Her kan I læse et brev som jeg har skrevet til en yogi. På engelsk. Brevet handler om at relatere åbent, polyamori, køn, tantra, en flydende og mangfoldig tilgang m.m.

Hvad synes I? Hvis I har nogle idéer og kommentarer, så skriv gerne! På dansk. Or in English. 🙂

 Dear YogiEtc,

At this year’s Tantra Festival at TantraPlace I attended your presentation about open relating. What a wonderful presentation! What a treat! Thank you!

I keep telling my friends about the relation-ship that you invoked and that breaks when opened. (Smoke, smoke, smoke!)

I have been part of the Danish polyamory network and have a long personal history of relating openly. And my approach has been about relating openly, instead of trying to establish some kind of open entity, e. g. the open couple or the open relationship. Relating openly is process, activity, development. It’s comprehensive. Much in our everyday lives can be about relating openly, certainly not only heterosexual couple constellations. You have presented many wonderful words for that. I could not agree more, you expressed much of what I have practiced and articulated for many years.

Much of the Danish tantra teaching and practice seems to be about assuming “the masculine” and “the feminine” in ways that I find restricting. At the Tantra Festival there was, for example, a workshop (I noticed you participated as well) where men were asked to stage themselves as warriors. While women were encouraged to act out the role of someone motherly, e. g. forgiving in relation to the men’s misdoings under war. I am a pacifist. And I can’t see the advantages of cultivating this kind of two-gendered approach. What is considered “typically feminine” and “typically masculine” even seems to be different in the different countries I have visited. Plus I prefer approaches that are fluid, and appreciate diversity and specificity. My love to the people I love is about them, specifically them, not somebody else, about what they do (and they are what they do), about how they have developed, in the moments I meet them – it’s not the love of some construction of an eternal masculine or feminine stereotype.

So far I have not found tantra places in NordicCity that are about relating lovingly and openly beyond an odd gender binary.

Your presentation was mostly about worshiping Shakti, seen from a masculine perspective. And here are my questions:

• What about other gender constellations? Worshipping all the people with all their genders lovingly and through an approach of relating openly?
• Could gender itself be seen as something else than an entity? Could there be approaches of worshipping lovingly that are more about relating, about process, activity, development than approaches that assume gender as entity? For example: Doing gender? Gendering? Relating openly with a fluid and diverse approach regarding all the qualities of the people involved, including gender?
• Or could there be an approach according to which we humans love each other as humans? Instead of cultivating gender stereotypes? Instead of cultivating personality traits?
• Do you know places in NordicCity (Europe? The world?) with tantra approaches that are about relating openly and lovingly beyond binary gender stereotypes?

Looking forward to hearing from you.

Warm regards from NordicCountry toIndia!

Yours,

Identity Truly

P.S.: The names of persons, events and places have been changed.

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Jeg har haft et spørgsmål, længe: Elsker man nogen, som først skal forandre sig for at livet sammen kan blive godt?

Eksempler

Eksempler på krav om at forandre sig, er:

• Den anden skal opleve mere selvværd.
• Den anden skal tabe sig.
• Den anden skal være monogam, og ikke polyamorøs.
• Den anden skal være polyamorøs, og ikke monogam.
• Den anden skal holde op med at have det dårligt pga. nogle tidligere oplevelser, fx. mobning på jobbet eller et svært tidligere forhold.
• Den anden skal interessere sig for nogle tilgange til seksualitet, som hun/han indtil videre ikke har interesseret sig for.
• Den anden skal rydde mere op.
• Den anden skal holde op med at lyve og med at være utro.
• Den anden skal holde op med at være jaloux.
• Den anden skal have en anden smag.
• Den anden skal ikke have de vaner, fx. spise- eller drikkevaner, som hun/han har.
• Den anden skal tale en anden dialekt.
• Den anden skal være mere generøs.
• Den anden skal have bedre styr på sin tid.
• Den anden skal have bedre styr på sin økonomi.

Historie

Jeg har været i nogle forhold, hvor jeg kunne mærke, at den anden syntes forholdet kunne kun blive godt, når jeg først forandrede mig. Fx. var der én, der syntes det var forkert, at jeg ville leve i udlandet. Jeg oplevede forholdet som håbløst. Ulykkeligt og med meget pres. Jeg lærte at stille spørgsmålet: Vil du være sammen med mig som jeg er? Og jeg lærte også at stå ved, at jeg havde udviklet mig som jeg nu havde udviklet mig – og at det var et krav for mig at den anden elskede mig som jeg nu var.

Jeg havde også haft forhold, hvor jeg selv syntes det hele egentlig var næsten godt, bare den anden forandrede sig lidt. Fx. syntes jeg at forholdet kun kunne blive godt når den anden lærte at tale om hvordan ting føltes for hende. Eller et andet forhold hvor jeg havde krav om at den anden skulle holde op med at lyve. Det viste sig at det var frygtelige forhold.

Én dag skete der noget overraskende. Jeg havde været utilfreds med et forhold med en ellers mega-sød fyr i et stykke tid, pga. at han havde en måde at arbejde på som jeg syntes var kaotisk, Han stillede sig foran mig og kiggede dybt i mine øjne. Og han sagde: Nu har du kigget og set mig. Ja, jeg kan selv se, at min måde at arbejde på er noget kaotisk. Vil du nu være sammen med mig som jeg er? Eller vil du ikke det? Du har valget. Du kan kun være sammen med mig lige nu, som jeg er lige nu, med min kaotiske arbejdsstil. Om jeg kan eller overhovedet vil forandre mig i den retning du vil og arbejde mindre kaotisk, det ved jeg ikke endnu. Og det er heller ikke vigtigt. Det handler om i dag. Jeg forstod med det samme – og syntes det var netop de rigtige spørgsmål og overvejelser. Og ja, jeg ville være sammen med ham i dag, og som den han var. Det var ikke nødvendigt at minde om spørgsmålet igen, det var bare klart, at jeg havde selve valget, hver dag, hvert øjeblik. Vi snakkede om hans måde at arbejde på som jeg havde været utilfreds med. Og vi fandt en nem løsning, og løsningen handlede ikke om hvordan han var, men om hvordan vi håndterede det. Hvordan og hvornår vi mødtes, og der viste sig, at måden at arbejde på slet ikke var forstyrrende. Snart holdt jeg op med at se hans måde at arbejde på som en egenskab som jeg var utilfreds med – han var som han var, og jeg var glad for ham, især fordi vi sammen kunne finde på så fine løsninger.

