Jeg begiver mig ud i et tilsyneladende håbløst projekt om at beskrive noget ordløst med ord.

Jeg opdager mere og mere, at kærlighed er noget fundamentalt i os mennesker, og at i det rum af kærlighed bevæger alt andet sig. Når jeg er opmærksom på det, kan jeg holde til hvad som helst, og når jeg ikke er, tror jeg at jeg kan gå i stykker. Jeg tror det også gælder for andre end mig.

Når jeg oplever det på den måde, så er alt andet ting der bevæger sig i et rum af kærlighed. Op- og nedture, alle slags følelser, alle slags kontakter mellem mennesker, at mødes, skilles, være tæt på, være langt fra, begær, vrede, stolthed, tiltrækning, frastødning……og jeg bliver i stand til at mærke kærlighed både til andre og mig selv uanset hvad de og jeg spiller ud med.

Det er befriende at opleve det på den måde. Jeg kan mærke alle følelserne og de kan sagtens være der, og jeg er alligevel ikke identisk med dem.

Når jeg oplever det sådan, er det ikke muligt at miste kærlighed, da det er noget fundamentalt i os alle sammen. Spørgsmålet er i hvilken grad vi er klar over det. Det er selvfølgelig muligt at miste andre menneskers kærlige opmærksomhed, at miste partnere og venner. Det gør ondt. Og den smerte danser så i rummet af kærlighed, sammen med alt det andet, sammen med alle de andre mennesker, dem vi er tæt på og dem vi er langt fra, kender og ikke kender. Indtil smerten fylder mindre og mindre, og kærligheden fylder mere og mere, uanset menneskers handlinger og valg.

Mere kærlighed til alle……Det er der allerede, det er bare med at lægge mærke til det.

Noget af det, der har gjort det tydeligt for mig, er når jeg mister nogen, eller når noget jeg ønsker ikke er muligt. Når den ydre kilde til kærlighed ikke er der, er rummets kærlighed der endnu. Og jeg oplever mig forbundet med mine tidligere partnere, og med dem der ikke blev partnere selv om jeg ønskede det. De danser hver deres dans der hvor de er, i kærlighed med dem de nu er sammen med, og /eller med sig selv. Nogle har det sikkert godt, nogle har det måske svært, nogle har jeg kontakt med og andre ikke. Hver kontakt kan blive til nøjagtig det den er, i hvert øjeblik. Intet behøver at skulle være noget bestemt. Jeg behøver heller ikke være bange eller undgå noget eller nogen. Hvis de vælger at undgå mig er de fri til det. Hvis de vælger at komme tættere på…… , så er det bare at mærke hvad der er, og være med det, hverken mere eller mindre. Med alle jeg møder.

Så bliver livet som en dans, hvor alting sker som energien er til i et hvert givet øjeblik. Det hele bliver spændende.

Jeg elsker improviseret dans. Det er min favoritmåde at være til stede på, mærke det liv der er lige nu. Ikke skulle noget bestemt, bare være her og nu med mig selv og andre. Jeg oplever det som en intens form for kommunikation, med andre og med mig selv. Et rum hvor alt har plads. Hvis vi vælger det. Når jeg danser er jeg ikke bange for noget, den største glæde og den største smerte kan være der, og alting bevæger sig videre, der er ikke brug for at frygte at drukne i noget eller ikke kunne rumme noget. Heller ikke at hænge fast i noget. Alt kan være der, og alt forandrer sig hele tiden.

Har du oplevet det? Jeg mener det virkelig. Alt, der har lov at være der, bevæger sig videre. Med mindre vi prøver at holde fast i det, – og selv da. Både begær, vrede, afmagt, irritation, glæde, smerte og ………bliver ved at finde nye farver, former, toner, rytmer og konstellationer, …… og bliver til noget helt andet, når det har mulighed for at danse i et rum af kærlighed.

Jeg har lyst til at dele det rum med andre.

Så er der en lille stemme i mig der siger nej nej, det kan du ikke, alt går galt, de vil…….. og kærlighedens rum rummer den og den bliver tryg igen. Og hvis nogen danser en dans hvor de synes jeg er for mærkelig, eller frastødende, eller grim, grum eller dum eller noget andet – så er de fri til at danse netop den dans i kærlighedens rum, som vi ikke kan miste, mens jeg danser min……

Kærligst,

Liv

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Jeg har spurgt mig selv – og andre: Springer man egentlig ud som poly? Hvad betyder det? Hvad gjorde I? Hvad syntes I var anderledes i jeres liv end for andre (dvs. hvad sprang I ud som)? Har I oplevet processen som mest positiv eller negativ eller begge dele?

Her lidt af min historie. Og jeg lover at vende tilbage til spørgsmålene, altså nedenfor, hvor jeg bruger historien for at svare.

Sådan begyndte det for mig

For mig var det sådan at jeg forelskede mig i Karsten, da jeg var 16 mens vi var på ungdomsgruppe-sommerferie. Det var dejligt, stærkt og gensidigt, og det var klart at vi skulle være kærester. Han sagde med det samme at han allerede havde en kæreste, Petra. Jeg var selv overrasket, at det ikke var et problem for mig – og det var det bare ikke, fordi det hele virkede så entydigt og godt. Og det viste sig at være et godt, spændende og tæt forhold i mange år. Jeg syntes det var dejligt at opleve, hvor populær og attraktiv Karsten var – og at han gjorde noget ved det, sådan at han kunne nyde livet sammen med mig og andre. Og sådan syntes jeg var min tilgang også, blev det mere og mere.

Lige efter jeg var tilbage i min sydvesttyske by fra ferien forelskede jeg mig i endnu en mand, og det var en af mine lærere: Albrecht. Faktisk viste det sig meget snart, at det også i høj grad var gensidigt.

