Hvis du har læst min bog, min blog om utroskab eller på anden vis har fulgt lidt med i mit poly-liv, så ved du måske at jeg har været laaang tids følelseskaos igennem da jeg sprang ud som polyamorøs. Der kom ro på da jeg for et par år siden mødte den dejlige kæreste jeg har nu, og der har været et par år med ham hvor jeg ikke har haft hverken behov for eller lyst til at kaste mig ud i andre eventyr. Jeg har da følt mig tiltrukket af andre mænd, men det er ikke noget det overhovedet har været aktuelt at forfølge. Jeg har haft brug for roen til at finde mit ståsted.

En del journalister har naturligt nok spurgt hvordan det så skulle gå med min nuværende kæreste den dag jeg besluttede at være sammen med en anden mand også, og jeg har måttet svare som det var: “Det aner vi ikke, men det må vi finde ud af – og han er i hvert fald åben”. Men selvfølgelig har jeg da selv haft bekymringen – mister jeg nu igen en mand jeg elsker, den dag min poly-natur føler trang til at folde sig ud?

For nogle uger siden mærkede jeg så at det var ved at ske. Jeg var i et selskab hvor et tæt knus pludselig gav mig en lille velkendt sommerfugl i maven, og jeg blev ærlig talt bange! Så jeg trak følehornene til mig. Min kæreste og jeg har aldrig fået talt om hvordan vi egentlig skulle håndtere det – sådan helt praktisk. Skulle jeg ringe til ham og sige det inden jeg evt. var sammen med en anden? Skulle jeg sige det bagefter? Hvor meget ville han egentlig vide? Jeg lovede mig selv dengang vi blev kærester, at denne gang ville jeg bare gøre det rigtigt – men hvad føltes rigtigt for ham? Dagen efter fortalte jeg ham at jeg var blevet bange, og hans svar lød “jeg synes bare du skal ‘go with the flow’ – så finder vi ud af det”.

Denne weekend tog jeg så et lille skridt fra teori til praksis. Jeg havnede i særdeles festligt lag og et kys blev til mange flere. Angsten var væk, og jeg nød friheden til at lade mig rive med. Morgenen efter tikkede der en spøgende sms ind fra min kæreste: “Godmorgen – hvordan går det? Tømmermænd? Ekstra kæreste?”, og det gjorde det jo nemt for mig hurtigt at få fortalt at der dog ikke var nye kærester, men at jeg havde kysset en. Og så holdt jeg ellers vejret. Men jeg kunne hurtigt ånde lettet op – det var ikke noget problem. Da han kom senere den aften, fik jeg et drillende blik og nogle ekstra kys og kram, et enkelt spørgsmål om hvem det var, og så var der ikke mere i det. Muligvis fordi han mærkede min glæde og at jeg bestemt ikke kyssede ham mindre af den grund – nok nærmere tværtimod. 😉

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Jeg har haft det sådan her mange gange før;

Jeg forelsker mig i en fyr, er sammen med vedkommende. Men så er der alt det andet ved siden af… Livet… !

Livets SPÆNDENDE muligheder derude, som flyder fristende forbi éns næse, mens man sidder og putter sig og gemmer sig i monogamiens trygge rammer. Man er bange for at såre den andens følelser, ved at have en masse hemmelige følelser for andre. Andre, som man kommer i kontakt med og som man, ufrivilligt, udvikler følelser for. Hvem kender f.eks. ikke til det med at forelske sig i kærestens bedste ven??

Før i tiden kom jeg tit i situationer, hvor jeg kyssede andre end min kæreste.. Allerede dér havde jeg samvittighedskvaler og har altid bekendt kulør overfor kæresterne med det samme eller med tiden. Med sårede følelser i kølvandet og med fornemmelsen af, at enten var det et overstået kapitel mht. at kysse andre eller skulle vi afslutte forholdet. For “man kunne jo ikke elske flere på samme tid!”

Inden jeg fandt ud af, at jeg kunne leve åbent og plukke løs af livets frugter, følte jeg mig anderledes og som om, at jeg på en eller anden måde, uden at kunne sætte fingeren på det, var sat i den forkerte bås.

Og er der noget, jeg hader, så er det at blive sat i bås. Og begrænsninger.

Heeeldigvis har jeg mødt en kæreste, som er åben og spontan og som jeg føler, at jeg har en meget nær kontakt med – ja, jeg vil betegne ham som min soulmate. For ikke nok med, at vi næsten tænker ens og har mange af de samme værdier og faktisk næsten aldrig har skænderier – så har vi også stiftet familie sammen og det knytter båndene endnu stærkere sammen.

Min kæreste er også til frihed, vi elsker at føle os frie og på den konto har jeg fundet den helt rigtige at dele min hverdag sammen med. Jeg har nok størst behov for friheden af os to, og får størstedelen af lagkagen på den konto. Til gengæld får han en glad og energisk kæreste, som føler sig fri som fuglen.

Nu er det sådan, at vi startede ud som et monogamt par, og vi er nok stadig i en omvæltningsprocess. Vi holder øjnene åbne for livets muligheder, men mens vores børn stadig er små, er vi enige om, at vi skal koncentrere os om vores lille rede.

Det kræver energi og gode kommunikationsevner, at have en kæreste. Og hvis man skal pleje et forhold mere, ja.. Måske det ville frigive energi, måske det ville være svært i starten – det med at omstille sig. Hvem ved, måske det bare sker naturligt, når det sker. For enten ham eller jeg. Min kærestes strategi foreløbig, er at lade mig udforske det, jeg gerne vil udforske, han er mere tilbageholdende. Men jeg tror, at sker det, så sker det. Så må vi tage den derfra.

Nu føler jeg ikke mere, at livets spændende muligheder forbigår mig og at jeg gror rødder ved søbredden. Nu er jeg åben overfor hvad livet byder mig, når vi/jeg sejler ned ad floden. Så kan jeg selv vælge, om jeg vil lægge mig til kajs og plukke nogle frugter.

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.