En vigtig erfaring for mig er, at der er mange, mange dejlige mennesker. Verden mener det godt med os. Der er bare ingen grund at nøjes med nogen, der ikke er god nok i forvejen, eller nogen der ikke synes vi er gode nok i forvejen.

Jeg har tænkt mig kun at være sammen med nogle som jeg værdsætter, og som værdsætter mig. Man kunne tænke at det betyder at det er svært at finde sådan nogle partnere som netop er som jeg ønsker det. Men tværtimod er udvalget super-stort. Og jeg tror det er sådan at man bruger meget energi, når man prøver at lave om på en anden. Og energi, som bruges på at ville lave om på den anden, er energi med mangel på kærlighed. Og hvis den energi bare står til rådighed til andet, så er der meget lethed og glæde – og kærlighed. (Aaaaaaah, det kan jeg anbefale… :-))

Svaret

Mit svar, ud fra min erfaring, er indtil videre: Kærlighed og krav om at den anden forandrer sig for at forholdet bliver godt – det udelukker hinanden.

Betyder det…?

Betyder det, at jeg ikke synes man må udvikle sig? Nej, det betyder kun at jeg synes, kravet om at den anden forandrer sig for at forholdet bliver godt er problematisk – og at sådan et krav og kærlighed udelukker hinanden. Jeg er overbevist om, at gode forhold er forhold, hvor der er meget udvikling.

Når der er meget udvikling, så er der også altid muligheden, at man udvikler sig i forskellige retninger og ikke kan være sammen fordi retningerne er så forskellige. Er det en fare, og hvis ja en man kan undgå? Alternativet er jo at prøve ikke at udvikle sig videre. Krav om ikke at udvikle sig, det er ikke kun mærkeligt – fx. spændingsfyldt eller indskrænkende – det kan i virkeligheden overhovedet ikke lade sig gøre. Spørgsmålet er ikke om man udvikler sig, men i hvad for en retning.

Betyder det så at man ikke må sige, når man er utilfreds med noget den anden gør? Nej, det betyder det ikke – faktisk synes jeg det er meget vigtigt at sige det når man er utilfreds. Spørgsmålet er bare hvad det betyder. Er man enig om, at der skal ske noget og at man vil sørge for det, så er det nemt og man har det godt med et fælles projekt. Er det noget den anden ikke rigtig er med i men det er vigtigt for en selv – så er det ikke godt at leve tæt på hinanden. Og mange gange behøver det ikke handle om at den anden først forandrer sig, men at man udvikler idéer om hvordan man håndterer ting man er utilfreds med. Og i denne slags samspil er der meget forandrings- og udviklingspotentiale.

Betyder det at man ikke skal støtte den anden i en udvikling, den anden har lyst til? Jo, det er glimrende at støtte en anden, når hun/han gerne vil udvikle sig i en bestemt retning, som man selv også holder af. Men det er en grundlæggende anderledes situation, her er det sådan at den ene beder den anden om at støtte hende/ham i en udvikling, hun/han selv gerne vil. Og det er noget helt andet end at nogen synes, den anden skal først blive anderledes for at forholdet kan blive rigtig godt.

Poly?

Hvad har det emne med polyamori at gøre?

Måske er emnet ikke et specifikt emne inden for polyamori. Mere sådan at det bare er et kærlighedsemne, og at det er lige så vigtigt i polyamorøse måder at relatere kærligt på som i andre måder at relatere kærligt på.

For mig personligt ser det sådan ud:

Jeg er ret ligeglad med ordet “polyamori”. For mig er det sådan at jeg bestræber mig på at relatere åbent. Og “åbent” kan betyde meget. For mig er det vigtigt at være åben overfor det den anden står for. Hvis der er noget jeg ikke kan lide, så er det en god idé at jeg siger det. Samtidig er det vigtigt at jeg spørger mig selv, om jeg værdsætter den anden, netop som hun/han er, lige nu. Hvis mit svar er ja, så er jeg åben for den anden, så passer hun/han i mit liv, som jeg vil have det lige nu.

Og løsningen …

Og løsningen her er ikke at den anden skal forandre sig, men … [Her er der vist meget plads til diskussion om emnet. :-)]

Det er smukt at nyde en anden lige her og nu, lige som hun/han er lige her og nu. Smukt, skønt, dejligt – noget jeg kan anbefale.

Spørgsmål

Hvordan har I oplevet det og hvad mener I?

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Noget der måske ikke overrasker, er at der er ret meget debat, når det handler om polyamori. De polyamori-diskussions-grupper som jeg har oplevet var levende, aktive og meget givende. Og noget vigtigt der viser sig for mig, er hvor forskellige deltagernes tilgange til polyamori er.

 Nogle af deltagerne i polyamori-diskussioner synes fx. at det er vigtigt at betegne sig som noget, fx. poly. Nogle holder meget af et liv med en primær partner. Nogles tilgange til polyamori har udgangspunkt i sex. Nogle oplever jalousi som et centralt emne. Nogle oplever det med at tale med og om hinanden som centralt. Osv.

Min polyamori-tilgang og -historie handler meget om at bestræbe mig på at relatere åbent. Hen ad vejen har det vist sig for mig og nogle mennesker der er vigtige i mit liv, at vi bliver mest lykkelige når vi dropper forestillingen om at kærlighed, lyst, pålidelighed, dybde og meget mere skal foregå i en ramme hvor man konstruerer sig som par osv.

Og disse forskellige præferencer og beslutninger omkring et polyamorøst liv er jo bare vigtige, de har vigtige konsekvenser. Selvfølgelig er det vigtigt at jeg er åben om det med at ingen i mit univers får en status som “primær” i mit liv, men at det for mig handler om at udvikle netop den kærlighed der passer til os, vedkommende og mig. Dem der håber at jeg endelig indser at de skal være primære, bliver meget frustrerede, og det kan jeg forstå, de har min medfølelse, men sådan som mit liv har udviklet sig, er det usandsynligt at de overbeviser mig. Omvendt er det vigtigt at nogen, der gerne vil have et kærligt samspil med mig og har et hierarki af forhold, gør det tydeligt for mig, sådan at jeg kan forholde mig til det.