To forelskelser det blev til tætte relationer.

Hvad så?

For mig handlede det ikke om, at der kunne være noget forkert, men om at gøre det muligt – og på en ærlig måde. Det var netop de to mænd som jeg virkelig ville være sammen med. Der var stor intensitet, der var samtaler, en masse ting vi gjorde sammen, der var usædvanlige kærlighedserklæringer, det handlede også om at udvikle en helt unik seksualitet, og der var mange spørgsmål – nogle gange virkede det som om kærligheden og nysgerrigheden var det samme.

Jeg har spurgt mig selv, hvordan man egentlig danner fælles vaner og rutiner. Individuelle poly-vaner og rutiner, det kunne da være et godt blog-emne (hint, hint).

I hvert fald blev det, snart, sådan at læreren Albrecht og jeg var i kontakt næsten hver dag: enten talte vi i telefonen, eller mødtes i en anden by i nærheden, den by hvor han boede, vi ville ikke ses sammen i min by pga. faren at han kunne miste jobbet som lærer pga. kontakten med mig, som var en elev på samme skole.

Og med Karsten, som boede i endnu en anden by i nærheden, var jeg sammen i nogle weekender, en eller to gange om måneden, nogle gange også spontant, nogle gange flere dage, især når der var skoleferie.

To kærester på (geografisk) distance altså. Meget stærke vigtige tætte forhold alligevel, måske især som 16-årig. Konstellationen med selve to mændene holdt 3 år, med Karsten blev jeg sammen også senere, i nye konstellationer, i mange år.

Helt fra begyndelsen prøvede jeg at fortælle dem alt der var vigtigt for mig. Fordi de to mænd var vigtige for mig, fortalte jeg dem om hinanden og om oplevelserne med dem. (Hvordan man netop fortæller, fx. om hvad for nogle detaljer, det kunne være endnu et spændende blog-emne.)

Jeg flirtede også med andre mænd, og nogle gange var jeg sammen med nogle af dem, én ad gangen, mest kun kort, med en af dem i nogle måneder.

“Spring ud” – som “poly”?

Mht. en mulig spring-ud-proces, så havde jeg ikke selve begrebet. Og ordet “polyamori” fandtes ikke endnu. Og jeg tror ikke nødvendigvis jeg havde fundet officielle ord, måske heller ikke hvis der havde været nogle. Og hvis jeg havde fundet nogle, så kunne det være at jeg/vi havde været ligeglad med dem.

Albrecht og jeg syntes dog bestemt, at vi skulle være meget forsigtige – hvis vores relation var blevet opdaget på Albrechts arbejdsplads, som var Albrechts og min skole, så var han sandsynligvis blevet fyret. Denne forsigtighed var meget prægende for situationen – jeg tror, ellers havde jeg talt med ret mange om mine oplevelser og deres betydning. Årene efter de tre år med Albrecht havde jeg i hvert fald brug for at snakke ting igennem, og det handlede både om at være sammen med en lærer og om at være sammen med flere.

Når Karsten og jeg var sammen i den by han boede i, så mødtes vi også folk, der kendte Karstens anden kæreste Petra, mange gange var hun også med. I løbet af årene var der igen og igen andre kærester. Og folk så det, vi krammede og kyssede i offentligheden, især i vennekreds-offentligheden. Og vi snakkede med folk om det. Dvs. i den by han boede i, var vi ret bredt og tydeligt sprunget ud.

Jeg havde også meget tætte veninder og min søster var også en slags veninde, og min søster, veninderne og jeg brugte meget tid sammen, mødtes for alt muligt, snakke, koge, bage & spise, spille musik sammen, sidde i et stort rum og lave lektier, det var hyggeligere end at gøre det alene.

Til mine forældre jeg havde ikke grund til at have tillid. Jeg fortalte dem, hvor jeg var og hvordan de kunne ringe til mig, men ikke om hvad dem jeg besøgte og jeg lavede. Min forældre syntes så, at jeg vel var selvstændig, populær og aktiv, syntes det var godt og spurgte ikke om meget.

Netop mine veninder og min søster vidste dog det hele. Altså hvis der var sådan noget som en spring-ud-proces, så foregik den for mig mest i forhold til mine tætte veninder og til Karstens kredse i den anden by.

At flytte væk fra forældrene

Det hele blev helt anderledes efter jeg var blevet student og flyttede fra mine forældre: Nu kunne jeg vise flere, hvordan jeg levede. Og nu handlede det heller ikke mere om en lærer-elev-kæresterelation.

Som jeg oplevede det, så var der ikke mange der prøvede et ikke-monogamt åbent kæresteliv, ikke engang i Vest-Berlin, hvor jeg blev studerende. Men jeg kunne have meget åbne og ærlige samtaler med folk, og jeg oplevede det som i høj grad positivt, at kunne fortælle om hvad jeg var ved at prøve, hvem jeg var tæt på og hvordan.

Efter nogle måneder i Vest-Berlin blev jeg klar over, at jeg havde været forelsket i en kvinde, længe. Opdagelsen var en stor glæde for mig – at jeg også havde den mulighed. Nu havde jeg endnu mere at fortælle. Og det var dejligt at snakke også om det. Udvidede spring-ud-aktiviteter – og jeg havde stort behov for udveksling.

Det med at fortælle var en del af en særlig hverdag med meget dialog, hvor jeg var nysgerrig, hvordan de andre levede, hvad de var ved at prøve, hvordan det konkret var, hvad mulighederne og grænser var for dem, og også fortælle dem om det fra mit perspektiv.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kunne finde på at sige: “Nu skal du høre: Jeg er poly.” Det jeg har gjort er at fortælle om mine relationer, der hvor jeg syntes det var en god idé at fortælle om mine relationer. Ved at gøre det konkret, så bliver jo måderne at relatere på tydelige.

