

Polyamori er – for mig – en seksualitet, ikke en livsstil. Derfor bliver jeg så uendelig træt (og indimellem ked af det) når jeg skal lægge ører eller øjne til at ”polyamori jo ikke fungerer”.

Vi kan sagtens blive enige om at åbne forhold kan være svære. Mit kærlighedsliv, som ellers altid har været ret nemt og ubesværet, har ikke været lutter lagkage siden jeg sprang ud af skabet og besluttede at leve åbent som polyamorøs. Jo, noget af tiden, men jeg er også stødt på udfordringer man ikke møder i et monogamt forhold.

Vi kan også godt blive enige om at der er mange historier om at åbne forhold er gået i stykker. Men kan vi ikke også blive enige om at mange monogame forhold (hvis ikke de fleste – på et eller andet tidspunkt) går i stykker? Jeg kender meget få der er i livslange parforhold. I åbne forhold er det bare så nemt (for folk udefra) at give åbenheden skylden. ”Der kan I bare se – det kunne I jo have sagt jer selv når I levede sådan,” har jeg hørt skilsmisseramte polyer blive mødt med efter årelange ægteskaber som sluttede af andre grunde.

Parforhold er svære hvis man ikke er enige om hvordan man vil leve sammen, og hvad man gerne vil. Uanset om man har én eller flere partnere. Har man flere, er der flere end to der skal blive enige, og det øger kompleksiteten og udfordringerne.

Men det er ikke polyamori der ikke fungerer. Jeg er polyamorøs, og det er min seksualitet. Den er ikke et valg. Hvordan jeg vælger at leve med den, er min livsstil, og den kan fungere mere eller mindre godt for mig. Jeg kan lige så vel som en monogam kvinde vælge en partner som jeg bare ikke kan få et forhold til at fungere med. At fortælle mig at min seksualitet ”aldrig vil fungere”, svarer til at fortælle en homoseksuel at ”man jo kan sige sig selv at to mænd/kvinder ikke kan fungere sammen i længden”. Dumt, ikk’?

Når jeg ”går på barrikaderne” for polyamori, er det ikke for at overbevise andre om at det er den eneste sande vej. Det er for at oplyse og oplyse og oplyse – om at der findes den vej. At vi ikke behøver såre os selv og hinanden med utroskab hvis det i virkeligheden er noget vi gør fordi vi har sat os selv i en ramme vi ikke passer ind i. Jeg vil gerne fortælle at der findes andre rammer. Eller at vi helt kan fjerne rammerne hvis vi har lyst.

Der er et utal af valg man kan foretage sig. Seksualitet er så vidt jeg ved, ikke et af dem. Og jeg ønsker at blive mødt med respekt for at polyamori ikke en livsstil jeg har valgt, men et grundvilkår i mit liv. Uanset om du forstår at man kan have det sådan, eller ej.

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her skrives af forskellige forfattere, og ingen af os ønsker at gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Om at spørge en yogi om polyamori og køn – Asking a yogi about polyamory and gender

Her kan I læse et brev som jeg har skrevet til en yogi. På engelsk. Brevet handler om at relatere åbent, polyamori, køn, tantra, en flydende og mangfoldig tilgang m.m.

Hvad synes I? Hvis I har nogle idéer og kommentarer, så skriv gerne! På dansk. Or in English. 🙂

 

 Dear YogiEtc,

At this year’s Tantra Festival at TantraPlace I attended your presentation about open relating. What a wonderful presentation! What a treat! Thank you!

I keep telling my friends about the relation-ship that you invoked and that breaks when opened. (Smoke, smoke, smoke!)

I have been part of the Danish polyamory network and have a long personal history of relating openly. And my approach has been about relating openly, instead of trying to establish some kind of open entity, e. g. the open couple or the open relationship. Relating openly is process, activity, development. It’s comprehensive. Much in our everyday lives can be about relating openly, certainly not only heterosexual couple constellations. You have presented many wonderful words for that. I could not agree more, you expressed much of what I have practiced and articulated for many years.

Much of the Danish tantra teaching and practice seems to be about assuming “the masculine” and “the feminine” in ways that I find restricting. At the Tantra Festival there was, for example, a workshop (I noticed you participated as well) where men were asked to stage themselves as warriors. While women were encouraged to act out the role of someone motherly, e. g. forgiving in relation to the men’s misdoings under war. I am a pacifist. And I can’t see the advantages of cultivating this kind of two-gendered approach. What is considered “typically feminine” and “typically masculine” even seems to be different in the different countries I have visited. Plus I prefer approaches that are fluid, and appreciate diversity and specificity. My love to the people I love is about them, specifically them, not somebody else, about what they do (and they are what they do), about how they have developed, in the moments I meet them – it’s not the love of some construction of an eternal masculine or feminine stereotype.

