Jeg har spurgt mig selv – og andre: Springer man egentlig ud som poly? Hvad betyder det? Hvad gjorde I? Hvad syntes I var anderledes i jeres liv end for andre (dvs. hvad sprang I ud som)? Har I oplevet processen som mest positiv eller negativ eller begge dele?

Her lidt af min historie. Og jeg lover at vende tilbage til spørgsmålene, altså nedenfor, hvor jeg bruger historien for at svare.

Sådan begyndte det for mig

For mig var det sådan at jeg forelskede mig i Karsten, da jeg var 16 mens vi var på ungdomsgruppe-sommerferie. Det var dejligt, stærkt og gensidigt, og det var klart at vi skulle være kærester. Han sagde med det samme at han allerede havde en kæreste, Petra. Jeg var selv overrasket, at det ikke var et problem for mig – og det var det bare ikke, fordi det hele virkede så entydigt og godt. Og det viste sig at være et godt, spændende og tæt forhold i mange år. Jeg syntes det var dejligt at opleve, hvor populær og attraktiv Karsten var – og at han gjorde noget ved det, sådan at han kunne nyde livet sammen med mig og andre. Og sådan syntes jeg var min tilgang også, blev det mere og mere.

Lige efter jeg var tilbage i min sydvesttyske by fra ferien forelskede jeg mig i endnu en mand, og det var en af mine lærere: Albrecht. Faktisk viste det sig meget snart, at det også i høj grad var gensidigt.

To forelskelser det blev til tætte relationer.

Hvad så?

For mig handlede det ikke om, at der kunne være noget forkert, men om at gøre det muligt – og på en ærlig måde. Det var netop de to mænd som jeg virkelig ville være sammen med. Der var stor intensitet, der var samtaler, en masse ting vi gjorde sammen, der var usædvanlige kærlighedserklæringer, det handlede også om at udvikle en helt unik seksualitet, og der var mange spørgsmål – nogle gange virkede det som om kærligheden og nysgerrigheden var det samme.

Jeg har spurgt mig selv, hvordan man egentlig danner fælles vaner og rutiner. Individuelle poly-vaner og rutiner, det kunne da være et godt blog-emne (hint, hint).

I hvert fald blev det, snart, sådan at læreren Albrecht og jeg var i kontakt næsten hver dag: enten talte vi i telefonen, eller mødtes i en anden by i nærheden, den by hvor han boede, vi ville ikke ses sammen i min by pga. faren at han kunne miste jobbet som lærer pga. kontakten med mig, som var en elev på samme skole.

Og med Karsten, som boede i endnu en anden by i nærheden, var jeg sammen i nogle weekender, en eller to gange om måneden, nogle gange også spontant, nogle gange flere dage, især når der var skoleferie.

To kærester på (geografisk) distance altså. Meget stærke vigtige tætte forhold alligevel, måske især som 16-årig. Konstellationen med selve to mændene holdt 3 år, med Karsten blev jeg sammen også senere, i nye konstellationer, i mange år.

Helt fra begyndelsen prøvede jeg at fortælle dem alt der var vigtigt for mig. Fordi de to mænd var vigtige for mig, fortalte jeg dem om hinanden og om oplevelserne med dem. (Hvordan man netop fortæller, fx. om hvad for nogle detaljer, det kunne være endnu et spændende blog-emne.)

Jeg flirtede også med andre mænd, og nogle gange var jeg sammen med nogle af dem, én ad gangen, mest kun kort, med en af dem i nogle måneder.

“Spring ud” – som “poly”?

Mht. en mulig spring-ud-proces, så havde jeg ikke selve begrebet. Og ordet “polyamori” fandtes ikke endnu. Og jeg tror ikke nødvendigvis jeg havde fundet officielle ord, måske heller ikke hvis der havde været nogle. Og hvis jeg havde fundet nogle, så kunne det være at jeg/vi havde været ligeglad med dem.

