Talk Town er en folkelig debatfestival; en samtaleby om køn, ligestilling og feminisme; et forum for dialog på tværs af faglig og personlig erfaring; et sted for nysgerrighed, netværksdannelse og dialog.

Foreningen Polyamori Danmark vil med sin deltagelse i Talk Town fjerne de fordomme om polyamori, der påstår at det blot består af mænd, der vil have sex udenfor deres forhold og kvinder, der accepterer det, for at holde på forholdet.

Vi vil vise, at polyamori fungerer godt i en kontekst af feminisme og ligestilling.

Vi vil holde en paneldebat med 5 polyamorøse deltagere, der kort fortæller om deres liv som polyamorøse og deres tilgang til polyamori ud fra en feministisk synsvinkel. Derefter får publikum lov til at stille spørgsmål, som panelet besvarer.

Vi vil gerne have paneldeltagere med følgende parforholdstyper: Solo-polyer, MKM V-forhold, Ligestillede forhold, Hierarkiske forhold og Relationsanarkister.

Talk Town afholdes i København på Onkel Dannys Plads i Den Brune Kødby fra onsdag d. 13. Maj til lørdag d. 16. Maj 2020. Vi skal blot deltage i 1,5 t en af dagene. Hvilken dag og hvilket tidsrum det bliver, afhænger af hvornår deltagerne kan, så det finder vi ud af, så snart vi har nok tilmeldte.

Læs mere om Talk Town her

John Aasted Halse mener at det polyamorøse forhold er udtryk for grænseløs selvoptagethed. Jeg besvarede det i et debatindlæg som Politiken desværre ikke fandt plads til, så jeg lægger det i stedet her:

Kære John, jeg kan se at du er en belæst mand. Du er psykolog. Var det for meget at forlange at du satte dig ind i hvad polyamori er? Ud fra din beskrivelse af hvad du tror det dækker over, kan jeg måske godt forstå du synes det er helt i skoven, men så lad mig fortælle dig at din definition ganske enkelt er forkert.

Polyamori betyder kærlighed til flere. Det handler ikke om at søge spænding når ens parforhold bliver hverdag. Vi polyamorøse finder ikke ”en anden” at dyrke sex og relationer med. Vi finder måske ”en mere” – eller flere, hvis det er det vi vil. Og ikke pga. kedsomhed. Langt fra.

Det er her der er stor forskel på polyamorøse og monogame forhold, og du tolker ud fra en monogam ramme. Din præmis er forkert.

Adskillige monogame – mindst halvdelen, siger de fleste undersøgelser – finder netop ”en anden” at dyrke sex med når det faste parforhold bliver kedeligt. Det hedder utroskab. Det er ikke polyamori. Polyamori er (eller kan blandt andet være) når man har så meget overskud og kærlighed i sit forhold – til sig selv og andre – at det bobler over og ikke begrænser sig til ét menneske. Det har ikke noget med selvoptagethed at gøre. Hvis du vil kalde det noget, kan du måske kalde det andreoptagethed.

Polyamorøse er ikke (mere end andre) optaget af at få opfyldt deres egne behov, men i høj grad også af at de andre får opfyldt deres. En af monogame meget overset kvalitet ved det polyamorøse er netop dét ikke at forvente at en anden udelukkende finder fuld livstilfredsstillelse i ens eget selskab, men at give sin elskede fri til også at finde den i andre.

På ingen andre af livets områder forventer vi at ét menneske skal opfylde samtlige af vores behov – hvorfor gøre det i samlivet?

Og det handler ikke om sex. ”Sex er selvfølgelig rart og vigtigt, men der er også meget andet i et parforhold,” skriver du. Og det skal jeg da lige love for at man også mærker i sine polyamorøse forhold. Der er kalenderkoordinering, ”dine, mine og vores partnere”, børn (der naturligvis lige så selvfølgeligt er nummer 1 for polyamorøse forældre som for monogame – vær ikke i tvivl om det), kommunikation, kommunikation, og så lige lidt mere kommunikation. Krydret med lidt ekstra behov for terapi her og der, fordi der hvor ét parforhold er en fantastisk udviklingsgave, er flere parforhold det flerfold!

Og kompromiser. Oooh, alle de kompromiser. Du kan tro man ikke slipper for dem. Som du selv så rigtigt skriver: ” kompromiset er en betingelse for at skabe det fællesskab, som et parforhold og senere en familie udgør”. Netop. Når tryghed, fællesskab, forpligtelse, kammeratskab og partnerskab skal blomstre med mere end én, så må alle hugge en hæl og klippe en tå. Der er overhovedet ikke plads til selvoptagethed her!

Og børnene, skriver du. Ja, hvad med dem? Er skilsmisser bedre for dem, synes du? Eller er det mon bedre at de i stedet for at leve i to adskilte verdner i en 7/7-ordning, kan leve sammen med deres forældre OG have eventuelle bonusforældre, der kan berige deres liv sammen med og ikke adskilt fra enten mor eller far? For dét er muligheden i de polyamorøse forhold – at mor og far lever i lykkelig åbenhed sammen, og at andre kærlige voksne er stabile gæster (eller samlevere) i deres hjem. Er utroskab og skilsmisser virkelig bedre end det? Jeg skal ikke kunne udelukke at der findes utrygge børn af polyamorøse, ligesom der gør det af monogame, men det har ikke i sig selv noget med det polyamorøse at gøre. Hvordan forældre er forældre, afhænger næppe af antallet af deres nære kærlighedsrelationer. 

Og polyamori er netop det: Nære kærlighedsrelationer med flere end én. Det handler ikke om sex. Det handler ikke om selvrealisering. Det handler om kærlighed og fællesskab.

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Jeg er polyamorøs, og jeg har engang udgivet en bog om hvordan min egen utroskab i et (på overfladen) monogamt forhold var med til at føre mig til den erkendelse. Jeg skrev bogen fordi jeg formodede at der var mange der som jeg ikke anede at der er andre måder at have kærlighedsrelationer på end den velkendte monogame, og som derfor er sig selv og deres partner utro.

Det er ikke fordi jeg har noget imod monogami eller monoamori. At leve i et monogamt parforhold fungerer glimrende når man er monoamorøs. Det er heller ikke fordi jeg tror alle i virkeligheden er polyamorøse. Men jeg tror at en del er, og dem vil jeg gerne vise at de kan vælge at stå ved det, og at der ikke er noget galt med os bare fordi vi fungerer anderledes end mange andre.

Derfor kan jeg finde på at dele artikler på Facebook og andre steder som viser at jeg ikke er alene med det synspunkt. Det betyder ikke at jeg er enig i alt hvad der står i alle de artikler, ligesom jeg formoder at dem der deler mine, ikke er enige i alt hvad jeg skriver. Men det giver noget debat, og det er helt okay – det er selvfølgelig meningen.

Én ting er jeg dog træt af at måtte forklare:

Polyamori er – for mig – en seksualitet, ikke en livsstil. Derfor bliver jeg så uendelig træt (og indimellem ked af det) når jeg skal lægge ører eller øjne til at ”polyamori jo ikke fungerer”.

Vi kan sagtens blive enige om at åbne forhold kan være svære. Mit kærlighedsliv, som ellers altid har været ret nemt og ubesværet, har ikke været lutter lagkage siden jeg sprang ud af skabet og besluttede at leve åbent som polyamorøs. Jo, noget af tiden, men jeg er også stødt på udfordringer man ikke møder i et monogamt forhold.

Vi kan også godt blive enige om at der er mange historier om at åbne forhold er gået i stykker. Men kan vi ikke også blive enige om at mange monogame forhold (hvis ikke de fleste – på et eller andet tidspunkt) går i stykker? Jeg kender meget få der er i livslange parforhold. I åbne forhold er det bare så nemt (for folk udefra) at give åbenheden skylden. ”Der kan I bare se – det kunne I jo have sagt jer selv når I levede sådan,” har jeg hørt skilsmisseramte polyer blive mødt med efter årelange ægteskaber som sluttede af andre grunde.

Parforhold er svære hvis man ikke er enige om hvordan man vil leve sammen, og hvad man gerne vil. Uanset om man har én eller flere partnere. Har man flere, er der flere end to der skal blive enige, og det øger kompleksiteten og udfordringerne.

Men det er ikke polyamori der ikke fungerer. Jeg er polyamorøs, og det er min seksualitet. Den er ikke et valg. Hvordan jeg vælger at leve med den, er min livsstil, og den kan fungere mere eller mindre godt for mig. Jeg kan lige så vel som en monogam kvinde vælge en partner som jeg bare ikke kan få et forhold til at fungere med. At fortælle mig at min seksualitet ”aldrig vil fungere”, svarer til at fortælle en homoseksuel at ”man jo kan sige sig selv at to mænd/kvinder ikke kan fungere sammen i længden”. Dumt, ikk’?

Når jeg ”går på barrikaderne” for polyamori, er det ikke for at overbevise andre om at det er den eneste sande vej. Det er for at oplyse og oplyse og oplyse – om at der findes den vej. At vi ikke behøver såre os selv og hinanden med utroskab hvis det i virkeligheden er noget vi gør fordi vi har sat os selv i en ramme vi ikke passer ind i. Jeg vil gerne fortælle at der findes andre rammer. Eller at vi helt kan fjerne rammerne hvis vi har lyst.

Der er et utal af valg man kan foretage sig. Seksualitet er så vidt jeg ved, ikke et af dem. Og jeg ønsker at blive mødt med respekt for at polyamori ikke en livsstil jeg har valgt, men et grundvilkår i mit liv. Uanset om du forstår at man kan have det sådan, eller ej.

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her skrives af forskellige forfattere, og ingen af os ønsker at gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.