Ja, selvfølgelig er der også situationer, hvor det er en vigtig, nogle gange politisk, handling at sige: Ja, det her er en vigtig sag, og jeg er en af dem der dyrker det, levet sådan, osv. Og ja, jeg har også boet i USA og ved, at det var noget potentielt livsfarligt at vise kristne fundamentalister at jeg hverken levede monogamt eller hetero. (Det er noget, jeg håber jeg & andre vender tilbage til her i bloggen.)

Tilbage til spørgsmålene

Nu for at vende tilbage til spørgsmålene:

• Springer man egentlig ud som poly? Jeg aner ikke om “man” springer ud som poly. For mig giver det i høj grad mening at tale med vigtige kloge mennesker om det, der er vigtigt for mig. Og hvis mine relationer er vigtige, så har jeg brug for at tale om dem. Og hvis min måde at relatere på er vigtig i mit liv, så har jeg brug for at tale om det. Hvor bredt og hvor hemmeligt? Den eneste anbefaling jeg har, er at være meget åben med dem man er tæt på. Ellers håber jeg, at vi snart kan leve i et samfund, hvor det bare er i orden at fortælle hvordan man lever. Indtil det er tilfældet, er der mange muligheder at håndtere det på, og selv har jeg taget en beslutning om at være ret åben, som del af at vise at der er mange muligheder, og at det fx. er dejligt og muligt at relatere så åbent og flydende som jeg gør.
• Hvad syntes jeg var anderledes i mit liv end for andre? Hvad sprang jeg ud som? Personligt springer jeg ikke ud som poly, heller ikke som et-eller-andet, men med forskellige præferencer, måder at gøre ting på osv., som jeg har fundet på og nyder – i forhold til forskellige mennesker og grupper jeg møder. Det betyder også, at det ikke er noget der sker én gang, men er en proces som ikke kan afsluttes. Jeg har haft sådan en tanke, at det kunne give mere mening at springe ud med måder at gøre ting på og med oplevelser – end med egenskaber (poly, queer, bøsse, bi, trans, kinky, vanilla, datalog, quinde, vingummibamse, flittig, smuk m. fl.). (Det kan man jo også sige meget mere om en anden gang, og det er da også et herligt blog-emne.)
• Det med at springe ud tror jeg så betyder vildt forskellige ting for forskellige mennesker.
• Hvad gjorde jeg, og hvordan gjorde jeg? Her har jeg mest beskrevet, hvad jeg gjorde da jeg var ret ung, og hvor jeg ikke engang havde begreber som “poly” og “at springe ud” til rådighed, og hvor der var flere specifikke begrænsninger og muligheder.
• Hvad betyder det for mig, at jeg viser hvad jeg står for? Jeg tror selve processen tidligt i mit liv har bidraget til, at jeg kan slappe af, når jeg opdager at jeg atter ikke opfylder nogle forventninger, at det kunne handle om noget politisk følsomt, eller at jeg igen ikke bare kan bruge de sædvanlige selvfølgeligheder for at beskrive og opleve på min vis. Som det har udviklet sig, er jeg parat til at tage stilling og vise mig, om nødvendigt også offentligt, når det handler om en sag, der betyder noget for mig, at jeg organiserer både udvekslingsmuligheder og støtte.
• Har jeg oplevet processen som mest positiv eller negativ eller begge dele? Jeg har oplevet det med at kunne tale om mit og andres måder at relatere på, inkl. min ikke-monogame tilgang som i høj grad positiv. Noget der giver mig helt konkret flere muligheder, mere klarhed og mere nydelse. Jeg er meget bevidst om, at jeg er privilegeret, og at det jeg har prøvet ikke var ret farligt dér hvor jeg har boet og med min baggrund & uddannelse. Andre steder i verden og som en anden, så ville det have været ret anderledes. (Flere og flere blog-emner…) Og hvad hvis der havde været en mulighed at vise mig mere som ikke-monogamt levende i den, meget konservative, by jeg voksede op i, hvis jeg måske havde boet der senere? Havde det været farligt, eller forbundet med dårlige oplevelser? Det ved jeg ikke, fordi jeg flyttede til Vest-Berlin som 20-årig og har siden ikke været meget i den konservative by jeg er vokset op i. Men jeg går ud fra at det er forholdsvis nemt at vise hvad man står for i byer som Berlin, New York og København, nemmere end mange andre steder.

Til sidst

Det her bliver vist til en slags soap opera med flere episoder, hvor episoderne hver især belyser flere relationer og dimensioner af mit ikke-monogame liv. Allerede for et stykke tid siden havde jeg jo sagt, at jeg synes det ville være dejligt med flere og flere konkrete historier om poly-oplevelser her i bloggen.

Og jeg håber, at der er flere, der har lyst at fortælle jeres poly-historier her – sådan at alle får flere og flere konkrete eksempler, kan lære noget, se hvor mange muligheder der findes, diskutere, blive inspireret, komme videre.

Yours Identity Truly

P.S.: Navnene har jeg forandret.

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Jotak, vi er faktisk nogle danskere, som ville sætte pris på den mulighed at kunne gifte os med to partnere (eller flere), skønt du har svært ved at forestille dig det. Det er fordi vi praktiserer det man kalder “polyamori”, altså kærlighed til flere.

Vi polyamorøse håber at ethvert polygamt ægteskab indgået i fremtidens Danmark indgås på baggrund af kærlighed og frie valg og ikke af tvang eller undertrykkelse.

Vi synes flerkoneri (polygyni) lyder skæppeskønt og at flermænderi (polyandri) også burde indføres som en juridisk bestyrket samlivsform, 

Jeg må give Joachim B. Olsen, at han ikke har fået ramt valgets mest centrale tema med sine udtalelser om flerkoneri. Men han har sandelig en pointe i at understrege, at ægtepagten er et privat og ikke et statsligt anliggende.

Jeg håber at valgkampen også vil omfatte større temaer end dette, men siger alligevel tak til Olsen og Khader for at give de polyamorøse anledning til at stikke hovedet frem. For vi findes, omend ikke alle tænker over det.

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Mange poly-samtaler handler om kærlighed, forelskelse, sex, nærhed, samvær, samliv m.m. Store emner. Store følelser. Samtaler om hinandens følelser. Med vedkommende eller med andre om vedkommende.

Nogle af den slags samtaler har et rigtig godt forløb. Og der er også nogle samtaler, hvor ingen bliver tilfreds, hvor ingen kommer videre, hvor det hele bare virker håbløst.

Der er vist mange årsag for at poly-samtaler har et godt forløb, eller et dårligt. Og der er vist også mange måder at gøre det bedre på.

Jeg har en hypotese om noget der virkelig hjælper, og hypotesen handler om at spørge og om at bruge “ja” og “nej”. Og det jeg synes er helt afgørende er, at udmeldinger bliver respekteret. Det vil jeg lige forklare.

En lille omvej. Jeg kan godt lide nussekrammefester – oprindeligt: Cuddle Parties (en beskrivelse af Københavns nussekrammefester findes på facebook under http://www.facebook.com/#!/group.php?gid=99263234869). Nussekrammefester er begivenheder, hvor nogle mennesker mødes i nogle timer. Der er en særlig ramme, og rammen bliver forklaret af en eller flere, og de sørger også for at den bliver overholdt. Hoveddelen af en Cuddle Party er at, gæsterne mærker hver især efter hvad de kunne tænke sig at opleve med en eller flere af de andre gæster (inden for selve nussekrammefest-rammen, som fx. udelukker seksuelle handlinger). Man spørger den anden eller de andre, om det man kunne tænke sig er muligt, og hvis det er det, så går man i gang.

Til nussekrammefester bliver ret meget tid brugt på en omhyggelig introduktion, hvor alle deltagere lærer om nussekrammefestens ramme og regler ved at lave praktiske øvelser sammen.

Den første øvelse foregår sådan at én spørger en anden, om han/hun må gøre noget bestemt med den anden, og den anden svarer bare “nej”, uden at retfærdiggøre svaret. Deltagerne øver sig i at spørge, i at sige nej, i at leve med et nej, i at respektere et nej, i ikke at retfærdiggøre, i at leve med at et svar bare skal respekteres uden at den anden skal retfærdiggøre sin beslutning. Nussekrammefesten bygger på, at

– alle spørger specifikt om det de kunne tænke sig,

– et “ja” betyder ja,

– et “nej” betyder nej

– svar respekteres uden krav om retfærdiggørelse og

– det er helt i orden at forandre mening.

Jeg tror at nussekrammefestens grundregler kunne ses som en kerne i effektiv og respektfuld hverdagskommunikation, også og især i polysamtaler.

– At spørge. Frem for at antage. Frem for at prøve at få nogen til at gøre noget, som hun/han måske ikke aner om.

– At være indstillet på, at der helt bestemt er to muligheder: ja og nej. Frem for at gøre noget afhængig af, at få et bestemt svar.

– At mene nej når man siger nej. Frem for at mene ja, når man siger nej.

– At mene ja når man siger ja. Frem for at mene nej, når man siger ja.

– At forstå et nej som nej. Frem for at fortolke et nej som ja.

– At forstå et ja som ja. Frem for at fortolke et ja som nej.

– At respektere et svar, uden at kræve en forklaring. Frem for at gøre det modsætte af det den anden har meldt ud han/hun vil. Frem for at kræve forklaringer.

– At indstille sig på og respektere, at alt kan forandre sig. Frem for at forlange at den anden skal retfærdiggøre når hun/han har forandret mening. Frem for at blive insisterende når den anden har forandret mening. Frem for at blive påtrængende når den anden har forandret mening. Frem for at blive uforskammet når den anden forandret mening. Frem for at true når den anden har forandret mening.

Min hypotese er, at poly-samtaler og et poly-liv kan blive meget bedre, når man gør sådan end når man ikke gør sådan.

Nu har jeg stillet det til diskussion og er spændt på jeres udmeldinger. Jeg tænker også lige vi kunne lege med nogle eksempler.

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Jeg har et stort og mangfoldigt netværk og er ret synlig for mange. Det har medført, at mange har forelsket sig i mig, uden at kende mig. Deres projektioner har ikke noget at gøre med mig og mit liv. Der er ligesom to meget forskellige personer: På den ene side mig. På den anden side deres projektioner.

Overraskende mange af disse forelskede, der ikke kender mig, synes, at jeg på en eller anden måde er forpligtet til at være i kontakt med dem. Nogle ringer mange gange, og skriver, mails og SMS-beskeder.

Jeg plejer at sige til dem, at deres forelskelse er deres tema, og at jeg ikke kommer til at være i udveksling om den med dem. Jeg har for meget andet, som jeg synes er mere spændende. Nogle kan alligevel ikke lade være med at skrive eller ringe til mig, er chokerede, at jeg, som sagt til dem, ikke tager mig af deres forelskelse. De bliver nok ret frustrerede – og noget typisk der sker er, at de er helt frustrerede over, at der er tegn på, at jeg er forskellig end deres projektion. Her er et typisk argument, at jeg vel siger det ene og gør det andet.