So far I have not found tantra places in NordicCity that are about relating lovingly and openly beyond an odd gender binary.

Your presentation was mostly about worshiping Shakti, seen from a masculine perspective. And here are my questions:

  • What about other gender constellations? Worshipping all the people with all their genders lovingly and through an approach of relating openly?
  • Could gender itself be seen as something else than an entity? Could there be approaches of worshipping lovingly that are more about relating, about process, activity, development than approaches that assume gender as entity? For example: Doing gender? Gendering? Relating openly with a fluid and diverse approach regarding all the qualities of the people involved, including gender?
  • Or could there be an approach according to which we humans love each other as humans? Instead of cultivating gender stereotypes? Instead of cultivating personality traits?
  • Do you know places in NordicCity (Europe? The world?) with tantra approaches that are about relating openly and lovingly beyond binary gender stereotypes?

Looking forward to hearing from you.

Warm regards from NordicCountry toIndia!

Yours,

Identity Truly

 

P.S.: The names of persons, events and places have been changed.


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Jeg er tro mod alle mine kærester

Hvis du ser budskabet “Jeg er tro mod alle mine kærester” et sted så handler det om polyamori.
Det handler om, at troskab kan være defineret af hvilke aftaler man har med kæresten i stedet for det gammeltestamentlige “du må ikke begære din næstes hustru”.

Hvorfor skulle det være skidt i sig selv at have følelser eller begær for en anden end kæresten?
Hvordan kan man så lave aftaler, og hvordan gør andre polyamorøse?
Hvad gør man med jalousien når man lever polyamorøst?

Den slags kan du diskutere når du møder een, der bærer t-shirten. Bare spørg!

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Elsker vi dem vi vil lave om på?

Jeg har haft et spørgsmål, længe: Elsker man nogen, som først skal forandre sig for at livet sammen kan blive godt?

Eksempler

Eksempler på krav om at forandre sig, er:

  • Den anden skal opleve mere selvværd.
  • Den anden skal tabe sig.
  • Den anden skal være monogam, og ikke polyamorøs.
  • Den anden skal være polyamorøs, og ikke monogam.
  • Den anden skal holde op med at have det dårligt pga. nogle tidligere oplevelser, fx. mobning på jobbet eller et svært tidligere forhold.
  • Den anden skal interessere sig for nogle tilgange til seksualitet, som hun/han indtil videre ikke har interesseret sig for.
  • Den anden skal rydde mere op.
  • Den anden skal holde op med at lyve og med at være utro.
  • Den anden skal holde op med at være jaloux.
  • Den anden skal have en anden smag.
  • Den anden skal ikke have de vaner, fx. spise- eller drikkevaner, som hun/han har.
  • Den anden skal tale en anden dialekt.
  • Den anden skal være mere generøs.
  • Den anden skal have bedre styr på sin tid.
  • Den anden skal have bedre styr på sin økonomi.

Historie

Jeg har været i nogle forhold, hvor jeg kunne mærke, at den anden syntes forholdet kunne kun blive godt, når jeg først forandrede mig. Fx. var der én, der syntes det var forkert, at jeg ville leve i udlandet. Jeg oplevede forholdet som håbløst. Ulykkeligt og med meget pres. Jeg lærte at stille spørgsmålet: Vil du være sammen med mig som jeg er? Og jeg lærte også at stå ved, at jeg havde udviklet mig som jeg nu havde udviklet mig – og at det var et krav for mig at den anden elskede mig som jeg nu var.

Jeg havde også haft forhold, hvor jeg selv syntes det hele egentlig var næsten godt, bare den anden forandrede sig lidt. Fx. syntes jeg at forholdet kun kunne blive godt når den anden lærte at tale om hvordan ting føltes for hende. Eller et andet forhold hvor jeg havde krav om at den anden skulle holde op med at lyve. Det viste sig at det var frygtelige forhold.

