Kald det for det, det er

Her gik man og havde det som blommen i et æg. En dejlig fast kæreste, som kan rumme min person: én som har en lidt anderledes tilgang til forhold.

I 2009 åbnede vi op for andre muligheder og siden har der været flirts og en enkelt bolleven. Selvom jeg benægtede sidstnævnte overfor mig selv og overfor kæresten. Ville hellere have, at det skulle udvikle sig til mere end det. Men det viste sig med tiden, at man ikke skal lægge mere i det, end det er.

Det, jeg lærte ved mig selv dengang var, at jeg får følelser for de mennesker, jeg lukker ind i mit liv. Det er virkelig svært for mig at tænke: “han er kun en bolleven” og dermed udelukke følelserne. Så jeg tænkte ved mig selv, at jeg Virkelig skal være heldig, hvis jeg nogensinde finder én, som vil være sammen med mig; med den præmis, at jeg allerede Har kæreste og børn. Her er langt de fleste hoppet fra, men det gør ikke så meget, for så er de useriøse skåret fra, hvilket jeg kun kan se fordelene ved. Man skal vist have – undskyld udtrykket – godt med nosser for at engagere sig med én, som er ligesom jeg. 

Og så skete det.

Jeg mødte ham. Fra dag ét fortalte jeg ham præmisserne og alligevel tager han mig for den, jeg er. I 2½ måned har jeg svævet på en lyserød sky og befundet mig i den situation, jeg altid har ventet på. Overordnet føles det som om, at brikkerne er faldet på plads. Jeg har stadig mine kampe, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på nu.

Ak ja, al begyndelse er svær. Og dermed også kommunikation. Man skal kunne melde ud, hvad man vil og ikke vil. Selv “bare” det, kan være svært for mig. Ikke destro minde tog jeg for nylig nogle samtaler med de to mænd i mit liv. Det skal siges, at jeg lever sammen med min kæreste og børn, og at den nye bor i en helt anden by. Og at jeg ikke tog samtalen med dem samtidigt.

Bundlinien begyndte at tegne sig for mig. At jeg ikke kan være fraværende overfor mine børn. Både, hvad angår antallet af de gange, jeg tager afsted for at være sammen med min (i mangel på bedre ord) nyfundne ven og hvordan jeg til tider kan være fraværende og drømmende til hverdag.

Da jeg meldte det ud for min nyfundne ven, troede jeg at jeg lod ham forstå, hvilket dilemma, jeg befinder mig i, fordi jeg på den ene side er så overmådelig glad for ham og dermed gerne vil se ham så ofte som muligt – men samtidig også har en forpligtigelse herhjemme.

Efter den snak begyndte han at trække sig tilbage fra mig og i en sms forstod jeg ordene “standby på ubestemt tid” som en afslutning. Her gik ægget i stykker. Min verden indeni faldt sammen.

Se, jeg er så glad for ham, at jeg egentlig har lyst til at kalde ham min. Endnu “dater” vi kun. Hvilket er fint, alting tager sin tid. Men jeg havde ladet ham fortælle, hvor glad han gør mig og at jeg er heldig at han er en del af mit liv. Men inderst inde har jeg bare haft lyst til at kalde ham skat – og egentlig også kæreste. Jeg er så heldig, at han har turdet kalde mig skat (med garanteret generthed til følge fra min side). Så da jeg troede, at han gjorde det forbi, var jeg grædefærdig og jeg fandt ud af, hvor meget han betyder for mig.

Så viste det sig, at vi begge havde troet det værste. Han troede, at jeg var ved at “gøde jorden” til at gøre det forbi, dengang vi tog en snak om min situation, at jeg skal koncentrere mig om børnene og dermed ikke kan være sammen med ham så ofte (som jeg gerne vil).

Og da han galant foreslog, at vi trapper ned for den daglige kontakt, kunne jeg godt se ideen i det. Og så kom den forfærdelige misforståelse med “standby på ubestemt tid” – hvilket jeg tolkede som om, at han lagde mig på hylden. Og så er det det samme i min verden som om, at man lige så godt kan sige Adios med det samme.

Vi fik viklet os ud af det igen i god ro og orden.

Og for at være ærlig, det var helt rart at komme nærmere ind på rammerne, og det var endnu bedre at fortælle ham, hvor meget han betyder for mig. Jeg er utrolig taknemmelig for, at vi kan snakke om det og tage det, som det nu engang er. Også selvom vi ikke helt kan sætte endegyldige ord på Hvad vi er.

Be Sociable, Share!
avatar

Om FrihedsElskerinde

Kvinde sidst i 20’erne.

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Kald det for det, det er

  1. avatar Anja Lysholm skriver:

    Hej Frihedselskerinde. Tusind tak fordi du delte den historie. Jeg forstår dig i DEN grad! <3 Knus!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *