Skal man tage ansvar for de følelser og forventninger man sætter i gang? Eller for de følelser og forventninger man har gang i? Er Mona Lisa forpligtet til et eller andet, fordi jeg er blevet berørt af at kigge på hende? Eller hvad?
Mange gange i samtaler om poly bliver der nævnt at det er så vigtigt at kommunikere. Det har jeg tænkt en del over. Især fordi jeg ikke har oplevet så mange samtaler om netop kommunikations-emner i poly-miljøet. At jeg synes det er vigtigt at kommunikere, er fordi jeg har prøvet en del, hvor det var afgørende at kommunikere – som del af et polyamorøst liv har jeg kommunikeret meget, og også kommunikeret om at kommunikere. Jeg synes det er spændende og nødvendigt – og dejligt. Og jeg undrer mig over nogle ting jeg oplever her i Danmark. Her kun ét af de mange emner.
Problemstillingerne mht. til poly-kommunikation handler mange gange om noget vigtigt: om stærke følelser, tiltrækning, længsel, forelskelse, kærlighed. Det er stærkt, det kan være dejligt og det kan være sprængfarligt.
Nu er jeg i en særlig situation. Jeg er perker og har været en del af særlige subkulturer, fx. i Vest-Berlin, og senere i Berlin, i mange år. Tidligt i mit liv begyndte jeg at eksperimentere med ikke-monogami og med at udfordre & lege med flere selvfølgeligheder omkring kærlighed, nydelse og samliv. Der har været både meget kontinuitet og meget forandring i den udveksling og nærhed jeg har haft, nye og gamle venskaber og forbindelser. De sidste 18 år har der ikke været mange dage, hvor jeg ikke har talt med min bedste ven, samtaler på højt niveau, hver gang. Når jeg kigger tilbage, så kan man konstruere/konstatere, at jeg har haft nogle korte forhold på 1,5 – 3 år (ca. elleve af dem, tror jeg), men også nogle på 13, 12, 7, 6, 5 år. Og jeg er ikke 120 år gammel… Meget udveksling, i hvert fald, omhyggelige samtaler, respekt for de egne og andres følelser. Og alt det betyder efter min mening også nogle særlige måder at kommunikere på, og også at lære at lade være med nogle andre særlige måder at kommunikere på.
En anden dimension af min særlige situation er, at jeg har haft en ret flydende tilgang og har ikke haft lyst til “den danske” måde at være kærester på, jeg har bare ikke haft lyst til at være kærester med nogen som helst.
Men hvad hvis der er tiltrækning, forelskelse, forventninger om særlige måder at relatere på? Hvordan kommunikerer man godt? Især når/hvis det viser sig, at følelserne eller ønsker om nærheden ikke er gensidige?
Mange gange virkede det for mig som om en anden og jeg var blevet meget tætte og var ved at være sammen i vigtige dele af vores liv, delte meget, var stærkt tiltrukket af hinanden, var forelskede. Og nogle gange skete det, at det udviklede sig helt anderledes, og at den anden slet ikke var tiltrukket af mig på den måde som jeg var tiltrukket af hende/ham, eller at den anden ville gøre noget helt andet med tiltrækningen end jeg ville. Det var en slags chok, som jeg skulle håndtere.
Jeg går ud fra, at de fleste af os har oplevet forelskelse, tiltrækning, ønsker om nærhed, der bare ikke var gensidige. Men hvad er en god måde at håndtere det på? Min tilgang har været at se mine følelser og ønsker så som min problemstilling, og kun som min problemstilling. At jeg har haft mulighed at opdage nye lag af mit liv, min personlighed, og ønsker og længsler som virkede nye og spændende. Noget jeg tog mig af, noget jeg talte meget med venner om, noget jeg virkelig udforskede.
Noget jeg ikke kunne finde på, er at påstå, at den anden nu *skal* gøre noget, har et ansvar, er en del af det. Bare fordi jeg er forelsket? Eller tiltrukket? Eller har udviklet ønsker?
Når jeg bliver helt begejstret og berørt af et kunstværk, så er kunstværket heller ikke forpligtet til noget, kunstværket har ikke et ansvar for det det har sat i gang i mig – eller hvad?
For mig virker det nok som en god idé at jeg bliver klar over, at jeg er forelsket, når jeg er det, og at være ærlig om det med mig selv. Omvendt synes jeg også, det er vigtigt at jeg forholder mig klart til det, når en anden siger at hun/han er forelsket i mig. Hvis det ikke er gensidig, så skal jeg melde ud snarest, at det ikke er gensidigt. Så kan hun/han forholde sig til det.
Men som jeg oplever det, så skal det altså ikke være nødvendigt at sige det mange gange, at en andens forelskelse ikke er gensidig. Og det handler ikke nødvendigvis om at den anden skal forstå det, men bare om at acceptere det og indstille sig på det.
Med forelskelsen som ikke er gensidig, er man så ret alene, i hvert fald er det bare ikke rigtig noget fælles mellem forelskelsens objekt og en selv. For den forelskede er det sandsynligvis stort, mens for den anden er der sandsynligvis ting, der er meget vigtigere.
At tage sig af ens afviste forelskelse selv kan betyde at tale med gode venner om det. Jeg tror dog, at det er en god idé, ikke at inddrage fælles venner eller fælles miljøer, altså kredse hvor folk både kender én selv og hende/ham man er blevet afvist af. Man kan skabe en masse uro, kaos, kamp, pres og bøvl på den måde ved at bruge fælles bekendte – uden at lære nok af ens forelskelse på denne måde. Og der ligger virkelig meget i det. For at lære det der skal læres, skal der være ro, og bevidstheden om at det nok kun er éns problemstilling, ikke en andens.
Jeg er målløs, hvor sædvanligt det er i Danmark, at folk synes, når de har forelsket sig uden at det er gensidigt, at den anden alligevel er forpligtet til et eller andet. Nej – det er bare din problemstilling, og kun din problemstilling. Og det er noget godt, synes jeg. Eller det er min erfaring. Nogle af mine vigtige erkendelser kommer fra afvist kærlighed/forelskelse/tiltrækning. Følelserne er vigtige, dele af vigtige personlige udviklingsprocesser. Og på samme tid er det vigtigt at lade den anden, som har meldt ud, at hun/han ikke vil det man gerne vil – i fred.
Hvad er jeres erfaringer og tilgange her?
Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.