Interessant er det for mig, at polyamori-diskussions-deltagernes præferencer også viser sig i deres måde at diskutere på. Og der er jo bestemt mangfoldighed i polyamori-diskussionerne mht. hvordan man diskuterer.

Både indenfor polyamori-debatgrupper og mange andre steder er der folk, der bare pludseligt ønsker at debatten er slut – især når de synes de har fordele ved at debatten er slut netop her. Der bliver råbt højt for at opnå at der er slut. Der bliver udelukket. Synspunkter, der er i modstrid bliver betegnet som ikke vigtige, ikke udbredte, ikke lovende, farlige, sygelige m.m. Og mht. hvordan man debatterer har jeg selv også en præference, nemlig at dyrke og promovere kontakt, nysgerrighed, muligheder, debat. At alt må siges, frem for at der er tabuer. At det er afslappet, frem for at der er pres, frem for at der bliver truet og udelukket. At alle erfaringer, meninger, holdninger osv. er okay, frem for at der bliver bedømt/fordømt. At debatten altid må fortsættes, frem for at der skal være slut.

I polyamori-diskussionen ser jeg mange fordele i en åben og mangfoldig debat: at alle kan finde den måde at relatere på, der passer bedst til dem og at man kan se hvordan de forskellige alternativer ser ud, konkret. At de mange muligheder udvikler sig videre, at mulighederne bliver mere konkrete, at der kommer flere og flere muligheder. Også netop på grund af debatten. For mig selv har diskussionerne spillet er utrolig vigtig rolle: Tidligt i mit liv havde jeg to meget tætte parallele kæresteforhold, og i løbet af årene har jeg været så heldig at opleve endnu mere nærhed, udveksling, dybde, glæde – ved at tage beslutningen om den måde vi relaterer på én dag ad gangen. Og her har det netop været samtalerne, udvekslingen, forståelsen, samspillet, der gjorde at jeg/vi kunne/ville gå denne vej.

Faktisk er det med at debattere åbent noget jeg holder ret meget af. Når det handler om polyamori, så tænker jeg fx. at det er fedt, når polyamori-introduktions-arrangementer er inkluderende, altså fx. også inkluderer former der er anderledes end heteroseksuelle par-plus-elsker/inde-konstellationer. Jeg ville også synes det var mærkeligt hvis en polyamori-introduktions-aften kun handlede om mulige seksuelle eller spirituelle dimensioner i polyamorien, eller hvis eksempler kun var transkønnede femkanter.

Når folk i en polyamori-debattråd på facebook giver udtryk for deres stærke ønske om, at der ikke skal skrives om andre muligheder end dem de foretrækker – så bliver jeg urolig og ønsker at polyamori-diskussionen ikke har brug for debatforhindring. At tale og diskutere åbent med de andre diskussions-deltagerne – og også med mange andre, fx. partnere, børn, kolleger, venner, bekendte – det kan jeg godt lide og det har jeg gode erfaringer med.

Indtil videre har jeg ikke nogle stærke indtryk eller hypoteser om hvordan holdninger mht. polyamori og holdninger mht. at debattere hænger sammen. Som udgangspunkt vil jeg mene at det passer godt sammen når man relaterer åbent at man også debatterer åbent. Lukkede debatter om åbne forhold, det lyder lidt mærkeligt i mine øre.

At relatere åbent og at debattere åbent.

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Jeg har et spørgsmål.

Altså – mange gange er det poly-par der bliver efterspurgt, det lader til at mediefolk gerne vil se åbne par, flere åbne par, og endnu flere åbne par. Det virker også som om antagelsen er, at den sædvanlige rækkefølge er at man udvikler sig fra monogamt par til noget mere åbent, og når man er åben, så bliver man stadig par.

I hvert fald har jeg det ikke sådan at jeg synes at par-formen er en lovende form for mig. Sådan har jeg haft det længe, altså siden jeg var 16.

Nu har jeg også mange samtaler med mennesker der ønsker at åbne deres parforhold – og som synes at det betyder at der er forholdshierarki, altså de har ét forhold, deres parforhold, som er vigtigere end andre. Nu virker det også mange gange, som om de ikke kun ønsker et forholdshierarki, men også et kærlighedshierarki.

Og her tror jeg at det nemt kan blive vanskeligt. Eller det er allerede en del af mit spørgsmål. Det der bliver sagt, er jo, at den anden (tredje osv.) kærlighed kun må være en slags småforelskelse, noget mere overfladisk.

Og her ser jeg egentlig to muligheder. Enten er det ikke muligt at domesticere kærligheden – og kærligheden bare kommer frem alligevel, selv om aftalen er at følelserne ikke må være så stærke. Eller at de ikke primære kærligheder/forhold – bare ikke har nogen betydning. Begge måder synes jeg umiddelbart er uværdige. At gøre noget uden betydning virker uværdigt. Og at nægte kærlighed er uværdigt på en anden måde.

Hvad med det primære forhold – som fungerer på en måde, at man enten indgår andre forhold, der ikke har betydning, eller hvor man synes den anden kun kan tåle at man nægter, og ikke rigtigt udlever kærlighed? Er det værdigt?

Eller hvad? Eller hvordan kan det være…?

Hvis det er som om det virker set fra mit perspektiv, altså

• at de ikke-primære forhold enten trænger til at være ligeværdige kærlighedsforhold,
• eller er uværdige,
• og at det er noget der skal iscenesættes for at man har det godt i det primære forhold…

Er det så noget man ikke vil/kan vise frem offentligt? Noget man egentlig ikke kan/vil stå ved, hvis man er helt ærlig?

En tankegang. Et spørgsmål i flere dele. Hvad siger I?

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Jeg elsker.