Faktisk er det de praktiserer: stalking. Og mens de har travlt med at være så forelskede i nogen de ikke kender, så vil de ikke helt se, at det er stalking. Måske føler de sig i en god men hård udviklingsproces. Måske føler de sig som offer. Det er dog vigtigt, at de/I er klare over, at det er stalking-adfærd.

Er det en polyamori-problemstilling? Det lader sådan, fordi nogle af stalkerne synes, at min beslutning om at relatere flydende betyder, at de godt må tillade sig at belemre mig på den måde. Var jeg monogam, så havde jeg jo argumentet, at jeg var optaget af et forhold med eller en forelskelse i en anden.

Lige meget, om selve problemstillingen her kun er poly-relevant eller også relevant for flere mennesker, så er det bare relevant. Stalking er noget grimt og groft. Og det er ikke tilfældigt, at stalking, når det bliver for meget, gælder som kriminel.

Hvis ikke du forelsker dig en du kender, så gøre noget ved dine projektioner, og lad projektionsfladen i fred.

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Nu er jeg blevet spurgt om, hvem Identity Truly i virkeligheden er. Og faktisk er jeg blevet spurgt om meget, også nogle vigtige detaljer. Jeg håber, at de følgende spørgsmål & svar (Frequently Asked Questions FAQ) hjælper. Teksten i den nuværende version er på engelsk. Spørg, hvis du vil vide andet. Og god fornøjelse!

Frequently Asked Questions (FAQ) about Identity Truly

Q: Who is Identity Truly?

A: Good question. Really.

Q: How old is Identity Truly?

A: Identity Truly is in an age were he/she is able to write.

Q: In which languages can Identity Truly communicate?

A: In several. For example: in English, Danish and German. Facial expression. Gesture. Building things in clay. Singing.

Q: What gender has Identity Truly?

A: Identity Truly can have diverse genders, also diverse blends of genders. We can discuss this over a cup of tea. Stop by. But wait a minute – does Identity Truly drink tea? Or rather coffee?Cocoa? Water? Milk? Whiskey? Questions spawn questions…

Q: Which skin color, eye color, hair color, hairstyle, height, weight, shape has Identity Truly? Which clothes does he/she wear

A: Please specify what it matters for.

Q: Is Identity Truly privileged?

A: Yes.

Q: What sexual preference has Identity Truly?

A: Identity Truly has a strong preference for good sex, as opposed to bad sex.

Q: Does Identity Truly have other preferences?

A: Yes. And they dynamically change. There has also been continuity over the years, e.g. a preference for diversity, change, dialogue, curiosity, reflection/reflectiveness, honesty, reliability, leftwing activism, kindness, playfulness.

Q: Does Identity Truly have an identity?

A: Yes. The identity of Identity Truly. Even more: he/she is the very embodiment of the identity of Identity Truly, truly.

Q: How does Identity Truly live?

A: He/She does not hide it, so if you’re around him/her you’ll see.

Q: Is Identity Truly a human?

A: There is evidence that Identity Truly’s texts are not generated by someone else, a device or another non-human. So there is reason to assume that Identity Truly has some human features. Even though he/she, her/his cup (glass?) of tea (coffee, water, cocoa, brandy?) and many other constituents form a socio-material composite. Or is he/she the very composite, and not just one constituent? A cyborg? A giant frog-shaped structure connected to a CPU, programs, devices, a living human body in a wheelchair?

Q: Does Identity Truly have a choice?

A: Yes.

Q: Is Identity Truly ignorant?

A: Yes. Sometimes he/she knows it, sometimes he/she isn’t even aware of it. That’s the nature of ignorance. By blogging and getting your comments he/she has created a chance to learn more and overcome some of his/her ignorance.

Q: So who is this Identity Truly?

A: Good question. Really.

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Som ny i dette univers, har jeg lyst til at beskrive, hvem jeg er.

Kære læser

Mit navn er Peter Panther Meier. Og jeg er forfatter, og én, der skifter mellem de mange køn og mange måder at se & opleve ting på. Som udforsker og viser muligheder at nyde livet på. Et liv som er meget mere mangfoldigt, sanseligt og spændende end når man bare går ud fra nogle selvfølgeligheder, tager nogle ting for givet uden at udfordre dem, uden at lege med dem. Køn, kvinde-mand-kæresterelationer, par-liv, heterofamilien, meget mere.

Jeg elsker at være i kontakt med mennesker. Jeg elsker at lytte til historier, at læse historier, og at fortælle og skrive historier. Jeg elsker møder, møder af mennesker, møder hvor vi provokerer og inspirerer hinanden, møder hvor historier blandes.

De næste måneder kommer jeg til at blogge mest på dansk, med ikke-monogami som udgangspunkt for at udforske selvfølgeligheder. Planen er at jeg også bruger engelsk for at skrive indlæg i andre blogs, tekster og bøger, samt bidrager med/til flere former for kunst. Og mit modersmål er tysk.

Selvom jeg har dansk familie, har jeg mest boet i Berlin, hvor jeg også er vokset op, i den vestlige del. Og nu er en af mine kærester dansker, og han bor i København. Gode grunde til at lære København og Danmark at kende. Og til at bruge det danske sprog. I det daglige, når jeg er i København, og som blogger.

Jeg er sidst i 40erne. Faktisk synes jeg selv at jeg ser ret almindeligt ud. Almindelig højde (182 cm), let, man kan se, at jeg kan lide at bruge min krop. Grå-blå øjne. Mørkeblondt hår, skulderlangt de sidste år, men jeg har også prøvet andre længder. (Da jeg barberede mit hoved, gik mine bøsse-venner amok…) Cowboybukser. T-shirts om sommeren, skjorter og uld-trøjer om vinteren. Smilende. Rolig. Verbal. Jeg er IT-uddannet. Det gør det nemt at få arbejde og tjene penge, når jeg ikke kan leve af at skrive. Det gør det også nemt at arbejde og leve forskellige steder – som jeg har gjort, og er indtil videre altid flyttet tilbage til Berlin.

Som udgangspunkt kan man altså sige at jeg er mand. Bøsse, polyamorøs. Eller heller, sådan optræder jeg meget. Men egentlig skifter jeg køn. Og bestemt ikke kun mellem to køn. “Always a drag” er en sætning, der udtrykker det godt. (Lige nu iscenesætter jeg vel blog-travestien…) Og, selvom jeg har mest været sammen med nogle, der identificerer sig om “mænd”, er jeg egentlig mest til særlige mennesker: reflekterende, nysgerrige, lidenskabelige, dynamiske, legende. Og hvis jeg er helt ærlig, så er jeg grundlæggende ligeglad med deres køn, bare deres køn også er en del af deres reflekterende, nysgerrige, lidenskabelige, dynamiske, legende tilgang. Jeg har undret mig over, hvor vigtigt mange synes, at man er i forhold – jeg synes heller, det er vigtigt, at forholde sig til hinanden på en måde, som passer til situationen, til dynamikken, til samspillet. Om samspillet udspiller sig så over lang eller kort tid, kommer vel altså til at vise sig. Og for mig har det vist sig, at jeg har mødt nogle mennesker, som jeg har haft gode grunde til at have et tæt og intenst samspil med i mange år.

Jeg glæder mig til vores diskussioner her i bloggen!

Kærlige hilsner!

Peter Panther Meier

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Et polyamorøst liv kræver at der er flere, der har valgt at leve sådan. Det lader, som om mange i det danske polyamori-netværk kunne tænke sig flere mennesker, der ønsker noget der passer sammen med deres ønsker. Det lader som om der er behov for at mødes med spændende folk. Kærester af forskellige slags, kærlinge, særlinge, nogle at snakke godt med, på højt niveau. Men hvordan kan de/vi finde dem? Er de der, bare ikke (endnu) der, hvor vi er? Hvad kunne hjælpe? Fester? Flere møder af forskellige slags? Meget mere udveksling? Hvor? Hvordan?

At være i kontakt på højt niveau med adskillige mennesker, at lære flere at kende, kræver vel at have gode netværk. At der findes netværk, kræver at nogle også deltager i netværk. Når næsten alle føler sig ensom, sidder hjemme, i stedet for at være en aktiv del af nogle netværk, så har dem, der tager ud for at finde et netværk af spændende mennesker, ikke en god chance at finde nogen. De kan jo ikke komme forbi hos alle dem, der sidder der ensomt og frustreret. Og måske er de ensomme og frustrerede heller ikke dem de søger?

Her har vi en poly-problemstilling. Og jeg tror, at problemstillingen i den form er faktisk meget dansk. En del af nogle større problemstillinger in Danmark. Emnerne er store – det handler om hvordan vi/mennesker lever sammen og er i kontakt med hinanden, i det små, i det daglige, i grupper, men også i de større rammer, altså der hvor vi bor & arbejder, i bebyggelsen, i byen, i landet. Tror jeg nu.

Nu er jeg perker og har set hvordan mennesker i andre lande kommunikerer, relaterer, netværker i det daglige. Set fra mit perspektiv er Danmark et land, hvor mange er ensomme, hvor mange trænger til mere udveksling. Og hvor mange bliver psykisk syge, fx. med depression. Hvor jeg personligt tror, at det ville være anderledes, hvis der var mere udveksling, bedre netværk. Indtil videre mangler der også evner til god udveksling, både i tætte venskaber, kæresterelationer osv. og med folk man ikke kender så godt, fx. på arbejdspladsen.

Altså som jeg oplever det, kunne der bare være mere kontakt. Og det ville være godt for mange danskere, at lære at øge udvekslingens kvalitet. Fx. synes jeg der er mange, der ikke rigtig har erfaring med virkelig at spørge en anden, frem for at gætte og antage, hvad der foregår. Hvis ikke man kan spørge, så er man heller ikke god til at hjælpe eller støtte hinanden. Mange prøver jo, når de er skuffet og trænger til varme, at trække sig i de typiske slags single-ensomhed, tosomhed og familier, hvor man hverken har mulighed for kærlig kontakt med mange andre, eller overhovedet meget kontakt med andre. Det er ikke særlig lovende, synes jeg. Og som poly’er skal vi måske passe på, at vi ikke bare prøver at have to eller flere meget lukkede relationer, hvor forventningerne er høje og kommunikationsniveauet lavt.

Når vi tager det alvorligt med polyamori, så foregår det hele lige pludseligt ikke kun hjemme hos os, så er det lige pludseligt også et samfundsspørgsmål. Fordi vi nemlig har brug for en slags pulje af ligesindede.

Er der 60 procent af danskerne, der har brug for mere åbne former for at relatere? Eller 10 procent? Eller 1 procent? I hvert fald er det mange flere, end vi har mødt – endnu.

Måske er det endnu mere nødvendigt at vise os, end jeg har antaget indtil nu. Men også udvikle os, i retning af nogle, der kan vise sig, kan tale, fx. for vores sag, politisk og i de gode tætte samtaler med mennesker, hvor der måske er nogle vi kommer til at lære godt at kende. Det er os selv, der er en del af sådan nogle kredse som vi ønsker os.

Har vi måske brug for et sted? Og en pulje af mennesker, hvor det er sandsynligt at mange af dem kan have gode samtaler og flere gode oplevelser når de mødes? Et sted og møder, hvor vi kan holde samtaler? Hvor der kan være fester? Hvor vi kan organisere seminarer om at kommunikere bedre, om at spørger frem for at gætte & antage, om at være mindre jaloux, om at være mindre ensom, om at netværke, og meget mere?