Én dag skete der noget overraskende. Jeg havde været utilfreds med et forhold med en ellers mega-sød fyr i et stykke tid, pga. at han havde en måde at arbejde på som jeg syntes var kaotisk, Han stillede sig foran mig og kiggede dybt i mine øjne. Og han sagde: Nu har du kigget og set mig. Ja, jeg kan selv se, at min måde at arbejde på er noget kaotisk. Vil du nu være sammen med mig som jeg er? Eller vil du ikke det? Du har valget. Du kan kun være sammen med mig lige nu, som jeg er lige nu, med min kaotiske arbejdsstil. Om jeg kan eller overhovedet vil forandre mig i den retning du vil og arbejde mindre kaotisk, det ved jeg ikke endnu. Og det er heller ikke vigtigt. Det handler om i dag. Jeg forstod med det samme – og syntes det var netop de rigtige spørgsmål og overvejelser. Og ja, jeg ville være sammen med ham i dag, og som den han var. Det var ikke nødvendigt at minde om spørgsmålet igen, det var bare klart, at jeg havde selve valget, hver dag, hvert øjeblik. Vi snakkede om hans måde at arbejde på som jeg havde været utilfreds med. Og vi fandt en nem løsning, og løsningen handlede ikke om hvordan han var, men om hvordan vi håndterede det. Hvordan og hvornår vi mødtes, og der viste sig, at måden at arbejde på slet ikke var forstyrrende. Snart holdt jeg op med at se hans måde at arbejde på som en egenskab som jeg var utilfreds med – han var som han var, og jeg var glad for ham, især fordi vi sammen kunne finde på så fine løsninger.

En vigtig erfaring for mig er, at der er mange, mange dejlige mennesker. Verden mener det godt med os. Der er bare ingen grund at nøjes med nogen, der ikke er god nok i forvejen, eller nogen der ikke synes vi er gode nok i forvejen.

Jeg har tænkt mig kun at være sammen med nogle som jeg værdsætter, og som værdsætter mig. Man kunne tænke at det betyder at det er svært at finde sådan nogle partnere som netop er som jeg ønsker det. Men tværtimod er udvalget super-stort. Og jeg tror det er sådan at man bruger meget energi, når man prøver at lave om på en anden. Og energi, som bruges på at ville lave om på den anden, er energi med mangel på kærlighed. Og hvis den energi bare står til rådighed til andet, så er der meget lethed og glæde – og kærlighed. (Aaaaaaah, det kan jeg anbefale… :-))

Svaret

Mit svar, ud fra min erfaring, er indtil videre: Kærlighed og krav om at den anden forandrer sig for at forholdet bliver godt – det udelukker hinanden.

Betyder det…?

Betyder det, at jeg ikke synes man må udvikle sig? Nej, det betyder kun at jeg synes, kravet om at den anden forandrer sig for at forholdet bliver godt er problematisk – og at sådan et krav og kærlighed udelukker hinanden. Jeg er overbevist om, at gode forhold er forhold, hvor der er meget udvikling.

Når der er meget udvikling, så er der også altid muligheden, at man udvikler sig i forskellige retninger og ikke kan være sammen fordi retningerne er så forskellige. Er det en fare, og hvis ja en man kan undgå? Alternativet er jo at prøve ikke at udvikle sig videre. Krav om ikke at udvikle sig, det er ikke kun mærkeligt – fx. spændingsfyldt eller indskrænkende – det kan i virkeligheden overhovedet ikke lade sig gøre. Spørgsmålet er ikke om man udvikler sig, men i hvad for en retning.

Betyder det så at man ikke må sige, når man er utilfreds med noget den anden gør? Nej, det betyder det ikke – faktisk synes jeg det er meget vigtigt at sige det når man er utilfreds. Spørgsmålet er bare hvad det betyder. Er man enig om, at der skal ske noget og at man vil sørge for det, så er det nemt og man har det godt med et fælles projekt. Er det noget den anden ikke rigtig er med i men det er vigtigt for en selv – så er det ikke godt at leve tæt på hinanden. Og mange gange behøver det ikke handle om at den anden først forandrer sig, men at man udvikler idéer om hvordan man håndterer ting man er utilfreds med. Og i denne slags samspil er der meget forandrings- og udviklingspotentiale.

Betyder det at man ikke skal støtte den anden i en udvikling, den anden har lyst til? Jo, det er glimrende at støtte en anden, når hun/han gerne vil udvikle sig i en bestemt retning, som man selv også holder af. Men det er en grundlæggende anderledes situation, her er det sådan at den ene beder den anden om at støtte hende/ham i en udvikling, hun/han selv gerne vil. Og det er noget helt andet end at nogen synes, den anden skal først blive anderledes for at forholdet kan blive rigtig godt.

Poly?

Hvad har det emne med polyamori at gøre?