Da jeg var 16 var jeg fuldstændig overvældet af mine følelser. Jeg var fuldstændig optaget af det jeg oplevede. Med to mænd jeg elskede – jeg var så heldig at det var gensidigt. Med nogle veninder som jeg elskede på en helt anden måde, også gensidigt. Med mange som jeg mødte eller som jeg havde kendt i et stykke tid. Jeg var også optaget af musik, litteratur og psykologi, havde mulighed at opleve helt nye dimensioner af livet og samvær gennem musik, litteratur og psykologi. Der var kontakt, glæde, kærlighed, nysgerrighed, udvikling. Jeg prøvede at sætte ord på det der skete for mig.

Til en af de mænd jeg var dybt forelsket i, sagde jeg fx. en aften, at jeg havde en hypotese: at kærlighed var, når man bare var nysgerrig og ville lære den anden at kende, og at lige meget, hvor meget man havde lært om hinanden, så blev man alligevel ved at være nysgerrig. At jeg havde det sådan med ham. Efter jeg havde sagt det, var vi bare lykkelige. Senere kaldte han det min kærlighedserklæring. Og nu kan jeg mærke, at jeg stadig ikke har et andet bud på hvad kærlighed går ud på.

Kærlighed handler vel meget om nysgerrighed. Jeg elsker at spørge, at udforske, at opdage, at se, at række ud, at blive spurgt, at blive udforsket, at blive opdaget, at blive set, at blive mødt. Kærlighed handler også meget om at kunne være sig selv, at kunne være åben, at kunne være ærlig. Det er svært at forestille mig, at kærlighed kan udvikle sig, når man drukner i regler, skal være på en eller anden måde, når den anden vurderer, hvad éns styrker og svagheder er, frem for at nyde hinanden åbent og nysgerrigt lige her og nu.

Jeg elsker min bedste ven. Vi har kendt hinanden i 18 et halvt år, og vi er sammen på en eller anden måde næsten hver dag, meningsfyldte oplevelser, meningsfyldte samtaler, hver gang, sådan har det nu været i 18 et halvt år. Jeg elsker min penneven, som jeg ikke har mødt fysisk, som jeg kender på skrift. Vi skriver til hinanden næsten hver dag. Det er som om vi har skrevet vores liv igennem ved at skrive brevene. Hver gang jeg får et brev af ham, er jeg helt glad og ser frem til at læse det. Og de fleste gange, når jeg har læst et brev han har skrevet eller når jeg har skrevet et brev til ham, kan jeg mærke at jeg har lært noget nyt, og at jeg har lært dét her nu, det gør mig glad. Jeg elsker mit arbejde. Selv om det også er et anstrengt forhold. Jeg elsker én, som bor langt væk. Vi var kærester længe, i seks år, og det kan vi ikke være mens vi ikke bor i samme by. Når vi mødes, så er der bare de gamle kærlige følelser, eller nej, de er kærlige, men helt nye hver gang. Jeg elsker nogle af de fællesskaber jeg er med i. Jeg elsker det område jeg bor i. Jeg elsker at løbe der. Der er mere kærlighed. Jeg kunne vist blive ved at fortælle om det længe. Alt er forbundet med alt. Netværk? Tæppe? Væv? Suppe? Jungle?

Nogle gange tænker jeg, at det jo er nemt at gennemskue mig og hvordan jeg gør. Jeg skjuler det ikke. Dem der er i mit liv, kan se det hele. Det handler altså om at forstå, at fortolke det de kan se. Og det betyder at det er nødvendigt at de spørger, hvis de vil forstå. Åh ja, det med at være nysgerrig og spørge, det er jo udgangspunkt på en måde.

Er der plads i mit liv? For dybde, for kærlighed, for ny kontakt? Ja da. Der er jo dynamik i hver eneste af mine relationer. Og der er dynamik i samspillet. Og det er som om dynamik, spørgsmål, nysgerrighed betyder at det bliver relativt med rummet, at der hele tiden opstår plads og muligheder.

Alligevel var jeg overrasket at der lige pludselig var ny kærlighed. Et nyt menneske i mit liv. Netop den slags samtaler som jeg elsker. Nysgerrige samtaler. Historier. Emner der bliver så spændende i løbet af samtalen at jeg bliver helt involveret. Netop den åbne, uforbeholdne, spørgende, udforskende, opdagende tilgang jeg elsker. At se hinanden, at mene hinanden. Netop den seksualitet som jeg elsker. Jeg elsker. Selvfølgelig er der plads. Selvfølgelig er opgaven at skabe mit livs mosaik på ny, bruge de gamle og nye brikker og sætte dem sammen på en ny måde, med nye mønstre, nye billeder. Det gør vi jo hele tiden, går jeg ud fra, lige meget om vi er bevidste om det, og lige meget om vi kan lide det eller ej. På en måde der giver mening lige her og nu. På en måde som alle involverede kan nyde.

Er jeg i et forhold? Eller i syv forhold, fx. med min nye kærlighed, min gamle ven, min penneven, mit arbejde, min bolig, Mølleåen, polynetværket? Eller i 241? Pointen her er: Jeg har ikke lyst at domesticere den vildhed, jeg har ikke lyst at fange, at tæmme, at kategorisere, at mappe, at reducere den vilde glæde, der ligger i en jungle af spændende mennesker, ting, aktiviteter – i mit liv. En jungle, der hele tiden forandrer sig.

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Jeg har spurgt mig selv – og andre: Springer man egentlig ud som poly? Hvad betyder det? Hvad gjorde I? Hvad syntes I var anderledes i jeres liv end for andre (dvs. hvad sprang I ud som)? Har I oplevet processen som mest positiv eller negativ eller begge dele?

Her lidt af min historie. Og jeg lover at vende tilbage til spørgsmålene, altså nedenfor, hvor jeg bruger historien for at svare.

Sådan begyndte det for mig

For mig var det sådan at jeg forelskede mig i Karsten, da jeg var 16 mens vi var på ungdomsgruppe-sommerferie. Det var dejligt, stærkt og gensidigt, og det var klart at vi skulle være kærester. Han sagde med det samme at han allerede havde en kæreste, Petra. Jeg var selv overrasket, at det ikke var et problem for mig – og det var det bare ikke, fordi det hele virkede så entydigt og godt. Og det viste sig at være et godt, spændende og tæt forhold i mange år. Jeg syntes det var dejligt at opleve, hvor populær og attraktiv Karsten var – og at han gjorde noget ved det, sådan at han kunne nyde livet sammen med mig og andre. Og sådan syntes jeg var min tilgang også, blev det mere og mere.