Albrecht og jeg syntes dog bestemt, at vi skulle være meget forsigtige – hvis vores relation var blevet opdaget på Albrechts arbejdsplads, som var Albrechts og min skole, så var han sandsynligvis blevet fyret. Denne forsigtighed var meget prægende for situationen – jeg tror, ellers havde jeg talt med ret mange om mine oplevelser og deres betydning. Årene efter de tre år med Albrecht havde jeg i hvert fald brug for at snakke ting igennem, og det handlede både om at være sammen med en lærer og om at være sammen med flere.

Når Karsten og jeg var sammen i den by han boede i, så mødtes vi også folk, der kendte Karstens anden kæreste Petra, mange gange var hun også med. I løbet af årene var der igen og igen andre kærester. Og folk så det, vi krammede og kyssede i offentligheden, især i vennekreds-offentligheden. Og vi snakkede med folk om det. Dvs. i den by han boede i, var vi ret bredt og tydeligt sprunget ud.

Jeg havde også meget tætte veninder og min søster var også en slags veninde, og min søster, veninderne og jeg brugte meget tid sammen, mødtes for alt muligt, snakke, koge, bage & spise, spille musik sammen, sidde i et stort rum og lave lektier, det var hyggeligere end at gøre det alene.

Til mine forældre jeg havde ikke grund til at have tillid. Jeg fortalte dem, hvor jeg var og hvordan de kunne ringe til mig, men ikke om hvad dem jeg besøgte og jeg lavede. Min forældre syntes så, at jeg vel var selvstændig, populær og aktiv, syntes det var godt og spurgte ikke om meget.

Netop mine veninder og min søster vidste dog det hele. Altså hvis der var sådan noget som en spring-ud-proces, så foregik den for mig mest i forhold til mine tætte veninder og til Karstens kredse i den anden by.

At flytte væk fra forældrene

Det hele blev helt anderledes efter jeg var blevet student og flyttede fra mine forældre: Nu kunne jeg vise flere, hvordan jeg levede. Og nu handlede det heller ikke mere om en lærer-elev-kæresterelation.

Som jeg oplevede det, så var der ikke mange der prøvede et ikke-monogamt åbent kæresteliv, ikke engang i Vest-Berlin, hvor jeg blev studerende. Men jeg kunne have meget åbne og ærlige samtaler med folk, og jeg oplevede det som i høj grad positivt, at kunne fortælle om hvad jeg var ved at prøve, hvem jeg var tæt på og hvordan.

Efter nogle måneder i Vest-Berlin blev jeg klar over, at jeg havde været forelsket i en kvinde, længe. Opdagelsen var en stor glæde for mig – at jeg også havde den mulighed. Nu havde jeg endnu mere at fortælle. Og det var dejligt at snakke også om det. Udvidede spring-ud-aktiviteter – og jeg havde stort behov for udveksling.

Det med at fortælle var en del af en særlig hverdag med meget dialog, hvor jeg var nysgerrig, hvordan de andre levede, hvad de var ved at prøve, hvordan det konkret var, hvad mulighederne og grænser var for dem, og også fortælle dem om det fra mit perspektiv.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kunne finde på at sige: “Nu skal du høre: Jeg er poly.” Det jeg har gjort er at fortælle om mine relationer, der hvor jeg syntes det var en god idé at fortælle om mine relationer. Ved at gøre det konkret, så bliver jo måderne at relatere på tydelige.

Ja, selvfølgelig er der også situationer, hvor det er en vigtig, nogle gange politisk, handling at sige: Ja, det her er en vigtig sag, og jeg er en af dem der dyrker det, levet sådan, osv. Og ja, jeg har også boet i USA og ved, at det var noget potentielt livsfarligt at vise kristne fundamentalister at jeg hverken levede monogamt eller hetero. (Det er noget, jeg håber jeg & andre vender tilbage til her i bloggen.)