Måske er emnet ikke et specifikt emne inden for polyamori. Mere sådan at det bare er et kærlighedsemne, og at det er lige så vigtigt i polyamorøse måder at relatere kærligt på som i andre måder at relatere kærligt på.

For mig personligt ser det sådan ud:

Jeg er ret ligeglad med ordet “polyamori”. For mig er det sådan at jeg bestræber mig på at relatere åbent. Og “åbent” kan betyde meget. For mig er det vigtigt at være åben overfor det den anden står for. Hvis der er noget jeg ikke kan lide, så er det en god idé at jeg siger det. Samtidig er det vigtigt at jeg spørger mig selv, om jeg værdsætter den anden, netop som hun/han er, lige nu. Hvis mit svar er ja, så er jeg åben for den anden, så passer hun/han i mit liv, som jeg vil have det lige nu.

Og løsningen …

Og løsningen her er ikke at den anden skal forandre sig, men … [Her er der vist meget plads til diskussion om emnet. :-)]

Det er smukt at nyde en anden lige her og nu, lige som hun/han er lige her og nu. Smukt, skønt, dejligt – noget jeg kan anbefale.

Spørgsmål

Hvordan har I oplevet det og hvad mener I?

Yours Identity Truly

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Vandreture

Jeg gik forbi en butik forleden. Der stod et par vandrestøvler på et stativ udenfor. Min første tanke var at nogle ville sige, at de var ikke sexede. Men jeg synes faktisk kvinder i vandrestøvler er sexede. Og jeg forestillede mig helt klart at det var nogle andre kvinder, der havde dem på, og ikke mig.

Så skulle jeg måske melde mig ind i Gaia, tænkte jeg. Vandreklub for lesbiske.

Nogle dage senere købte jeg støvlerne. Mine fødder ville gerne have dem. De går lidt op om anklerne, og det er godt for mig. Min ene ankel er kun næsten så stærk som den anden, efter at jeg forstuvede den sidste sommer.

Støvlerne kan jo også bruges til at gå tur sammen med min familie. Og med min langdistancepartner, som jeg skal i sommerhus med om nogle uger i Mols Bjerge.

Og så gik jeg hjem og meldte mig ind i vandreklubben.

Det var ikke helt let. Jeg måtte lige lufte for mit netværk at jeg faktisk var nervøs for det. Kunne se på facebook at jeg kendte 3 af vandreklubbens medlemmer. De to ret sporadisk. Og en jeg har mødt for nylig i en anden sammenhæng. De ved alle tre at jeg er gift med en mand, og de ved ikke at jeg synes jeg har noget at gøre i en lesbisk vandreklub.

Nogle vil måske tro at jeg er blevet skilt. Jeg besluttede, at de to jeg ikke ser må tro hvad de vil. Den tredie – som jeg kommer til at se en del, og rigtig godt kan lide – skrev jeg kort til at jeg kunne se at hun var med i den gruppe jeg lige havde meldt mig ind i – og at de ting jeg gør er i fuld åbenhed i forhold til min ægtefælle. Han er en ægte fælle på livets vej. Han ved at jeg er et mangfoldigt menneske og værdsætter det.

Hun skrev tilbage at hun ikke havde skænket det en tanke hvordan vi levede vores privatliv, og at hun glædede sig til at se mig igen.

Imens var der kommet godt gang i debatten i netværket. Folk delte deres gode og mindre gode erfaringer med at komme som ny i lesbiske fællesskaber, hvilke vanskeligheder man kan rende på, og hvilke vanskeligheder nogle lesbiske har med kvinder der også er til mænd. Nogle har brændt sig ved at forelske sig i nogen der så foretrak en mand. Ikke sjovt hvis man først er kommet tæt på. Men, tænker jeg, erfaren på området: Forelskelser der ikke er gengældt er bare en del af livet. Forventninger der skal afklares ligeså. Uanset køn, antal partnere og andre kriterier. Ligesom der også er en del gengældte imellem. Det må vi bare leve med og få det bedste ud af – begge dele.

Fordomme trives mange steder. Der er en vis tryghed i kasser. Nogle har en tryg kasse der hedder monogami, nogle har en der hedder heteroseksuel (som for nogle ikke engang behøver et navn, for det giver sig selv at det er det man er, hvis man ikke siger andet. Ligesom nogle københavnere tager det for givet at alle bor i København når de skriver til en landsdækkende mailliste.) Og de der ikke passer ind i nogle af kasserne, laver sig af og til deres egen kasse. Som for eksempel lesbiske. Så slipper man for andres fordomme. Pyha.

Og her kommer jeg så og er i grunden hverken monogam eller lesbisk. Men slet og ret en, der godt kan lide traveture i naturen, smukke steder, smukke mennesker, og længes efter  “ånden” fra de kvindefællesskaber jeg engang har været en del af. Som handlede om at være i naturen, sansende, nærværende, levende, en del af naturen og til stede i forhold til hinanden. Og så gjorde det heller ikke noget hvis en sød og dejlig kvinde kom rigtig tæt på.

Jeg er i en dansegruppe med 2 andre primært kvinder. Den ene var biologisk mand indtil for 10 år siden. Den anden ser det vist mere som at vi alle har begge køns kvaliteter i os. Og så er der mig der altid har syntes jeg var en blanding – min mor er jo kvinde og min far er mand, så jeg er blevet en blanding. I en kvindekrop, som jeg er glad for og godt tilfreds med.

Da vi dansede i fredags (for øvrigt lige før jeg gik hen og købte vandrestøvlerne) kom jeg til at tænke på hvem der mon har fundet på at vi skal dele os op i køn. En mærkelig ide, som ser ud til at skabe en masse problemer. Der er en masse nuancer vi går glip af, og nogle mennesker kommer til at gå rundt og føle sig forkerte fordi de ikke passer ind. Enten på det fysiske plan eller psykologisk eller energimæssigt eller ….? Det kunne min transkønnede veninde kun tilslutte sig. Hun kom med supplerende oplysninger om at der findes en masse biologiske variationer i gener, hormoner osv.

Da jeg kom hjem, tog jeg vandrestøvlerne på og gik en tur langs søen. Kiggede ud over vandet. Det har jeg gjort så tit. Men med disse støvler på var det pludselig noget andet. Jeg mærkede jorden under mig mere. Sansede mere. Pludselig var det som om en tidligere veninde gik ved siden af mig – jeg kender hende helt fra jeg var 17, hun var en vigtig del af min fortid. Hun døde for 5 år siden. Men nu var hun her altså mens jeg gik tur i skoven. Mine “lesbiske” vandrestøvler. Jeg fik den energi med mig, her og nu, sanseligt til stede. Og tænkte på en anden kvinde jeg har mødt for nylig, som jeg har lyst til at dele blandt andet vandreture med.

Nå, men det at melde mig ind i en lesbisk vandreklub. Jeg har jo været i de kredse før, for en hel del år siden, før jeg begyndte at være sammen med mænd. Jeg kan godt huske det specielle fællesskab der kommer af at vi accepterer hinanden – hvilke en del andre måske ikke gør. Og så holder vi os til gengæld i vores egen lille beskyttede cirkel. Jeg voksede fra cirklen efter nogle år, blev nysgerrig efter hvad verden ellers havde at byde på. Det kunne f.eks. ikke passe at alle mænd var nogle røvhuller. Der måtte være nogle søde imellem.

Efter et par år fandt jeg en mandlig partner. Og undrede mig over at min gamle veninde som jeg havde været kæreste med i 4 år, stadig færdedes i den lille lukkede cirkel og havde noget imod alle de andre.

Nu, som poly, er jeg så i en ny kasse. En kasse der rummer mange forskelligheder. Mange kønsopfattelser, seksuelle orienteringer, antal partnere, måder at forholde sig til hinanden på, i faste eller mere løse konstellationer eller på her-og nu- basis. Til glæde, vrede, angst, frustration og masser af vækstmulighed 🙂 Og nu prøver jeg så med denne nye baggrund at gå ind i en kasse der sandsynligvis mest består af monogame lesbiske.

Hvis jeg tror jeg skal belære dem, eller de tror de skal belære (eller omvende) mig, kan det kun gå galt. Men hov, her er jeg allerede i gang med at dele os op i “dem” og “mig”.

Jeg har lyst til at gå en tur. Med mennesker der kan lide at sanse naturen, være med træerne, jorden, vinden, vandløbene, regnen og solen. Mærke vores skridt når vi går, høre fuglene og træernes susen. Se blade og træer og landskabers former og farver. I en åben mangfoldighed af mennesker der nyder netop at sanse det, der er her og nu.

I en lesbisk vandreklub, eller en multikønnet, med en veninde, med min ægte fælle og vores søn, med min heteroseksuelle langdistancepartner. Med de der forstår at sanse verden med al dens mangfoldighed. Træerne er forskellige. Blomsterne. Fuglene. Millioner af farvenuancer.

Og skulle vi stoppe ved en iskiosk, så kan vi nyde at spise is sammen, selv om nogle er til chokolade, andre til jordbær eller vanille. Eller andre varianter.

Jeg tror at støvlerne kan gå til det hele.

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

At relatere åbent og at debattere åbent

Noget der måske ikke overrasker, er at der er ret meget debat, når det handler om polyamori. De polyamori-diskussions-grupper som jeg har oplevet var levende, aktive og meget givende. Og noget vigtigt der viser sig for mig, er hvor forskellige deltagernes tilgange til polyamori er.

 Nogle af deltagerne i polyamori-diskussioner synes fx. at det er vigtigt at betegne sig som noget, fx. poly. Nogle holder meget af et liv med en primær partner. Nogles tilgange til polyamori har udgangspunkt i sex. Nogle oplever jalousi som et centralt emne. Nogle oplever det med at tale med og om hinanden som centralt. Osv.

Min polyamori-tilgang og -historie handler meget om at bestræbe mig på at relatere åbent. Hen ad vejen har det vist sig for mig og nogle mennesker der er vigtige i mit liv, at vi bliver mest lykkelige når vi dropper forestillingen om at kærlighed, lyst, pålidelighed, dybde og meget mere skal foregå i en ramme hvor man konstruerer sig som par osv.

Og disse forskellige præferencer og beslutninger omkring et polyamorøst liv er jo bare vigtige, de har vigtige konsekvenser. Selvfølgelig er det vigtigt at jeg er åben om det med at ingen i mit univers får en status som “primær” i mit liv, men at det for mig handler om at udvikle netop den kærlighed der passer til os, vedkommende og mig. Dem der håber at jeg endelig indser at de skal være primære, bliver meget frustrerede, og det kan jeg forstå, de har min medfølelse, men sådan som mit liv har udviklet sig, er det usandsynligt at de overbeviser mig. Omvendt er det vigtigt at nogen, der gerne vil have et kærligt samspil med mig og har et hierarki af forhold, gør det tydeligt for mig, sådan at jeg kan forholde mig til det.

Interessant er det for mig, at polyamori-diskussions-deltagernes præferencer også viser sig i deres måde at diskutere på. Og der er jo bestemt mangfoldighed i polyamori-diskussionerne mht. hvordan man diskuterer.

Både indenfor polyamori-debatgrupper og mange andre steder er der folk, der bare pludseligt ønsker at debatten er slut – især når de synes de har fordele ved at debatten er slut netop her. Der bliver råbt højt for at opnå at der er slut. Der bliver udelukket. Synspunkter, der er i modstrid bliver betegnet som ikke vigtige, ikke udbredte, ikke lovende, farlige, sygelige m.m. Og mht. hvordan man debatterer har jeg selv også en præference, nemlig at dyrke og promovere kontakt, nysgerrighed, muligheder, debat. At alt må siges, frem for at der er tabuer. At det er afslappet, frem for at der er pres, frem for at der bliver truet og udelukket. At alle erfaringer, meninger, holdninger osv. er okay, frem for at der bliver bedømt/fordømt. At debatten altid må fortsættes, frem for at der skal være slut.

I polyamori-diskussionen ser jeg mange fordele i en åben og mangfoldig debat: at alle kan finde den måde at relatere på, der passer bedst til dem og at man kan se hvordan de forskellige alternativer ser ud, konkret. At de mange muligheder udvikler sig videre, at mulighederne bliver mere konkrete, at der kommer flere og flere muligheder. Også netop på grund af debatten. For mig selv har diskussionerne spillet er utrolig vigtig rolle: Tidligt i mit liv havde jeg to meget tætte parallele kæresteforhold, og i løbet af årene har jeg været så heldig at opleve endnu mere nærhed, udveksling, dybde, glæde – ved at tage beslutningen om den måde vi relaterer på én dag ad gangen. Og her har det netop været samtalerne, udvekslingen, forståelsen, samspillet, der gjorde at jeg/vi kunne/ville gå denne vej.

Faktisk er det med at debattere åbent noget jeg holder ret meget af. Når det handler om polyamori, så tænker jeg fx. at det er fedt, når polyamori-introduktions-arrangementer er inkluderende, altså fx. også inkluderer former der er anderledes end heteroseksuelle par-plus-elsker/inde-konstellationer. Jeg ville også synes det var mærkeligt hvis en polyamori-introduktions-aften kun handlede om mulige seksuelle eller spirituelle dimensioner i polyamorien, eller hvis eksempler kun var transkønnede femkanter.