Ville det måske være en polyamori-forening? Måske sågar en ret stor forening? Lige nu lader det som der er STORT behov.

Hvad synes I?

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Man kan mene meget om det at elske…. Kan man kun elske en person lidenskabeligt, kan man elske et par stykker, eller kan man elske uendeligt mange…. ??

Det er en helt umulig diskussion at føre, fordi kærlighed ikke kan måles, vejes og sammenlignes. I virkeligheden taler vi måske om ekstremt forskellige sæt af følelser, når vi taler om det at elske et andet menneske. Mennesker er unikke og har hver især deres egne private følelsesuniverser, bygget op af personlighedsstruktur, gode og dårlige erfaringer, socialisering, præferencer, holdninger, etc… Derfor er det i virkeligheden også volapyk, når vi taler om at en person elsker mere end en anden i et forhold….måske elsker vi bare på helt forskellige måder med hver vores forudsætninger.

Nogle mener, at man i polyamorøse forhold kun skal tage ansvar for sine egne følelser. I det typiske eksempel, hvor følelsen i fokus er jalousi, kan jeg se noget fornuftigt i, at den som føler jalousien tager ansvar for den følelse og arbejder med den på et personligt plan, i stedet for at gøre jalousien til modpartens problem og f.eks. begynde at begrænse modpartens  handlefrihed. –Men følelsen i fokus kunne også være en anden, f.eks. savn eller længsel…. –Skal man føle ansvar for den type følelser hos modparten i et kærlighedsforhold, eller er de også helt private og noget man kun skal tage hånd om på sin egen banehalvdel?

For mig er det sådan (-og her taler jeg ud fra min egen helt personlige version af kærlighedsbegrebet-); -At, hvis man går ind i en relation og inspirerer, forstyrrer, udfordrer og pirrer hinanden emotionelt, måske også erotisk…og udvikler noget som potentielt kan blive til en kærlighedsrelation, så bør man også tage hånd om de følelser man sætter igang hos hinanden. –Ikke overtage ansvaret for hinandens følelsesliv, men interessere sig og drage omsorg for modpartens følelsesliv. –For mig er det det, der udgør den væsentligste forskel på en kærlighedsrelation og de mere flygtige erotiske eksperimenter og eskapader, man hurtigt kan bevæge sig ind og ud af (-Ikke at der er noget galt med dem, det er bare noget andet for mig).

Hvor meget man i en relation er indstillet på at drage omsorg for hinandens følelser, må jo være op til de involverede parter at definere sammen eller hver for sig…Den enkelte må gøre op med sig selv, om et forhold udspiller sig på nogle betingelser som er meningsfulde for netop ham eller hende…. Nogle foretrækker forhold hvor man konsekvent holder bolden på egen banehalvdel når det kommer til at tage ansvar for følelser. Jeg har ikke noget moralsk problem med at nogle vælger at have forhold på den måde, i mit univers er der bare ikke tale om et kærlighedsforhold, hvis der ikke er en omsorg for hinandens følelsesliv.

–Hvor mange mennesker man kan rumme at drage omsorg for, tror jeg er meget individuelt… Nogle har kun lige omsorg nok til en fast partner og nogle børn, nogle kan rumme at have erotiske relationer til mange, uden at drage den store omsorg for de forskellige partnere, og andre igen er generøse med kærlighed og omsorg og kan rumme at føle dyb tilknytning og kærlighed til mange…

I det erotiske univers er det også blandt mange blevet til en grundholdning, at hver enkelt skal tage ansvar for sin egen seksuelle tilfredsstillelse. I udgangspunktet er der en fornuft i, at man tager ansvar for sin egen seksualitet ved at man f.eks. tilfredsstiller sig selv med jævne mellemrum, og dermed vedligeholder en seksuel sundhed og balance. –Der er også fornuft i at man tager ansvar så langt, at man kender sine egne behov og kan kommunikere dem til en partner. –Men hvis man, når man har sex med en eller flere partner/e ikke gør et helhjertet, gensidigt forsøg på at give hinanden en god oplevelse og tilfredsstille modpartens behov, så kunne man, efter min mening, lige så godt være blevet hver for sig og have dyrket sex med sig selv i fred og uforstyrrethed.

Min pointe er, at uanset om det handler om kærlighed eller erotik, må man være opmærksom på hvilke forventninger man har til den enkelte relation, til sig selv og til modparterne…. –Og spørge sig selv; Hvordan elsker jeg? –Hvor tæt vil jeg på? Hvor generøs er jeg med min kærlighed og omsorg? –Og hvad skal der til, for at jeg føler at en relation er meningsfuld?

-Enhver relation indebærer en bevidst eller ubevidst forhandling om betingelser. -Jo mere ærlig og tro jeg formår at være mod mig selv i disse forhandlinger, jo mere overskueligt bliver det for modparten at forholde sig til mig. -Og for begge parter at tage stilling til, om en relation kan udvikles til noget meningsfuldt.

Honesty/  Mille Idehen

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Skal man tage ansvar for de følelser og forventninger man sætter i gang? Eller for de følelser og forventninger man har gang i? Er Mona Lisa forpligtet til et eller andet, fordi jeg er blevet berørt af at kigge på hende? Eller hvad?

Mange gange i samtaler om poly bliver der nævnt at det er så vigtigt at kommunikere. Det har jeg tænkt en del over. Især fordi jeg ikke har oplevet så mange samtaler om netop kommunikations-emner i poly-miljøet. At jeg synes det er vigtigt at kommunikere, er fordi jeg har prøvet en del, hvor det var afgørende at kommunikere – som del af et polyamorøst liv har jeg kommunikeret meget, og også kommunikeret om at kommunikere. Jeg synes det er spændende og nødvendigt – og dejligt. Og jeg undrer mig over nogle ting jeg oplever her i Danmark. Her kun ét af de mange emner.

Problemstillingerne mht. til poly-kommunikation handler mange gange om noget vigtigt: om stærke følelser, tiltrækning, længsel, forelskelse, kærlighed. Det er stærkt, det kan være dejligt og det kan være sprængfarligt.

Nu er jeg i en særlig situation. Jeg er perker og har været en del af særlige subkulturer, fx. i Vest-Berlin, og senere i Berlin, i mange år. Tidligt i mit liv begyndte jeg at eksperimentere med ikke-monogami og med at udfordre & lege med flere selvfølgeligheder omkring kærlighed, nydelse og samliv. Der har været både meget kontinuitet og meget forandring i den udveksling og nærhed jeg har haft, nye og gamle venskaber og forbindelser. De sidste 18 år har der ikke været mange dage, hvor jeg ikke har talt med min bedste ven, samtaler på højt niveau, hver gang. Når jeg kigger tilbage, så kan man konstruere/konstatere, at jeg har haft nogle korte forhold på 1,5 – 3 år (ca. elleve af dem, tror jeg), men også nogle på 13, 12, 7, 6, 5 år. Og jeg er ikke 120 år gammel…  Meget udveksling, i hvert fald, omhyggelige samtaler, respekt for de egne og andres følelser. Og alt det betyder efter min mening også nogle særlige måder at kommunikere på, og også at lære at lade være med nogle andre særlige måder at kommunikere på.

En anden dimension af min særlige situation er, at jeg har haft en ret flydende tilgang og har ikke haft lyst til “den danske” måde at være kærester på, jeg har bare ikke haft lyst til at være kærester med nogen som helst.

Men hvad hvis der er tiltrækning, forelskelse, forventninger om særlige måder at relatere på? Hvordan kommunikerer man godt? Især når/hvis det viser sig, at følelserne eller ønsker om nærheden ikke er gensidige?

Mange gange virkede det for mig som om en anden og jeg var blevet meget tætte og var ved at være sammen i vigtige dele af vores liv, delte meget, var stærkt tiltrukket af hinanden, var forelskede. Og nogle gange skete det, at det udviklede sig helt anderledes, og at den anden slet ikke var tiltrukket af mig på den måde som jeg var tiltrukket af hende/ham, eller at den anden ville gøre noget helt andet med tiltrækningen end jeg ville. Det var en slags chok, som jeg skulle håndtere.

Jeg går ud fra, at de fleste af os har oplevet forelskelse, tiltrækning, ønsker om nærhed, der bare ikke var gensidige. Men hvad er en god måde at håndtere det på? Min tilgang har været at se mine følelser og ønsker så som min problemstilling, og kun som min problemstilling. At jeg har haft mulighed at opdage nye lag af mit liv, min personlighed, og ønsker og længsler som virkede nye og spændende. Noget jeg tog mig af, noget jeg talte meget med venner om, noget jeg virkelig udforskede.

Noget jeg ikke kunne finde på, er at påstå, at den anden nu *skal* gøre noget, har et ansvar, er en del af det. Bare fordi jeg er forelsket? Eller tiltrukket? Eller har udviklet ønsker?

Når jeg bliver helt begejstret og berørt af et kunstværk, så er kunstværket heller ikke forpligtet til noget, kunstværket har ikke et ansvar for det det har sat i gang i mig – eller hvad?

For mig virker det nok som en god idé at jeg bliver klar over, at jeg er forelsket, når jeg er det, og at være ærlig om det med mig selv. Omvendt synes jeg også, det er vigtigt at jeg forholder mig klart til det, når en anden siger at hun/han er forelsket i mig. Hvis det ikke er gensidig, så skal jeg melde ud snarest, at det ikke er gensidigt. Så kan hun/han forholde sig til det.

Men som jeg oplever det, så skal det altså ikke være nødvendigt at sige det mange gange, at en andens forelskelse ikke er gensidig. Og det handler ikke nødvendigvis om at den anden skal forstå det, men bare om at acceptere det og indstille sig på det.

Med forelskelsen som ikke er gensidig, er man så ret alene, i hvert fald er det bare ikke rigtig noget fælles mellem forelskelsens objekt og en selv. For den forelskede er det sandsynligvis stort, mens for den anden er der sandsynligvis ting, der er meget vigtigere.

At tage sig af ens afviste forelskelse selv kan betyde at tale med gode venner om det. Jeg tror dog, at det er en god idé, ikke at inddrage fælles venner eller fælles miljøer, altså kredse hvor folk både kender én selv og hende/ham man er blevet afvist af. Man kan skabe en masse uro, kaos, kamp, pres og bøvl på den måde ved at bruge fælles bekendte – uden at lære nok af ens forelskelse på denne måde. Og der ligger virkelig meget i det. For at lære det der skal læres, skal der være ro, og bevidstheden om at det nok kun er éns problemstilling, ikke en andens.

Jeg er målløs, hvor sædvanligt det er i Danmark, at folk synes, når de har forelsket sig uden at det er gensidigt, at den anden alligevel er forpligtet til et eller andet. Nej – det er bare din problemstilling, og kun din problemstilling. Og det er noget godt, synes jeg. Eller det er min erfaring. Nogle af mine vigtige erkendelser kommer fra afvist kærlighed/forelskelse/tiltrækning. Følelserne er vigtige, dele af vigtige personlige udviklingsprocesser. Og på samme tid er det vigtigt at lade den anden, som har meldt ud, at hun/han ikke vil det man gerne vil – i fred.

Hvad er jeres erfaringer og tilgange her?

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.