Tilbage til spørgsmålene

Nu for at vende tilbage til spørgsmålene:

• Springer man egentlig ud som poly? Jeg aner ikke om “man” springer ud som poly. For mig giver det i høj grad mening at tale med vigtige kloge mennesker om det, der er vigtigt for mig. Og hvis mine relationer er vigtige, så har jeg brug for at tale om dem. Og hvis min måde at relatere på er vigtig i mit liv, så har jeg brug for at tale om det. Hvor bredt og hvor hemmeligt? Den eneste anbefaling jeg har, er at være meget åben med dem man er tæt på. Ellers håber jeg, at vi snart kan leve i et samfund, hvor det bare er i orden at fortælle hvordan man lever. Indtil det er tilfældet, er der mange muligheder at håndtere det på, og selv har jeg taget en beslutning om at være ret åben, som del af at vise at der er mange muligheder, og at det fx. er dejligt og muligt at relatere så åbent og flydende som jeg gør.
• Hvad syntes jeg var anderledes i mit liv end for andre? Hvad sprang jeg ud som? Personligt springer jeg ikke ud som poly, heller ikke som et-eller-andet, men med forskellige præferencer, måder at gøre ting på osv., som jeg har fundet på og nyder – i forhold til forskellige mennesker og grupper jeg møder. Det betyder også, at det ikke er noget der sker én gang, men er en proces som ikke kan afsluttes. Jeg har haft sådan en tanke, at det kunne give mere mening at springe ud med måder at gøre ting på og med oplevelser – end med egenskaber (poly, queer, bøsse, bi, trans, kinky, vanilla, datalog, quinde, vingummibamse, flittig, smuk m. fl.). (Det kan man jo også sige meget mere om en anden gang, og det er da også et herligt blog-emne.)
• Det med at springe ud tror jeg så betyder vildt forskellige ting for forskellige mennesker.
• Hvad gjorde jeg, og hvordan gjorde jeg? Her har jeg mest beskrevet, hvad jeg gjorde da jeg var ret ung, og hvor jeg ikke engang havde begreber som “poly” og “at springe ud” til rådighed, og hvor der var flere specifikke begrænsninger og muligheder.
• Hvad betyder det for mig, at jeg viser hvad jeg står for? Jeg tror selve processen tidligt i mit liv har bidraget til, at jeg kan slappe af, når jeg opdager at jeg atter ikke opfylder nogle forventninger, at det kunne handle om noget politisk følsomt, eller at jeg igen ikke bare kan bruge de sædvanlige selvfølgeligheder for at beskrive og opleve på min vis. Som det har udviklet sig, er jeg parat til at tage stilling og vise mig, om nødvendigt også offentligt, når det handler om en sag, der betyder noget for mig, at jeg organiserer både udvekslingsmuligheder og støtte.
• Har jeg oplevet processen som mest positiv eller negativ eller begge dele? Jeg har oplevet det med at kunne tale om mit og andres måder at relatere på, inkl. min ikke-monogame tilgang som i høj grad positiv. Noget der giver mig helt konkret flere muligheder, mere klarhed og mere nydelse. Jeg er meget bevidst om, at jeg er privilegeret, og at det jeg har prøvet ikke var ret farligt dér hvor jeg har boet og med min baggrund & uddannelse. Andre steder i verden og som en anden, så ville det have været ret anderledes. (Flere og flere blog-emner…) Og hvad hvis der havde været en mulighed at vise mig mere som ikke-monogamt levende i den, meget konservative, by jeg voksede op i, hvis jeg måske havde boet der senere? Havde det været farligt, eller forbundet med dårlige oplevelser? Det ved jeg ikke, fordi jeg flyttede til Vest-Berlin som 20-årig og har siden ikke været meget i den konservative by jeg er vokset op i. Men jeg går ud fra at det er forholdsvis nemt at vise hvad man står for i byer som Berlin, New York og København, nemmere end mange andre steder.

Til sidst

Det her bliver vist til en slags soap opera med flere episoder, hvor episoderne hver især belyser flere relationer og dimensioner af mit ikke-monogame liv. Allerede for et stykke tid siden havde jeg jo sagt, at jeg synes det ville være dejligt med flere og flere konkrete historier om poly-oplevelser her i bloggen.

Og jeg håber, at der er flere, der har lyst at fortælle jeres poly-historier her – sådan at alle får flere og flere konkrete eksempler, kan lære noget, se hvor mange muligheder der findes, diskutere, blive inspireret, komme videre.

Yours Identity Truly

P.S.: Navnene har jeg forandret.

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.