Lige efter jeg var tilbage i min sydvesttyske by fra ferien forelskede jeg mig i endnu en mand, og det var en af mine lærere: Albrecht. Faktisk viste det sig meget snart, at det også i høj grad var gensidigt.

To forelskelser det blev til tætte relationer.

Hvad så?

For mig handlede det ikke om, at der kunne være noget forkert, men om at gøre det muligt – og på en ærlig måde. Det var netop de to mænd som jeg virkelig ville være sammen med. Der var stor intensitet, der var samtaler, en masse ting vi gjorde sammen, der var usædvanlige kærlighedserklæringer, det handlede også om at udvikle en helt unik seksualitet, og der var mange spørgsmål – nogle gange virkede det som om kærligheden og nysgerrigheden var det samme.

Jeg har spurgt mig selv, hvordan man egentlig danner fælles vaner og rutiner. Individuelle poly-vaner og rutiner, det kunne da være et godt blog-emne (hint, hint).

I hvert fald blev det, snart, sådan at læreren Albrecht og jeg var i kontakt næsten hver dag: enten talte vi i telefonen, eller mødtes i en anden by i nærheden, den by hvor han boede, vi ville ikke ses sammen i min by pga. faren at han kunne miste jobbet som lærer pga. kontakten med mig, som var en elev på samme skole.

Og med Karsten, som boede i endnu en anden by i nærheden, var jeg sammen i nogle weekender, en eller to gange om måneden, nogle gange også spontant, nogle gange flere dage, især når der var skoleferie.

To kærester på (geografisk) distance altså. Meget stærke vigtige tætte forhold alligevel, måske især som 16-årig. Konstellationen med selve to mændene holdt 3 år, med Karsten blev jeg sammen også senere, i nye konstellationer, i mange år.

Helt fra begyndelsen prøvede jeg at fortælle dem alt der var vigtigt for mig. Fordi de to mænd var vigtige for mig, fortalte jeg dem om hinanden og om oplevelserne med dem. (Hvordan man netop fortæller, fx. om hvad for nogle detaljer, det kunne være endnu et spændende blog-emne.)

Jeg flirtede også med andre mænd, og nogle gange var jeg sammen med nogle af dem, én ad gangen, mest kun kort, med en af dem i nogle måneder.

“Spring ud” – som “poly”?

Mht. en mulig spring-ud-proces, så havde jeg ikke selve begrebet. Og ordet “polyamori” fandtes ikke endnu. Og jeg tror ikke nødvendigvis jeg havde fundet officielle ord, måske heller ikke hvis der havde været nogle. Og hvis jeg havde fundet nogle, så kunne det være at jeg/vi havde været ligeglad med dem.

Albrecht og jeg syntes dog bestemt, at vi skulle være meget forsigtige – hvis vores relation var blevet opdaget på Albrechts arbejdsplads, som var Albrechts og min skole, så var han sandsynligvis blevet fyret. Denne forsigtighed var meget prægende for situationen – jeg tror, ellers havde jeg talt med ret mange om mine oplevelser og deres betydning. Årene efter de tre år med Albrecht havde jeg i hvert fald brug for at snakke ting igennem, og det handlede både om at være sammen med en lærer og om at være sammen med flere.

Når Karsten og jeg var sammen i den by han boede i, så mødtes vi også folk, der kendte Karstens anden kæreste Petra, mange gange var hun også med. I løbet af årene var der igen og igen andre kærester. Og folk så det, vi krammede og kyssede i offentligheden, især i vennekreds-offentligheden. Og vi snakkede med folk om det. Dvs. i den by han boede i, var vi ret bredt og tydeligt sprunget ud.

Jeg havde også meget tætte veninder og min søster var også en slags veninde, og min søster, veninderne og jeg brugte meget tid sammen, mødtes for alt muligt, snakke, koge, bage & spise, spille musik sammen, sidde i et stort rum og lave lektier, det var hyggeligere end at gøre det alene.

Til mine forældre jeg havde ikke grund til at have tillid. Jeg fortalte dem, hvor jeg var og hvordan de kunne ringe til mig, men ikke om hvad dem jeg besøgte og jeg lavede. Min forældre syntes så, at jeg vel var selvstændig, populær og aktiv, syntes det var godt og spurgte ikke om meget.

Netop mine veninder og min søster vidste dog det hele. Altså hvis der var sådan noget som en spring-ud-proces, så foregik den for mig mest i forhold til mine tætte veninder og til Karstens kredse i den anden by.

At flytte væk fra forældrene

Det hele blev helt anderledes efter jeg var blevet student og flyttede fra mine forældre: Nu kunne jeg vise flere, hvordan jeg levede. Og nu handlede det heller ikke mere om en lærer-elev-kæresterelation.

Som jeg oplevede det, så var der ikke mange der prøvede et ikke-monogamt åbent kæresteliv, ikke engang i Vest-Berlin, hvor jeg blev studerende. Men jeg kunne have meget åbne og ærlige samtaler med folk, og jeg oplevede det som i høj grad positivt, at kunne fortælle om hvad jeg var ved at prøve, hvem jeg var tæt på og hvordan.

Efter nogle måneder i Vest-Berlin blev jeg klar over, at jeg havde været forelsket i en kvinde, længe. Opdagelsen var en stor glæde for mig – at jeg også havde den mulighed. Nu havde jeg endnu mere at fortælle. Og det var dejligt at snakke også om det. Udvidede spring-ud-aktiviteter – og jeg havde stort behov for udveksling.

Det med at fortælle var en del af en særlig hverdag med meget dialog, hvor jeg var nysgerrig, hvordan de andre levede, hvad de var ved at prøve, hvordan det konkret var, hvad mulighederne og grænser var for dem, og også fortælle dem om det fra mit perspektiv.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kunne finde på at sige: “Nu skal du høre: Jeg er poly.” Det jeg har gjort er at fortælle om mine relationer, der hvor jeg syntes det var en god idé at fortælle om mine relationer. Ved at gøre det konkret, så bliver jo måderne at relatere på tydelige.

Ja, selvfølgelig er der også situationer, hvor det er en vigtig, nogle gange politisk, handling at sige: Ja, det her er en vigtig sag, og jeg er en af dem der dyrker det, levet sådan, osv. Og ja, jeg har også boet i USA og ved, at det var noget potentielt livsfarligt at vise kristne fundamentalister at jeg hverken levede monogamt eller hetero. (Det er noget, jeg håber jeg & andre vender tilbage til her i bloggen.)

Tilbage til spørgsmålene

Nu for at vende tilbage til spørgsmålene:

• Springer man egentlig ud som poly? Jeg aner ikke om “man” springer ud som poly. For mig giver det i høj grad mening at tale med vigtige kloge mennesker om det, der er vigtigt for mig. Og hvis mine relationer er vigtige, så har jeg brug for at tale om dem. Og hvis min måde at relatere på er vigtig i mit liv, så har jeg brug for at tale om det. Hvor bredt og hvor hemmeligt? Den eneste anbefaling jeg har, er at være meget åben med dem man er tæt på. Ellers håber jeg, at vi snart kan leve i et samfund, hvor det bare er i orden at fortælle hvordan man lever. Indtil det er tilfældet, er der mange muligheder at håndtere det på, og selv har jeg taget en beslutning om at være ret åben, som del af at vise at der er mange muligheder, og at det fx. er dejligt og muligt at relatere så åbent og flydende som jeg gør.
• Hvad syntes jeg var anderledes i mit liv end for andre? Hvad sprang jeg ud som? Personligt springer jeg ikke ud som poly, heller ikke som et-eller-andet, men med forskellige præferencer, måder at gøre ting på osv., som jeg har fundet på og nyder – i forhold til forskellige mennesker og grupper jeg møder. Det betyder også, at det ikke er noget der sker én gang, men er en proces som ikke kan afsluttes. Jeg har haft sådan en tanke, at det kunne give mere mening at springe ud med måder at gøre ting på og med oplevelser – end med egenskaber (poly, queer, bøsse, bi, trans, kinky, vanilla, datalog, quinde, vingummibamse, flittig, smuk m. fl.). (Det kan man jo også sige meget mere om en anden gang, og det er da også et herligt blog-emne.)
• Det med at springe ud tror jeg så betyder vildt forskellige ting for forskellige mennesker.
• Hvad gjorde jeg, og hvordan gjorde jeg? Her har jeg mest beskrevet, hvad jeg gjorde da jeg var ret ung, og hvor jeg ikke engang havde begreber som “poly” og “at springe ud” til rådighed, og hvor der var flere specifikke begrænsninger og muligheder.
• Hvad betyder det for mig, at jeg viser hvad jeg står for? Jeg tror selve processen tidligt i mit liv har bidraget til, at jeg kan slappe af, når jeg opdager at jeg atter ikke opfylder nogle forventninger, at det kunne handle om noget politisk følsomt, eller at jeg igen ikke bare kan bruge de sædvanlige selvfølgeligheder for at beskrive og opleve på min vis. Som det har udviklet sig, er jeg parat til at tage stilling og vise mig, om nødvendigt også offentligt, når det handler om en sag, der betyder noget for mig, at jeg organiserer både udvekslingsmuligheder og støtte.
• Har jeg oplevet processen som mest positiv eller negativ eller begge dele? Jeg har oplevet det med at kunne tale om mit og andres måder at relatere på, inkl. min ikke-monogame tilgang som i høj grad positiv. Noget der giver mig helt konkret flere muligheder, mere klarhed og mere nydelse. Jeg er meget bevidst om, at jeg er privilegeret, og at det jeg har prøvet ikke var ret farligt dér hvor jeg har boet og med min baggrund & uddannelse. Andre steder i verden og som en anden, så ville det have været ret anderledes. (Flere og flere blog-emner…) Og hvad hvis der havde været en mulighed at vise mig mere som ikke-monogamt levende i den, meget konservative, by jeg voksede op i, hvis jeg måske havde boet der senere? Havde det været farligt, eller forbundet med dårlige oplevelser? Det ved jeg ikke, fordi jeg flyttede til Vest-Berlin som 20-årig og har siden ikke været meget i den konservative by jeg er vokset op i. Men jeg går ud fra at det er forholdsvis nemt at vise hvad man står for i byer som Berlin, New York og København, nemmere end mange andre steder.

Til sidst

Det her bliver vist til en slags soap opera med flere episoder, hvor episoderne hver især belyser flere relationer og dimensioner af mit ikke-monogame liv. Allerede for et stykke tid siden havde jeg jo sagt, at jeg synes det ville være dejligt med flere og flere konkrete historier om poly-oplevelser her i bloggen.

Og jeg håber, at der er flere, der har lyst at fortælle jeres poly-historier her – sådan at alle får flere og flere konkrete eksempler, kan lære noget, se hvor mange muligheder der findes, diskutere, blive inspireret, komme videre.

Yours Identity Truly

P.S.: Navnene har jeg forandret.

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Mange poly-samtaler handler om kærlighed, forelskelse, sex, nærhed, samvær, samliv m.m. Store emner. Store følelser. Samtaler om hinandens følelser. Med vedkommende eller med andre om vedkommende.

Nogle af den slags samtaler har et rigtig godt forløb. Og der er også nogle samtaler, hvor ingen bliver tilfreds, hvor ingen kommer videre, hvor det hele bare virker håbløst.

Der er vist mange årsag for at poly-samtaler har et godt forløb, eller et dårligt. Og der er vist også mange måder at gøre det bedre på.

Jeg har en hypotese om noget der virkelig hjælper, og hypotesen handler om at spørge og om at bruge “ja” og “nej”. Og det jeg synes er helt afgørende er, at udmeldinger bliver respekteret. Det vil jeg lige forklare.

En lille omvej. Jeg kan godt lide nussekrammefester – oprindeligt: Cuddle Parties (en beskrivelse af Københavns nussekrammefester findes på facebook under http://www.facebook.com/#!/group.php?gid=99263234869). Nussekrammefester er begivenheder, hvor nogle mennesker mødes i nogle timer. Der er en særlig ramme, og rammen bliver forklaret af en eller flere, og de sørger også for at den bliver overholdt. Hoveddelen af en Cuddle Party er at, gæsterne mærker hver især efter hvad de kunne tænke sig at opleve med en eller flere af de andre gæster (inden for selve nussekrammefest-rammen, som fx. udelukker seksuelle handlinger). Man spørger den anden eller de andre, om det man kunne tænke sig er muligt, og hvis det er det, så går man i gang.

Til nussekrammefester bliver ret meget tid brugt på en omhyggelig introduktion, hvor alle deltagere lærer om nussekrammefestens ramme og regler ved at lave praktiske øvelser sammen.

Den første øvelse foregår sådan at én spørger en anden, om han/hun må gøre noget bestemt med den anden, og den anden svarer bare “nej”, uden at retfærdiggøre svaret. Deltagerne øver sig i at spørge, i at sige nej, i at leve med et nej, i at respektere et nej, i ikke at retfærdiggøre, i at leve med at et svar bare skal respekteres uden at den anden skal retfærdiggøre sin beslutning. Nussekrammefesten bygger på, at

– alle spørger specifikt om det de kunne tænke sig,

– et “ja” betyder ja,

– et “nej” betyder nej

– svar respekteres uden krav om retfærdiggørelse og

– det er helt i orden at forandre mening.

Jeg tror at nussekrammefestens grundregler kunne ses som en kerne i effektiv og respektfuld hverdagskommunikation, også og især i polysamtaler.

– At spørge. Frem for at antage. Frem for at prøve at få nogen til at gøre noget, som hun/han måske ikke aner om.

– At være indstillet på, at der helt bestemt er to muligheder: ja og nej. Frem for at gøre noget afhængig af, at få et bestemt svar.

– At mene nej når man siger nej. Frem for at mene ja, når man siger nej.

– At mene ja når man siger ja. Frem for at mene nej, når man siger ja.

– At forstå et nej som nej. Frem for at fortolke et nej som ja.

– At forstå et ja som ja. Frem for at fortolke et ja som nej.

– At respektere et svar, uden at kræve en forklaring. Frem for at gøre det modsætte af det den anden har meldt ud han/hun vil. Frem for at kræve forklaringer.

– At indstille sig på og respektere, at alt kan forandre sig. Frem for at forlange at den anden skal retfærdiggøre når hun/han har forandret mening. Frem for at blive insisterende når den anden har forandret mening. Frem for at blive påtrængende når den anden har forandret mening. Frem for at blive uforskammet når den anden forandret mening. Frem for at true når den anden har forandret mening.

Min hypotese er, at poly-samtaler og et poly-liv kan blive meget bedre, når man gør sådan end når man ikke gør sådan.

Nu har jeg stillet det til diskussion og er spændt på jeres udmeldinger. Jeg tænker også lige vi kunne lege med nogle eksempler.

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Jeg har et stort og mangfoldigt netværk og er ret synlig for mange. Det har medført, at mange har forelsket sig i mig, uden at kende mig. Deres projektioner har ikke noget at gøre med mig og mit liv. Der er ligesom to meget forskellige personer: På den ene side mig. På den anden side deres projektioner.

Overraskende mange af disse forelskede, der ikke kender mig, synes, at jeg på en eller anden måde er forpligtet til at være i kontakt med dem. Nogle ringer mange gange, og skriver, mails og SMS-beskeder.

Jeg plejer at sige til dem, at deres forelskelse er deres tema, og at jeg ikke kommer til at være i udveksling om den med dem. Jeg har for meget andet, som jeg synes er mere spændende. Nogle kan alligevel ikke lade være med at skrive eller ringe til mig, er chokerede, at jeg, som sagt til dem, ikke tager mig af deres forelskelse. De bliver nok ret frustrerede – og noget typisk der sker er, at de er helt frustrerede over, at der er tegn på, at jeg er forskellig end deres projektion. Her er et typisk argument, at jeg vel siger det ene og gør det andet.

Faktisk er det de praktiserer: stalking. Og mens de har travlt med at være så forelskede i nogen de ikke kender, så vil de ikke helt se, at det er stalking. Måske føler de sig i en god men hård udviklingsproces. Måske føler de sig som offer. Det er dog vigtigt, at de/I er klare over, at det er stalking-adfærd.

Er det en polyamori-problemstilling? Det lader sådan, fordi nogle af stalkerne synes, at min beslutning om at relatere flydende betyder, at de godt må tillade sig at belemre mig på den måde. Var jeg monogam, så havde jeg jo argumentet, at jeg var optaget af et forhold med eller en forelskelse i en anden.

Lige meget, om selve problemstillingen her kun er poly-relevant eller også relevant for flere mennesker, så er det bare relevant. Stalking er noget grimt og groft. Og det er ikke tilfældigt, at stalking, når det bliver for meget, gælder som kriminel.

Hvis ikke du forelsker dig en du kender, så gøre noget ved dine projektioner, og lad projektionsfladen i fred.

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Nu er jeg blevet spurgt om, hvem Identity Truly i virkeligheden er. Og faktisk er jeg blevet spurgt om meget, også nogle vigtige detaljer. Jeg håber, at de følgende spørgsmål & svar (Frequently Asked Questions FAQ) hjælper. Teksten i den nuværende version er på engelsk. Spørg, hvis du vil vide andet. Og god fornøjelse!

Frequently Asked Questions (FAQ) about Identity Truly

Q: Who is Identity Truly?

A: Good question. Really.

Q: How old is Identity Truly?

A: Identity Truly is in an age were he/she is able to write.

Q: In which languages can Identity Truly communicate?

A: In several. For example: in English, Danish and German. Facial expression. Gesture. Building things in clay. Singing.

Q: What gender has Identity Truly?

A: Identity Truly can have diverse genders, also diverse blends of genders. We can discuss this over a cup of tea. Stop by. But wait a minute – does Identity Truly drink tea? Or rather coffee?Cocoa? Water? Milk? Whiskey? Questions spawn questions…

Q: Which skin color, eye color, hair color, hairstyle, height, weight, shape has Identity Truly? Which clothes does he/she wear

A: Please specify what it matters for.

Q: Is Identity Truly privileged?

A: Yes.

Q: What sexual preference has Identity Truly?

A: Identity Truly has a strong preference for good sex, as opposed to bad sex.

Q: Does Identity Truly have other preferences?

A: Yes. And they dynamically change. There has also been continuity over the years, e.g. a preference for diversity, change, dialogue, curiosity, reflection/reflectiveness, honesty, reliability, leftwing activism, kindness, playfulness.

Q: Does Identity Truly have an identity?

A: Yes. The identity of Identity Truly. Even more: he/she is the very embodiment of the identity of Identity Truly, truly.

Q: How does Identity Truly live?

A: He/She does not hide it, so if you’re around him/her you’ll see.

Q: Is Identity Truly a human?

A: There is evidence that Identity Truly’s texts are not generated by someone else, a device or another non-human. So there is reason to assume that Identity Truly has some human features. Even though he/she, her/his cup (glass?) of tea (coffee, water, cocoa, brandy?) and many other constituents form a socio-material composite. Or is he/she the very composite, and not just one constituent? A cyborg? A giant frog-shaped structure connected to a CPU, programs, devices, a living human body in a wheelchair?

Q: Does Identity Truly have a choice?

A: Yes.

Q: Is Identity Truly ignorant?

A: Yes. Sometimes he/she knows it, sometimes he/she isn’t even aware of it. That’s the nature of ignorance. By blogging and getting your comments he/she has created a chance to learn more and overcome some of his/her ignorance.

Q: So who is this Identity Truly?

A: Good question. Really.

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Et polyamorøst liv kræver at der er flere, der har valgt at leve sådan. Det lader, som om mange i det danske polyamori-netværk kunne tænke sig flere mennesker, der ønsker noget der passer sammen med deres ønsker. Det lader som om der er behov for at mødes med spændende folk. Kærester af forskellige slags, kærlinge, særlinge, nogle at snakke godt med, på højt niveau. Men hvordan kan de/vi finde dem? Er de der, bare ikke (endnu) der, hvor vi er? Hvad kunne hjælpe? Fester? Flere møder af forskellige slags? Meget mere udveksling? Hvor? Hvordan?

At være i kontakt på højt niveau med adskillige mennesker, at lære flere at kende, kræver vel at have gode netværk. At der findes netværk, kræver at nogle også deltager i netværk. Når næsten alle føler sig ensom, sidder hjemme, i stedet for at være en aktiv del af nogle netværk, så har dem, der tager ud for at finde et netværk af spændende mennesker, ikke en god chance at finde nogen. De kan jo ikke komme forbi hos alle dem, der sidder der ensomt og frustreret. Og måske er de ensomme og frustrerede heller ikke dem de søger?

Her har vi en poly-problemstilling. Og jeg tror, at problemstillingen i den form er faktisk meget dansk. En del af nogle større problemstillinger in Danmark. Emnerne er store – det handler om hvordan vi/mennesker lever sammen og er i kontakt med hinanden, i det små, i det daglige, i grupper, men også i de større rammer, altså der hvor vi bor & arbejder, i bebyggelsen, i byen, i landet. Tror jeg nu.

Nu er jeg perker og har set hvordan mennesker i andre lande kommunikerer, relaterer, netværker i det daglige. Set fra mit perspektiv er Danmark et land, hvor mange er ensomme, hvor mange trænger til mere udveksling. Og hvor mange bliver psykisk syge, fx. med depression. Hvor jeg personligt tror, at det ville være anderledes, hvis der var mere udveksling, bedre netværk. Indtil videre mangler der også evner til god udveksling, både i tætte venskaber, kæresterelationer osv. og med folk man ikke kender så godt, fx. på arbejdspladsen.

Altså som jeg oplever det, kunne der bare være mere kontakt. Og det ville være godt for mange danskere, at lære at øge udvekslingens kvalitet. Fx. synes jeg der er mange, der ikke rigtig har erfaring med virkelig at spørge en anden, frem for at gætte og antage, hvad der foregår. Hvis ikke man kan spørge, så er man heller ikke god til at hjælpe eller støtte hinanden. Mange prøver jo, når de er skuffet og trænger til varme, at trække sig i de typiske slags single-ensomhed, tosomhed og familier, hvor man hverken har mulighed for kærlig kontakt med mange andre, eller overhovedet meget kontakt med andre. Det er ikke særlig lovende, synes jeg. Og som poly’er skal vi måske passe på, at vi ikke bare prøver at have to eller flere meget lukkede relationer, hvor forventningerne er høje og kommunikationsniveauet lavt.

Når vi tager det alvorligt med polyamori, så foregår det hele lige pludseligt ikke kun hjemme hos os, så er det lige pludseligt også et samfundsspørgsmål. Fordi vi nemlig har brug for en slags pulje af ligesindede.

Er der 60 procent af danskerne, der har brug for mere åbne former for at relatere? Eller 10 procent? Eller 1 procent? I hvert fald er det mange flere, end vi har mødt – endnu.

Måske er det endnu mere nødvendigt at vise os, end jeg har antaget indtil nu. Men også udvikle os, i retning af nogle, der kan vise sig, kan tale, fx. for vores sag, politisk og i de gode tætte samtaler med mennesker, hvor der måske er nogle vi kommer til at lære godt at kende. Det er os selv, der er en del af sådan nogle kredse som vi ønsker os.

Har vi måske brug for et sted? Og en pulje af mennesker, hvor det er sandsynligt at mange af dem kan have gode samtaler og flere gode oplevelser når de mødes? Et sted og møder, hvor vi kan holde samtaler? Hvor der kan være fester? Hvor vi kan organisere seminarer om at kommunikere bedre, om at spørger frem for at gætte & antage, om at være mindre jaloux, om at være mindre ensom, om at netværke, og meget mere?

Ville det måske være en polyamori-forening? Måske sågar en ret stor forening? Lige nu lader det som der er STORT behov.

Hvad synes I?

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.