Mange poly-samtaler handler om kærlighed, forelskelse, sex, nærhed, samvær, samliv m.m. Store emner. Store følelser. Samtaler om hinandens følelser. Med vedkommende eller med andre om vedkommende.
Nogle af den slags samtaler har et rigtig godt forløb. Og der er også nogle samtaler, hvor ingen bliver tilfreds, hvor ingen kommer videre, hvor det hele bare virker håbløst.
Der er vist mange årsag for at poly-samtaler har et godt forløb, eller et dårligt. Og der er vist også mange måder at gøre det bedre på.
Jeg har en hypotese om noget der virkelig hjælper, og hypotesen handler om at spørge og om at bruge “ja” og “nej”. Og det jeg synes er helt afgørende er, at udmeldinger bliver respekteret. Det vil jeg lige forklare.
En lille omvej. Jeg kan godt lide nussekrammefester – oprindeligt: Cuddle Parties (en beskrivelse af Københavns nussekrammefester findes på facebook under http://www.facebook.com/#!/group.php?gid=99263234869). Nussekrammefester er begivenheder, hvor nogle mennesker mødes i nogle timer. Der er en særlig ramme, og rammen bliver forklaret af en eller flere, og de sørger også for at den bliver overholdt. Hoveddelen af en Cuddle Party er at, gæsterne mærker hver især efter hvad de kunne tænke sig at opleve med en eller flere af de andre gæster (inden for selve nussekrammefest-rammen, som fx. udelukker seksuelle handlinger). Man spørger den anden eller de andre, om det man kunne tænke sig er muligt, og hvis det er det, så går man i gang.
Til nussekrammefester bliver ret meget tid brugt på en omhyggelig introduktion, hvor alle deltagere lærer om nussekrammefestens ramme og regler ved at lave praktiske øvelser sammen.
Den første øvelse foregår sådan at én spørger en anden, om han/hun må gøre noget bestemt med den anden, og den anden svarer bare “nej”, uden at retfærdiggøre svaret. Deltagerne øver sig i at spørge, i at sige nej, i at leve med et nej, i at respektere et nej, i ikke at retfærdiggøre, i at leve med at et svar bare skal respekteres uden at den anden skal retfærdiggøre sin beslutning. Nussekrammefesten bygger på, at
– alle spørger specifikt om det de kunne tænke sig,
– et “ja” betyder ja,
– et “nej” betyder nej
– svar respekteres uden krav om retfærdiggørelse og
– det er helt i orden at forandre mening.
Jeg tror at nussekrammefestens grundregler kunne ses som en kerne i effektiv og respektfuld hverdagskommunikation, også og især i polysamtaler.
– At spørge. Frem for at antage. Frem for at prøve at få nogen til at gøre noget, som hun/han måske ikke aner om.
– At være indstillet på, at der helt bestemt er to muligheder: ja og nej. Frem for at gøre noget afhængig af, at få et bestemt svar.
– At mene nej når man siger nej. Frem for at mene ja, når man siger nej.
– At mene ja når man siger ja. Frem for at mene nej, når man siger ja.
– At forstå et nej som nej. Frem for at fortolke et nej som ja.
– At forstå et ja som ja. Frem for at fortolke et ja som nej.
– At respektere et svar, uden at kræve en forklaring. Frem for at gøre det modsætte af det den anden har meldt ud han/hun vil. Frem for at kræve forklaringer.
– At indstille sig på og respektere, at alt kan forandre sig. Frem for at forlange at den anden skal retfærdiggøre når hun/han har forandret mening. Frem for at blive insisterende når den anden har forandret mening. Frem for at blive påtrængende når den anden har forandret mening. Frem for at blive uforskammet når den anden forandret mening. Frem for at true når den anden har forandret mening.
Min hypotese er, at poly-samtaler og et poly-liv kan blive meget bedre, når man gør sådan end når man ikke gør sådan.
Nu har jeg stillet det til diskussion og er spændt på jeres udmeldinger. Jeg tænker også lige vi kunne lege med nogle eksempler.
Yours Identity Truly
Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.