Hold op med at fortælle mig at min seksualitet ikke fungerer

Jeg er polyamorøs, og jeg har engang udgivet en bog om hvordan min egen utroskab i et (på overfladen) monogamt forhold var med til at føre mig til den erkendelse. Jeg skrev bogen fordi jeg formodede at der var mange der som jeg ikke anede at der er andre måder at have kærlighedsrelationer på end den velkendte monogame, og som derfor er sig selv og deres partner utro.

Det er ikke fordi jeg har noget imod monogami eller monoamori. At leve i et monogamt parforhold fungerer glimrende når man er monoamorøs. Det er heller ikke fordi jeg tror alle i virkeligheden er polyamorøse. Men jeg tror at en del er, og dem vil jeg gerne vise at de kan vælge at stå ved det, og at der ikke er noget galt med os bare fordi vi fungerer anderledes end mange andre.

Derfor kan jeg finde på at dele artikler på Facebook og andre steder som viser at jeg ikke er alene med det synspunkt. Det betyder ikke at jeg er enig i alt hvad der står i alle de artikler, ligesom jeg formoder at dem der deler mine, ikke er enige i alt hvad jeg skriver. Men det giver noget debat, og det er helt okay – det er selvfølgelig meningen.

Én ting er jeg dog træt af at måtte forklare:

Polyamori er – for mig – en seksualitet, ikke en livsstil. Derfor bliver jeg så uendelig træt (og indimellem ked af det) når jeg skal lægge ører eller øjne til at ”polyamori jo ikke fungerer”.

Vi kan sagtens blive enige om at åbne forhold kan være svære. Mit kærlighedsliv, som ellers altid har været ret nemt og ubesværet, har ikke været lutter lagkage siden jeg sprang ud af skabet og besluttede at leve åbent som polyamorøs. Jo, noget af tiden, men jeg er også stødt på udfordringer man ikke møder i et monogamt forhold.

Vi kan også godt blive enige om at der er mange historier om at åbne forhold er gået i stykker. Men kan vi ikke også blive enige om at mange monogame forhold (hvis ikke de fleste – på et eller andet tidspunkt) går i stykker? Jeg kender meget få der er i livslange parforhold. I åbne forhold er det bare så nemt (for folk udefra) at give åbenheden skylden. ”Der kan I bare se – det kunne I jo have sagt jer selv når I levede sådan,” har jeg hørt skilsmisseramte polyer blive mødt med efter årelange ægteskaber som sluttede af andre grunde.

Parforhold er svære hvis man ikke er enige om hvordan man vil leve sammen, og hvad man gerne vil. Uanset om man har én eller flere partnere. Har man flere, er der flere end to der skal blive enige, og det øger kompleksiteten og udfordringerne.

Men det er ikke polyamori der ikke fungerer. Jeg er polyamorøs, og det er min seksualitet. Den er ikke et valg. Hvordan jeg vælger at leve med den, er min livsstil, og den kan fungere mere eller mindre godt for mig. Jeg kan lige så vel som en monogam kvinde vælge en partner som jeg bare ikke kan få et forhold til at fungere med. At fortælle mig at min seksualitet ”aldrig vil fungere”, svarer til at fortælle en homoseksuel at ”man jo kan sige sig selv at to mænd/kvinder ikke kan fungere sammen i længden”. Dumt, ikk’?

Når jeg ”går på barrikaderne” for polyamori, er det ikke for at overbevise andre om at det er den eneste sande vej. Det er for at oplyse og oplyse og oplyse – om at der findes den vej. At vi ikke behøver såre os selv og hinanden med utroskab hvis det i virkeligheden er noget vi gør fordi vi har sat os selv i en ramme vi ikke passer ind i. Jeg vil gerne fortælle at der findes andre rammer. Eller at vi helt kan fjerne rammerne hvis vi har lyst.

Der er et utal af valg man kan foretage sig. Seksualitet er så vidt jeg ved, ikke et af dem. Og jeg ønsker at blive mødt med respekt for at polyamori ikke en livsstil jeg har valgt, men et grundvilkår i mit liv. Uanset om du forstår at man kan have det sådan, eller ej.

 


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her skrives af forskellige forfattere, og ingen af os ønsker at gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Be Sociable, Share!
Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *