Jeg har haft et spørgsmål, længe: Elsker man nogen, som først skal forandre sig for at livet sammen kan blive godt?

Eksempler

Eksempler på krav om at forandre sig, er:

• Den anden skal opleve mere selvværd.
• Den anden skal tabe sig.
• Den anden skal være monogam, og ikke polyamorøs.
• Den anden skal være polyamorøs, og ikke monogam.
• Den anden skal holde op med at have det dårligt pga. nogle tidligere oplevelser, fx. mobning på jobbet eller et svært tidligere forhold.
• Den anden skal interessere sig for nogle tilgange til seksualitet, som hun/han indtil videre ikke har interesseret sig for.
• Den anden skal rydde mere op.
• Den anden skal holde op med at lyve og med at være utro.
• Den anden skal holde op med at være jaloux.
• Den anden skal have en anden smag.
• Den anden skal ikke have de vaner, fx. spise- eller drikkevaner, som hun/han har.
• Den anden skal tale en anden dialekt.
• Den anden skal være mere generøs.
• Den anden skal have bedre styr på sin tid.
• Den anden skal have bedre styr på sin økonomi.

Historie

Jeg har været i nogle forhold, hvor jeg kunne mærke, at den anden syntes forholdet kunne kun blive godt, når jeg først forandrede mig. Fx. var der én, der syntes det var forkert, at jeg ville leve i udlandet. Jeg oplevede forholdet som håbløst. Ulykkeligt og med meget pres. Jeg lærte at stille spørgsmålet: Vil du være sammen med mig som jeg er? Og jeg lærte også at stå ved, at jeg havde udviklet mig som jeg nu havde udviklet mig – og at det var et krav for mig at den anden elskede mig som jeg nu var.

Jeg havde også haft forhold, hvor jeg selv syntes det hele egentlig var næsten godt, bare den anden forandrede sig lidt. Fx. syntes jeg at forholdet kun kunne blive godt når den anden lærte at tale om hvordan ting føltes for hende. Eller et andet forhold hvor jeg havde krav om at den anden skulle holde op med at lyve. Det viste sig at det var frygtelige forhold.

Én dag skete der noget overraskende. Jeg havde været utilfreds med et forhold med en ellers mega-sød fyr i et stykke tid, pga. at han havde en måde at arbejde på som jeg syntes var kaotisk, Han stillede sig foran mig og kiggede dybt i mine øjne. Og han sagde: Nu har du kigget og set mig. Ja, jeg kan selv se, at min måde at arbejde på er noget kaotisk. Vil du nu være sammen med mig som jeg er? Eller vil du ikke det? Du har valget. Du kan kun være sammen med mig lige nu, som jeg er lige nu, med min kaotiske arbejdsstil. Om jeg kan eller overhovedet vil forandre mig i den retning du vil og arbejde mindre kaotisk, det ved jeg ikke endnu. Og det er heller ikke vigtigt. Det handler om i dag. Jeg forstod med det samme – og syntes det var netop de rigtige spørgsmål og overvejelser. Og ja, jeg ville være sammen med ham i dag, og som den han var. Det var ikke nødvendigt at minde om spørgsmålet igen, det var bare klart, at jeg havde selve valget, hver dag, hvert øjeblik. Vi snakkede om hans måde at arbejde på som jeg havde været utilfreds med. Og vi fandt en nem løsning, og løsningen handlede ikke om hvordan han var, men om hvordan vi håndterede det. Hvordan og hvornår vi mødtes, og der viste sig, at måden at arbejde på slet ikke var forstyrrende. Snart holdt jeg op med at se hans måde at arbejde på som en egenskab som jeg var utilfreds med – han var som han var, og jeg var glad for ham, især fordi vi sammen kunne finde på så fine løsninger.

En vigtig erfaring for mig er, at der er mange, mange dejlige mennesker. Verden mener det godt med os. Der er bare ingen grund at nøjes med nogen, der ikke er god nok i forvejen, eller nogen der ikke synes vi er gode nok i forvejen.