Når folk i en polyamori-debattråd på facebook giver udtryk for deres stærke ønske om, at der ikke skal skrives om andre muligheder end dem de foretrækker – så bliver jeg urolig og ønsker at polyamori-diskussionen ikke har brug for debatforhindring. At tale og diskutere åbent med de andre diskussions-deltagerne – og også med mange andre, fx. partnere, børn, kolleger, venner, bekendte – det kan jeg godt lide og det har jeg gode erfaringer med.

Indtil videre har jeg ikke nogle stærke indtryk eller hypoteser om hvordan holdninger mht. polyamori og holdninger mht. at debattere hænger sammen. Som udgangspunkt vil jeg mene at det passer godt sammen når man relaterer åbent at man også debatterer åbent. Lukkede debatter om åbne forhold, det lyder lidt mærkeligt i mine øre.

At relatere åbent og at debattere åbent.

Yours Identity Truly

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Åbne parforhold? Ligeværdige? Hierarkiske? Værdige?

Jeg har et spørgsmål.

Altså – mange gange er det poly-par der bliver efterspurgt, det lader til at mediefolk gerne vil se åbne par, flere åbne par, og endnu flere åbne par. Det virker også som om antagelsen er, at den sædvanlige rækkefølge er at man udvikler sig fra monogamt par til noget mere åbent, og når man er åben, så bliver man stadig par.

I hvert fald har jeg det ikke sådan at jeg synes at par-formen er en lovende form for mig. Sådan har jeg haft det længe, altså siden jeg var 16.

Nu har jeg også mange samtaler med mennesker der ønsker at åbne deres parforhold – og som synes at det betyder at der er forholdshierarki, altså de har ét forhold, deres parforhold, som er vigtigere end andre. Nu virker det også mange gange, som om de ikke kun ønsker et forholdshierarki, men også et kærlighedshierarki.

Og her tror jeg at det nemt kan blive vanskeligt. Eller det er allerede en del af mit spørgsmål. Det der bliver sagt, er jo, at den anden (tredje osv.) kærlighed kun må være en slags småforelskelse, noget mere overfladisk.

Og her ser jeg egentlig to muligheder. Enten er det ikke muligt at domesticere kærligheden – og kærligheden bare kommer frem alligevel, selv om aftalen er at følelserne ikke må være så stærke. Eller at de ikke primære kærligheder/forhold – bare ikke har nogen betydning. Begge måder synes jeg umiddelbart er uværdige. At gøre noget uden betydning virker uværdigt. Og at nægte kærlighed er uværdigt på en anden måde.

Hvad med det primære forhold – som fungerer på en måde, at man enten indgår andre forhold, der ikke har betydning, eller hvor man synes den anden kun kan tåle at man nægter, og ikke rigtigt udlever kærlighed? Er det værdigt?

Eller hvad? Eller hvordan kan det være…?

Hvis det er som om det virker set fra mit perspektiv, altså

  • at de ikke-primære forhold enten trænger til at være ligeværdige kærlighedsforhold,
  • eller er uværdige,
  • og at det er noget der skal iscenesættes for at man har det godt i det primære forhold…

Er det så noget man ikke vil/kan vise frem offentligt? Noget man egentlig ikke kan/vil stå ved, hvis man er helt ærlig?

En tankegang. Et spørgsmål i flere dele. Hvad siger I?

Yours Identity Truly

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Plads i kærlighedsjunglen?

Jeg elsker.

Da jeg var 16 var jeg fuldstændig overvældet af mine følelser. Jeg var fuldstændig optaget af det jeg oplevede. Med to mænd jeg elskede – jeg var så heldig at det var gensidigt. Med nogle veninder som jeg elskede på en helt anden måde, også gensidigt. Med mange som jeg mødte eller som jeg havde kendt i et stykke tid. Jeg var også optaget af musik, litteratur og psykologi, havde mulighed at opleve helt nye dimensioner af livet og samvær gennem musik, litteratur og psykologi. Der var kontakt, glæde, kærlighed, nysgerrighed, udvikling. Jeg prøvede at sætte ord på det der skete for mig.

Til en af de mænd jeg var dybt forelsket i, sagde jeg fx. en aften, at jeg havde en hypotese: at kærlighed var, når man bare var nysgerrig og ville lære den anden at kende, og at lige meget, hvor meget man havde lært om hinanden, så blev man alligevel ved at være nysgerrig. At jeg havde det sådan med ham. Efter jeg havde sagt det, var vi bare lykkelige. Senere kaldte han det min kærlighedserklæring. Og nu kan jeg mærke, at jeg stadig ikke har et andet bud på hvad kærlighed går ud på.

