Man kan mene meget om det at elske…. Kan man kun elske en person lidenskabeligt, kan man elske et par stykker, eller kan man elske uendeligt mange…. ??

Det er en helt umulig diskussion at føre, fordi kærlighed ikke kan måles, vejes og sammenlignes. I virkeligheden taler vi måske om ekstremt forskellige sæt af følelser, når vi taler om det at elske et andet menneske. Mennesker er unikke og har hver især deres egne private følelsesuniverser, bygget op af personlighedsstruktur, gode og dårlige erfaringer, socialisering, præferencer, holdninger, etc… Derfor er det i virkeligheden også volapyk, når vi taler om at en person elsker mere end en anden i et forhold….måske elsker vi bare på helt forskellige måder med hver vores forudsætninger.

Nogle mener, at man i polyamorøse forhold kun skal tage ansvar for sine egne følelser. I det typiske eksempel, hvor følelsen i fokus er jalousi, kan jeg se noget fornuftigt i, at den som føler jalousien tager ansvar for den følelse og arbejder med den på et personligt plan, i stedet for at gøre jalousien til modpartens problem og f.eks. begynde at begrænse modpartens  handlefrihed. –Men følelsen i fokus kunne også være en anden, f.eks. savn eller længsel…. –Skal man føle ansvar for den type følelser hos modparten i et kærlighedsforhold, eller er de også helt private og noget man kun skal tage hånd om på sin egen banehalvdel?

For mig er det sådan (-og her taler jeg ud fra min egen helt personlige version af kærlighedsbegrebet-); -At, hvis man går ind i en relation og inspirerer, forstyrrer, udfordrer og pirrer hinanden emotionelt, måske også erotisk…og udvikler noget som potentielt kan blive til en kærlighedsrelation, så bør man også tage hånd om de følelser man sætter igang hos hinanden. –Ikke overtage ansvaret for hinandens følelsesliv, men interessere sig og drage omsorg for modpartens følelsesliv. –For mig er det det, der udgør den væsentligste forskel på en kærlighedsrelation og de mere flygtige erotiske eksperimenter og eskapader, man hurtigt kan bevæge sig ind og ud af (-Ikke at der er noget galt med dem, det er bare noget andet for mig).

Hvor meget man i en relation er indstillet på at drage omsorg for hinandens følelser, må jo være op til de involverede parter at definere sammen eller hver for sig…Den enkelte må gøre op med sig selv, om et forhold udspiller sig på nogle betingelser som er meningsfulde for netop ham eller hende…. Nogle foretrækker forhold hvor man konsekvent holder bolden på egen banehalvdel når det kommer til at tage ansvar for følelser. Jeg har ikke noget moralsk problem med at nogle vælger at have forhold på den måde, i mit univers er der bare ikke tale om et kærlighedsforhold, hvis der ikke er en omsorg for hinandens følelsesliv.

–Hvor mange mennesker man kan rumme at drage omsorg for, tror jeg er meget individuelt… Nogle har kun lige omsorg nok til en fast partner og nogle børn, nogle kan rumme at have erotiske relationer til mange, uden at drage den store omsorg for de forskellige partnere, og andre igen er generøse med kærlighed og omsorg og kan rumme at føle dyb tilknytning og kærlighed til mange…

I det erotiske univers er det også blandt mange blevet til en grundholdning, at hver enkelt skal tage ansvar for sin egen seksuelle tilfredsstillelse. I udgangspunktet er der en fornuft i, at man tager ansvar for sin egen seksualitet ved at man f.eks. tilfredsstiller sig selv med jævne mellemrum, og dermed vedligeholder en seksuel sundhed og balance. –Der er også fornuft i at man tager ansvar så langt, at man kender sine egne behov og kan kommunikere dem til en partner. –Men hvis man, når man har sex med en eller flere partner/e ikke gør et helhjertet, gensidigt forsøg på at give hinanden en god oplevelse og tilfredsstille modpartens behov, så kunne man, efter min mening, lige så godt være blevet hver for sig og have dyrket sex med sig selv i fred og uforstyrrethed.

Min pointe er, at uanset om det handler om kærlighed eller erotik, må man være opmærksom på hvilke forventninger man har til den enkelte relation, til sig selv og til modparterne…. –Og spørge sig selv; Hvordan elsker jeg? –Hvor tæt vil jeg på? Hvor generøs er jeg med min kærlighed og omsorg? –Og hvad skal der til, for at jeg føler at en relation er meningsfuld?

-Enhver relation indebærer en bevidst eller ubevidst forhandling om betingelser. -Jo mere ærlig og tro jeg formår at være mod mig selv i disse forhandlinger, jo mere overskueligt bliver det for modparten at forholde sig til mig. -Og for begge parter at tage stilling til, om en relation kan udvikles til noget meningsfuldt.

Honesty/  Mille Idehen

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.