Jeg gik forbi en butik forleden. Der stod et par vandrestøvler på et stativ udenfor. Min første tanke var at nogle ville sige, at de var ikke sexede. Men jeg synes faktisk kvinder i vandrestøvler er sexede. Og jeg forestillede mig helt klart at det var nogle andre kvinder, der havde dem på, og ikke mig.

Så skulle jeg måske melde mig ind i Gaia, tænkte jeg. Vandreklub for lesbiske.

Nogle dage senere købte jeg støvlerne. Mine fødder ville gerne have dem. De går lidt op om anklerne, og det er godt for mig. Min ene ankel er kun næsten så stærk som den anden, efter at jeg forstuvede den sidste sommer.

Støvlerne kan jo også bruges til at gå tur sammen med min familie. Og med min langdistancepartner, som jeg skal i sommerhus med om nogle uger i Mols Bjerge.

Og så gik jeg hjem og meldte mig ind i vandreklubben.

Det var ikke helt let. Jeg måtte lige lufte for mit netværk at jeg faktisk var nervøs for det. Kunne se på facebook at jeg kendte 3 af vandreklubbens medlemmer. De to ret sporadisk. Og en jeg har mødt for nylig i en anden sammenhæng. De ved alle tre at jeg er gift med en mand, og de ved ikke at jeg synes jeg har noget at gøre i en lesbisk vandreklub.

Nogle vil måske tro at jeg er blevet skilt. Jeg besluttede, at de to jeg ikke ser må tro hvad de vil. Den tredie – som jeg kommer til at se en del, og rigtig godt kan lide – skrev jeg kort til at jeg kunne se at hun var med i den gruppe jeg lige havde meldt mig ind i – og at de ting jeg gør er i fuld åbenhed i forhold til min ægtefælle. Han er en ægte fælle på livets vej. Han ved at jeg er et mangfoldigt menneske og værdsætter det.

Hun skrev tilbage at hun ikke havde skænket det en tanke hvordan vi levede vores privatliv, og at hun glædede sig til at se mig igen.

Imens var der kommet godt gang i debatten i netværket. Folk delte deres gode og mindre gode erfaringer med at komme som ny i lesbiske fællesskaber, hvilke vanskeligheder man kan rende på, og hvilke vanskeligheder nogle lesbiske har med kvinder der også er til mænd. Nogle har brændt sig ved at forelske sig i nogen der så foretrak en mand. Ikke sjovt hvis man først er kommet tæt på. Men, tænker jeg, erfaren på området: Forelskelser der ikke er gengældt er bare en del af livet. Forventninger der skal afklares ligeså. Uanset køn, antal partnere og andre kriterier. Ligesom der også er en del gengældte imellem. Det må vi bare leve med og få det bedste ud af – begge dele.

Fordomme trives mange steder. Der er en vis tryghed i kasser. Nogle har en tryg kasse der hedder monogami, nogle har en der hedder heteroseksuel (som for nogle ikke engang behøver et navn, for det giver sig selv at det er det man er, hvis man ikke siger andet. Ligesom nogle københavnere tager det for givet at alle bor i København når de skriver til en landsdækkende mailliste.) Og de der ikke passer ind i nogle af kasserne, laver sig af og til deres egen kasse. Som for eksempel lesbiske. Så slipper man for andres fordomme. Pyha.

Og her kommer jeg så og er i grunden hverken monogam eller lesbisk. Men slet og ret en, der godt kan lide traveture i naturen, smukke steder, smukke mennesker, og længes efter  “ånden” fra de kvindefællesskaber jeg engang har været en del af. Som handlede om at være i naturen, sansende, nærværende, levende, en del af naturen og til stede i forhold til hinanden. Og så gjorde det heller ikke noget hvis en sød og dejlig kvinde kom rigtig tæt på.

Jeg er i en dansegruppe med 2 andre primært kvinder. Den ene var biologisk mand indtil for 10 år siden. Den anden ser det vist mere som at vi alle har begge køns kvaliteter i os. Og så er der mig der altid har syntes jeg var en blanding – min mor er jo kvinde og min far er mand, så jeg er blevet en blanding. I en kvindekrop, som jeg er glad for og godt tilfreds med.

Da vi dansede i fredags (for øvrigt lige før jeg gik hen og købte vandrestøvlerne) kom jeg til at tænke på hvem der mon har fundet på at vi skal dele os op i køn. En mærkelig ide, som ser ud til at skabe en masse problemer. Der er en masse nuancer vi går glip af, og nogle mennesker kommer til at gå rundt og føle sig forkerte fordi de ikke passer ind. Enten på det fysiske plan eller psykologisk eller energimæssigt eller ….? Det kunne min transkønnede veninde kun tilslutte sig. Hun kom med supplerende oplysninger om at der findes en masse biologiske variationer i gener, hormoner osv.

Da jeg kom hjem, tog jeg vandrestøvlerne på og gik en tur langs søen. Kiggede ud over vandet. Det har jeg gjort så tit. Men med disse støvler på var det pludselig noget andet. Jeg mærkede jorden under mig mere. Sansede mere. Pludselig var det som om en tidligere veninde gik ved siden af mig – jeg kender hende helt fra jeg var 17, hun var en vigtig del af min fortid. Hun døde for 5 år siden. Men nu var hun her altså mens jeg gik tur i skoven. Mine “lesbiske” vandrestøvler. Jeg fik den energi med mig, her og nu, sanseligt til stede. Og tænkte på en anden kvinde jeg har mødt for nylig, som jeg har lyst til at dele blandt andet vandreture med.

Nå, men det at melde mig ind i en lesbisk vandreklub. Jeg har jo været i de kredse før, for en hel del år siden, før jeg begyndte at være sammen med mænd. Jeg kan godt huske det specielle fællesskab der kommer af at vi accepterer hinanden – hvilke en del andre måske ikke gør. Og så holder vi os til gengæld i vores egen lille beskyttede cirkel. Jeg voksede fra cirklen efter nogle år, blev nysgerrig efter hvad verden ellers havde at byde på. Det kunne f.eks. ikke passe at alle mænd var nogle røvhuller. Der måtte være nogle søde imellem.

Efter et par år fandt jeg en mandlig partner. Og undrede mig over at min gamle veninde som jeg havde været kæreste med i 4 år, stadig færdedes i den lille lukkede cirkel og havde noget imod alle de andre.

Nu, som poly, er jeg så i en ny kasse. En kasse der rummer mange forskelligheder. Mange kønsopfattelser, seksuelle orienteringer, antal partnere, måder at forholde sig til hinanden på, i faste eller mere løse konstellationer eller på her-og nu- basis. Til glæde, vrede, angst, frustration og masser af vækstmulighed 🙂 Og nu prøver jeg så med denne nye baggrund at gå ind i en kasse der sandsynligvis mest består af monogame lesbiske.

Hvis jeg tror jeg skal belære dem, eller de tror de skal belære (eller omvende) mig, kan det kun gå galt. Men hov, her er jeg allerede i gang med at dele os op i “dem” og “mig”.

Jeg har lyst til at gå en tur. Med mennesker der kan lide at sanse naturen, være med træerne, jorden, vinden, vandløbene, regnen og solen. Mærke vores skridt når vi går, høre fuglene og træernes susen. Se blade og træer og landskabers former og farver. I en åben mangfoldighed af mennesker der nyder netop at sanse det, der er her og nu.

I en lesbisk vandreklub, eller en multikønnet, med en veninde, med min ægte fælle og vores søn, med min heteroseksuelle langdistancepartner. Med de der forstår at sanse verden med al dens mangfoldighed. Træerne er forskellige. Blomsterne. Fuglene. Millioner af farvenuancer.

Og skulle vi stoppe ved en iskiosk, så kan vi nyde at spise is sammen, selv om nogle er til chokolade, andre til jordbær eller vanille. Eller andre varianter.

Jeg tror at støvlerne kan gå til det hele.

Jeg begiver mig ud i et tilsyneladende håbløst projekt om at beskrive noget ordløst med ord.

Jeg opdager mere og mere, at kærlighed er noget fundamentalt i os mennesker, og at i det rum af kærlighed bevæger alt andet sig. Når jeg er opmærksom på det, kan jeg holde til hvad som helst, og når jeg ikke er, tror jeg at jeg kan gå i stykker. Jeg tror det også gælder for andre end mig.

Når jeg oplever det på den måde, så er alt andet ting der bevæger sig i et rum af kærlighed. Op- og nedture, alle slags følelser, alle slags kontakter mellem mennesker, at mødes, skilles, være tæt på, være langt fra, begær, vrede, stolthed, tiltrækning, frastødning……og jeg bliver i stand til at mærke kærlighed både til andre og mig selv uanset hvad de og jeg spiller ud med.

Det er befriende at opleve det på den måde. Jeg kan mærke alle følelserne og de kan sagtens være der, og jeg er alligevel ikke identisk med dem.

Når jeg oplever det sådan, er det ikke muligt at miste kærlighed, da det er noget fundamentalt i os alle sammen. Spørgsmålet er i hvilken grad vi er klar over det. Det er selvfølgelig muligt at miste andre menneskers kærlige opmærksomhed, at miste partnere og venner. Det gør ondt. Og den smerte danser så i rummet af kærlighed, sammen med alt det andet, sammen med alle de andre mennesker, dem vi er tæt på og dem vi er langt fra, kender og ikke kender. Indtil smerten fylder mindre og mindre, og kærligheden fylder mere og mere, uanset menneskers handlinger og valg.

Mere kærlighed til alle……Det er der allerede, det er bare med at lægge mærke til det.

Noget af det, der har gjort det tydeligt for mig, er når jeg mister nogen, eller når noget jeg ønsker ikke er muligt. Når den ydre kilde til kærlighed ikke er der, er rummets kærlighed der endnu. Og jeg oplever mig forbundet med mine tidligere partnere, og med dem der ikke blev partnere selv om jeg ønskede det. De danser hver deres dans der hvor de er, i kærlighed med dem de nu er sammen med, og /eller med sig selv. Nogle har det sikkert godt, nogle har det måske svært, nogle har jeg kontakt med og andre ikke. Hver kontakt kan blive til nøjagtig det den er, i hvert øjeblik. Intet behøver at skulle være noget bestemt. Jeg behøver heller ikke være bange eller undgå noget eller nogen. Hvis de vælger at undgå mig er de fri til det. Hvis de vælger at komme tættere på…… , så er det bare at mærke hvad der er, og være med det, hverken mere eller mindre. Med alle jeg møder.

Så bliver livet som en dans, hvor alting sker som energien er til i et hvert givet øjeblik. Det hele bliver spændende.

Jeg elsker improviseret dans. Det er min favoritmåde at være til stede på, mærke det liv der er lige nu. Ikke skulle noget bestemt, bare være her og nu med mig selv og andre. Jeg oplever det som en intens form for kommunikation, med andre og med mig selv. Et rum hvor alt har plads. Hvis vi vælger det. Når jeg danser er jeg ikke bange for noget, den største glæde og den største smerte kan være der, og alting bevæger sig videre, der er ikke brug for at frygte at drukne i noget eller ikke kunne rumme noget. Heller ikke at hænge fast i noget. Alt kan være der, og alt forandrer sig hele tiden.

Har du oplevet det? Jeg mener det virkelig. Alt, der har lov at være der, bevæger sig videre. Med mindre vi prøver at holde fast i det, – og selv da. Både begær, vrede, afmagt, irritation, glæde, smerte og ………bliver ved at finde nye farver, former, toner, rytmer og konstellationer, …… og bliver til noget helt andet, når det har mulighed for at danse i et rum af kærlighed.

Jeg har lyst til at dele det rum med andre.

Så er der en lille stemme i mig der siger nej nej, det kan du ikke, alt går galt, de vil…….. og kærlighedens rum rummer den og den bliver tryg igen. Og hvis nogen danser en dans hvor de synes jeg er for mærkelig, eller frastødende, eller grim, grum eller dum eller noget andet – så er de fri til at danse netop den dans i kærlighedens rum, som vi ikke kan miste, mens jeg danser min……

Kærligst,

Liv

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.