Kærlighed handler vel meget om nysgerrighed. Jeg elsker at spørge, at udforske, at opdage, at se, at række ud, at blive spurgt, at blive udforsket, at blive opdaget, at blive set, at blive mødt. Kærlighed handler også meget om at kunne være sig selv, at kunne være åben, at kunne være ærlig. Det er svært at forestille mig, at kærlighed kan udvikle sig, når man drukner i regler, skal være på en eller anden måde, når den anden vurderer, hvad éns styrker og svagheder er, frem for at nyde hinanden åbent og nysgerrigt lige her og nu.

Jeg elsker min bedste ven. Vi har kendt hinanden i 18 et halvt år, og vi er sammen på en eller anden måde næsten hver dag, meningsfyldte oplevelser, meningsfyldte samtaler, hver gang, sådan har det nu været i 18 et halvt år. Jeg elsker min penneven, som jeg ikke har mødt fysisk, som jeg kender på skrift. Vi skriver til hinanden næsten hver dag. Det er som om vi har skrevet vores liv igennem ved at skrive brevene. Hver gang jeg får et brev af ham, er jeg helt glad og ser frem til at læse det. Og de fleste gange, når jeg har læst et brev han har skrevet eller når jeg har skrevet et brev til ham, kan jeg mærke at jeg har lært noget nyt, og at jeg har lært dét her nu, det gør mig glad. Jeg elsker mit arbejde. Selv om det også er et anstrengt forhold. Jeg elsker én, som bor langt væk. Vi var kærester længe, i seks år, og det kan vi ikke være mens vi ikke bor i samme by. Når vi mødes, så er der bare de gamle kærlige følelser, eller nej, de er kærlige, men helt nye hver gang. Jeg elsker nogle af de fællesskaber jeg er med i. Jeg elsker det område jeg bor i. Jeg elsker at løbe der. Der er mere kærlighed. Jeg kunne vist blive ved at fortælle om det længe. Alt er forbundet med alt. Netværk? Tæppe? Væv? Suppe? Jungle?

Nogle gange tænker jeg, at det jo er nemt at gennemskue mig og hvordan jeg gør. Jeg skjuler det ikke. Dem der er i mit liv, kan se det hele. Det handler altså om at forstå, at fortolke det de kan se. Og det betyder at det er nødvendigt at de spørger, hvis de vil forstå. Åh ja, det med at være nysgerrig og spørge, det er jo udgangspunkt på en måde.

Er der plads i mit liv? For dybde, for kærlighed, for ny kontakt? Ja da. Der er jo dynamik i hver eneste af mine relationer. Og der er dynamik i samspillet. Og det er som om dynamik, spørgsmål, nysgerrighed betyder at det bliver relativt med rummet, at der hele tiden opstår plads og muligheder.

Alligevel var jeg overrasket at der lige pludselig var ny kærlighed. Et nyt menneske i mit liv. Netop den slags samtaler som jeg elsker. Nysgerrige samtaler. Historier. Emner der bliver så spændende i løbet af samtalen at jeg bliver helt involveret. Netop den åbne, uforbeholdne, spørgende, udforskende, opdagende tilgang jeg elsker. At se hinanden, at mene hinanden. Netop den seksualitet som jeg elsker. Jeg elsker. Selvfølgelig er der plads. Selvfølgelig er opgaven at skabe mit livs mosaik på ny, bruge de gamle og nye brikker og sætte dem sammen på en ny måde, med nye mønstre, nye billeder. Det gør vi jo hele tiden, går jeg ud fra, lige meget om vi er bevidste om det, og lige meget om vi kan lide det eller ej. På en måde der giver mening lige her og nu. På en måde som alle involverede kan nyde.

Er jeg i et forhold? Eller i syv forhold, fx. med min nye kærlighed, min gamle ven, min penneven, mit arbejde, min bolig, Mølleåen, polynetværket? Eller i 241? Pointen her er: Jeg har ikke lyst at domesticere den vildhed, jeg har ikke lyst at fange, at tæmme, at kategorisere, at mappe, at reducere den vilde glæde, der ligger i en jungle af spændende mennesker, ting, aktiviteter – i mit liv. En jungle, der hele tiden forandrer sig.

Yours Identity Truly

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.