Jeg har tænkt mig kun at være sammen med nogle som jeg værdsætter, og som værdsætter mig. Man kunne tænke at det betyder at det er svært at finde sådan nogle partnere som netop er som jeg ønsker det. Men tværtimod er udvalget super-stort. Og jeg tror det er sådan at man bruger meget energi, når man prøver at lave om på en anden. Og energi, som bruges på at ville lave om på den anden, er energi med mangel på kærlighed. Og hvis den energi bare står til rådighed til andet, så er der meget lethed og glæde – og kærlighed. (Aaaaaaah, det kan jeg anbefale… :-))

Svaret

Mit svar, ud fra min erfaring, er indtil videre: Kærlighed og krav om at den anden forandrer sig for at forholdet bliver godt – det udelukker hinanden.

Betyder det…?

Betyder det, at jeg ikke synes man må udvikle sig? Nej, det betyder kun at jeg synes, kravet om at den anden forandrer sig for at forholdet bliver godt er problematisk – og at sådan et krav og kærlighed udelukker hinanden. Jeg er overbevist om, at gode forhold er forhold, hvor der er meget udvikling.

Når der er meget udvikling, så er der også altid muligheden, at man udvikler sig i forskellige retninger og ikke kan være sammen fordi retningerne er så forskellige. Er det en fare, og hvis ja en man kan undgå? Alternativet er jo at prøve ikke at udvikle sig videre. Krav om ikke at udvikle sig, det er ikke kun mærkeligt – fx. spændingsfyldt eller indskrænkende – det kan i virkeligheden overhovedet ikke lade sig gøre. Spørgsmålet er ikke om man udvikler sig, men i hvad for en retning.

Betyder det så at man ikke må sige, når man er utilfreds med noget den anden gør? Nej, det betyder det ikke – faktisk synes jeg det er meget vigtigt at sige det når man er utilfreds. Spørgsmålet er bare hvad det betyder. Er man enig om, at der skal ske noget og at man vil sørge for det, så er det nemt og man har det godt med et fælles projekt. Er det noget den anden ikke rigtig er med i men det er vigtigt for en selv – så er det ikke godt at leve tæt på hinanden. Og mange gange behøver det ikke handle om at den anden først forandrer sig, men at man udvikler idéer om hvordan man håndterer ting man er utilfreds med. Og i denne slags samspil er der meget forandrings- og udviklingspotentiale.

Betyder det at man ikke skal støtte den anden i en udvikling, den anden har lyst til? Jo, det er glimrende at støtte en anden, når hun/han gerne vil udvikle sig i en bestemt retning, som man selv også holder af. Men det er en grundlæggende anderledes situation, her er det sådan at den ene beder den anden om at støtte hende/ham i en udvikling, hun/han selv gerne vil. Og det er noget helt andet end at nogen synes, den anden skal først blive anderledes for at forholdet kan blive rigtig godt.

Poly?

Hvad har det emne med polyamori at gøre?

Måske er emnet ikke et specifikt emne inden for polyamori. Mere sådan at det bare er et kærlighedsemne, og at det er lige så vigtigt i polyamorøse måder at relatere kærligt på som i andre måder at relatere kærligt på.

For mig personligt ser det sådan ud:

Jeg er ret ligeglad med ordet “polyamori”. For mig er det sådan at jeg bestræber mig på at relatere åbent. Og “åbent” kan betyde meget. For mig er det vigtigt at være åben overfor det den anden står for. Hvis der er noget jeg ikke kan lide, så er det en god idé at jeg siger det. Samtidig er det vigtigt at jeg spørger mig selv, om jeg værdsætter den anden, netop som hun/han er, lige nu. Hvis mit svar er ja, så er jeg åben for den anden, så passer hun/han i mit liv, som jeg vil have det lige nu.

Og løsningen …

Og løsningen her er ikke at den anden skal forandre sig, men … [Her er der vist meget plads til diskussion om emnet. :-)]

Det er smukt at nyde en anden lige her og nu, lige som hun/han er lige her og nu. Smukt, skønt, dejligt – noget jeg kan anbefale.

Spørgsmål

Hvordan har I oplevet det og hvad mener I?

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Jeg gik forbi en butik forleden. Der stod et par vandrestøvler på et stativ udenfor. Min første tanke var at nogle ville sige, at de var ikke sexede. Men jeg synes faktisk kvinder i vandrestøvler er sexede. Og jeg forestillede mig helt klart at det var nogle andre kvinder, der havde dem på, og ikke mig.

Så skulle jeg måske melde mig ind i Gaia, tænkte jeg. Vandreklub for lesbiske.

Nogle dage senere købte jeg støvlerne. Mine fødder ville gerne have dem. De går lidt op om anklerne, og det er godt for mig. Min ene ankel er kun næsten så stærk som den anden, efter at jeg forstuvede den sidste sommer.

Støvlerne kan jo også bruges til at gå tur sammen med min familie. Og med min langdistancepartner, som jeg skal i sommerhus med om nogle uger i Mols Bjerge.

Og så gik jeg hjem og meldte mig ind i vandreklubben.

Det var ikke helt let. Jeg måtte lige lufte for mit netværk at jeg faktisk var nervøs for det. Kunne se på facebook at jeg kendte 3 af vandreklubbens medlemmer. De to ret sporadisk. Og en jeg har mødt for nylig i en anden sammenhæng. De ved alle tre at jeg er gift med en mand, og de ved ikke at jeg synes jeg har noget at gøre i en lesbisk vandreklub.

Nogle vil måske tro at jeg er blevet skilt. Jeg besluttede, at de to jeg ikke ser må tro hvad de vil. Den tredie – som jeg kommer til at se en del, og rigtig godt kan lide – skrev jeg kort til at jeg kunne se at hun var med i den gruppe jeg lige havde meldt mig ind i – og at de ting jeg gør er i fuld åbenhed i forhold til min ægtefælle. Han er en ægte fælle på livets vej. Han ved at jeg er et mangfoldigt menneske og værdsætter det.

Hun skrev tilbage at hun ikke havde skænket det en tanke hvordan vi levede vores privatliv, og at hun glædede sig til at se mig igen.

Imens var der kommet godt gang i debatten i netværket. Folk delte deres gode og mindre gode erfaringer med at komme som ny i lesbiske fællesskaber, hvilke vanskeligheder man kan rende på, og hvilke vanskeligheder nogle lesbiske har med kvinder der også er til mænd. Nogle har brændt sig ved at forelske sig i nogen der så foretrak en mand. Ikke sjovt hvis man først er kommet tæt på. Men, tænker jeg, erfaren på området: Forelskelser der ikke er gengældt er bare en del af livet. Forventninger der skal afklares ligeså. Uanset køn, antal partnere og andre kriterier. Ligesom der også er en del gengældte imellem. Det må vi bare leve med og få det bedste ud af – begge dele.

Fordomme trives mange steder. Der er en vis tryghed i kasser. Nogle har en tryg kasse der hedder monogami, nogle har en der hedder heteroseksuel (som for nogle ikke engang behøver et navn, for det giver sig selv at det er det man er, hvis man ikke siger andet. Ligesom nogle københavnere tager det for givet at alle bor i København når de skriver til en landsdækkende mailliste.) Og de der ikke passer ind i nogle af kasserne, laver sig af og til deres egen kasse. Som for eksempel lesbiske. Så slipper man for andres fordomme. Pyha.

Og her kommer jeg så og er i grunden hverken monogam eller lesbisk. Men slet og ret en, der godt kan lide traveture i naturen, smukke steder, smukke mennesker, og længes efter  “ånden” fra de kvindefællesskaber jeg engang har været en del af. Som handlede om at være i naturen, sansende, nærværende, levende, en del af naturen og til stede i forhold til hinanden. Og så gjorde det heller ikke noget hvis en sød og dejlig kvinde kom rigtig tæt på.

Jeg er i en dansegruppe med 2 andre primært kvinder. Den ene var biologisk mand indtil for 10 år siden. Den anden ser det vist mere som at vi alle har begge køns kvaliteter i os. Og så er der mig der altid har syntes jeg var en blanding – min mor er jo kvinde og min far er mand, så jeg er blevet en blanding. I en kvindekrop, som jeg er glad for og godt tilfreds med.

Da vi dansede i fredags (for øvrigt lige før jeg gik hen og købte vandrestøvlerne) kom jeg til at tænke på hvem der mon har fundet på at vi skal dele os op i køn. En mærkelig ide, som ser ud til at skabe en masse problemer. Der er en masse nuancer vi går glip af, og nogle mennesker kommer til at gå rundt og føle sig forkerte fordi de ikke passer ind. Enten på det fysiske plan eller psykologisk eller energimæssigt eller ….? Det kunne min transkønnede veninde kun tilslutte sig. Hun kom med supplerende oplysninger om at der findes en masse biologiske variationer i gener, hormoner osv.

Da jeg kom hjem, tog jeg vandrestøvlerne på og gik en tur langs søen. Kiggede ud over vandet. Det har jeg gjort så tit. Men med disse støvler på var det pludselig noget andet. Jeg mærkede jorden under mig mere. Sansede mere. Pludselig var det som om en tidligere veninde gik ved siden af mig – jeg kender hende helt fra jeg var 17, hun var en vigtig del af min fortid. Hun døde for 5 år siden. Men nu var hun her altså mens jeg gik tur i skoven. Mine “lesbiske” vandrestøvler. Jeg fik den energi med mig, her og nu, sanseligt til stede. Og tænkte på en anden kvinde jeg har mødt for nylig, som jeg har lyst til at dele blandt andet vandreture med.

Nå, men det at melde mig ind i en lesbisk vandreklub. Jeg har jo været i de kredse før, for en hel del år siden, før jeg begyndte at være sammen med mænd. Jeg kan godt huske det specielle fællesskab der kommer af at vi accepterer hinanden – hvilke en del andre måske ikke gør. Og så holder vi os til gengæld i vores egen lille beskyttede cirkel. Jeg voksede fra cirklen efter nogle år, blev nysgerrig efter hvad verden ellers havde at byde på. Det kunne f.eks. ikke passe at alle mænd var nogle røvhuller. Der måtte være nogle søde imellem.

Efter et par år fandt jeg en mandlig partner. Og undrede mig over at min gamle veninde som jeg havde været kæreste med i 4 år, stadig færdedes i den lille lukkede cirkel og havde noget imod alle de andre.

Nu, som poly, er jeg så i en ny kasse. En kasse der rummer mange forskelligheder. Mange kønsopfattelser, seksuelle orienteringer, antal partnere, måder at forholde sig til hinanden på, i faste eller mere løse konstellationer eller på her-og nu- basis. Til glæde, vrede, angst, frustration og masser af vækstmulighed 🙂 Og nu prøver jeg så med denne nye baggrund at gå ind i en kasse der sandsynligvis mest består af monogame lesbiske.

Hvis jeg tror jeg skal belære dem, eller de tror de skal belære (eller omvende) mig, kan det kun gå galt. Men hov, her er jeg allerede i gang med at dele os op i “dem” og “mig”.

Jeg har lyst til at gå en tur. Med mennesker der kan lide at sanse naturen, være med træerne, jorden, vinden, vandløbene, regnen og solen. Mærke vores skridt når vi går, høre fuglene og træernes susen. Se blade og træer og landskabers former og farver. I en åben mangfoldighed af mennesker der nyder netop at sanse det, der er her og nu.

I en lesbisk vandreklub, eller en multikønnet, med en veninde, med min ægte fælle og vores søn, med min heteroseksuelle langdistancepartner. Med de der forstår at sanse verden med al dens mangfoldighed. Træerne er forskellige. Blomsterne. Fuglene. Millioner af farvenuancer.

Og skulle vi stoppe ved en iskiosk, så kan vi nyde at spise is sammen, selv om nogle er til chokolade, andre til jordbær eller vanille. Eller andre varianter.

Jeg tror at støvlerne kan gå til det hele.