Jeg elsker.
Da jeg var 16 var jeg fuldstændig overvældet af mine følelser. Jeg var fuldstændig optaget af det jeg oplevede. Med to mænd jeg elskede – jeg var så heldig at det var gensidigt. Med nogle veninder som jeg elskede på en helt anden måde, også gensidigt. Med mange som jeg mødte eller som jeg havde kendt i et stykke tid. Jeg var også optaget af musik, litteratur og psykologi, havde mulighed at opleve helt nye dimensioner af livet og samvær gennem musik, litteratur og psykologi. Der var kontakt, glæde, kærlighed, nysgerrighed, udvikling. Jeg prøvede at sætte ord på det der skete for mig.
Til en af de mænd jeg var dybt forelsket i, sagde jeg fx. en aften, at jeg havde en hypotese: at kærlighed var, når man bare var nysgerrig og ville lære den anden at kende, og at lige meget, hvor meget man havde lært om hinanden, så blev man alligevel ved at være nysgerrig. At jeg havde det sådan med ham. Efter jeg havde sagt det, var vi bare lykkelige. Senere kaldte han det min kærlighedserklæring. Og nu kan jeg mærke, at jeg stadig ikke har et andet bud på hvad kærlighed går ud på.
Kærlighed handler vel meget om nysgerrighed. Jeg elsker at spørge, at udforske, at opdage, at se, at række ud, at blive spurgt, at blive udforsket, at blive opdaget, at blive set, at blive mødt. Kærlighed handler også meget om at kunne være sig selv, at kunne være åben, at kunne være ærlig. Det er svært at forestille mig, at kærlighed kan udvikle sig, når man drukner i regler, skal være på en eller anden måde, når den anden vurderer, hvad éns styrker og svagheder er, frem for at nyde hinanden åbent og nysgerrigt lige her og nu.
Jeg elsker min bedste ven. Vi har kendt hinanden i 18 et halvt år, og vi er sammen på en eller anden måde næsten hver dag, meningsfyldte oplevelser, meningsfyldte samtaler, hver gang, sådan har det nu været i 18 et halvt år. Jeg elsker min penneven, som jeg ikke har mødt fysisk, som jeg kender på skrift. Vi skriver til hinanden næsten hver dag. Det er som om vi har skrevet vores liv igennem ved at skrive brevene. Hver gang jeg får et brev af ham, er jeg helt glad og ser frem til at læse det. Og de fleste gange, når jeg har læst et brev han har skrevet eller når jeg har skrevet et brev til ham, kan jeg mærke at jeg har lært noget nyt, og at jeg har lært dét her nu, det gør mig glad. Jeg elsker mit arbejde. Selv om det også er et anstrengt forhold. Jeg elsker én, som bor langt væk. Vi var kærester længe, i seks år, og det kan vi ikke være mens vi ikke bor i samme by. Når vi mødes, så er der bare de gamle kærlige følelser, eller nej, de er kærlige, men helt nye hver gang. Jeg elsker nogle af de fællesskaber jeg er med i. Jeg elsker det område jeg bor i. Jeg elsker at løbe der. Der er mere kærlighed. Jeg kunne vist blive ved at fortælle om det længe. Alt er forbundet med alt. Netværk? Tæppe? Væv? Suppe? Jungle?
Nogle gange tænker jeg, at det jo er nemt at gennemskue mig og hvordan jeg gør. Jeg skjuler det ikke. Dem der er i mit liv, kan se det hele. Det handler altså om at forstå, at fortolke det de kan se. Og det betyder at det er nødvendigt at de spørger, hvis de vil forstå. Åh ja, det med at være nysgerrig og spørge, det er jo udgangspunkt på en måde.
Er der plads i mit liv? For dybde, for kærlighed, for ny kontakt? Ja da. Der er jo dynamik i hver eneste af mine relationer. Og der er dynamik i samspillet. Og det er som om dynamik, spørgsmål, nysgerrighed betyder at det bliver relativt med rummet, at der hele tiden opstår plads og muligheder.
Alligevel var jeg overrasket at der lige pludselig var ny kærlighed. Et nyt menneske i mit liv. Netop den slags samtaler som jeg elsker. Nysgerrige samtaler. Historier. Emner der bliver så spændende i løbet af samtalen at jeg bliver helt involveret. Netop den åbne, uforbeholdne, spørgende, udforskende, opdagende tilgang jeg elsker. At se hinanden, at mene hinanden. Netop den seksualitet som jeg elsker. Jeg elsker. Selvfølgelig er der plads. Selvfølgelig er opgaven at skabe mit livs mosaik på ny, bruge de gamle og nye brikker og sætte dem sammen på en ny måde, med nye mønstre, nye billeder. Det gør vi jo hele tiden, går jeg ud fra, lige meget om vi er bevidste om det, og lige meget om vi kan lide det eller ej. På en måde der giver mening lige her og nu. På en måde som alle involverede kan nyde.
Er jeg i et forhold? Eller i syv forhold, fx. med min nye kærlighed, min gamle ven, min penneven, mit arbejde, min bolig, Mølleåen, polynetværket? Eller i 241? Pointen her er: Jeg har ikke lyst at domesticere den vildhed, jeg har ikke lyst at fange, at tæmme, at kategorisere, at mappe, at reducere den vilde glæde, der ligger i en jungle af spændende mennesker, ting, aktiviteter – i mit liv. En jungle, der hele tiden forandrer sig.
Yours Identity Truly
Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.
INGEN KOMENTARER ENDNU
(!)
…Må der godt komme nogen nu? 🙂
Well, kender så godt den følelse af liv og mangfoldighed du beskriver… Den modus operandi det inspirerer virker altså meget logisk ud fra forholdene, som de bare er indeni og i selve livet. Synes jeg.
Er kommet dertil. at der er en utrolig stor variation i hvordan mennesker er skruet sammen i deres følelsesliv, selvom vi (for det meste) som art, i store træk, deler det samme føle og tænke apperat.
Det i fokus, gør det muligt at få øje på, at der må være nogle rimelig grundliggende principper efter hvilke vores sanse/føle/tænke/elske-liv kan forståes og arbejdes med… Nogle interne relationer og principper som er fælles for menneske-arten, trods vores forskellige baggrunde og karakterer.
F.eks. det princip, at vores følelser (i ét område af livet) opstår på baggrund af hvilke overbevisninger og tanker vi har siddende i det tilsvarende mentale felt i det område i vores liv/væsen. Altså, at hvis vi f.eks. har en forestilling om at “man kan kun elske en af samme køn”, så vil man få følelser der afspejler den overbevisnings ladning og styrke, når man ved et “tilfælde” oplever nogle af ens mande-venner holder i hånden og kysser i intimitet i ens nærhed (bare eksempel vis).
Well, jeg har haft en opdagelsesrejse i mit unge liv, hvor jeg prøvede at forstå mere om disse sammenhænge og principper, og oplevede at det ledte til større tolerance og forståelse for forskelligheden i vores reaktioner og liv, og for mere plads til liv og mangfoldighed, og dermed frihed, i mig selv og for dem omkring mig.
På forskellige tidspunkter havde jeg nogle oplevelser, som akkumulerede og senere gav sig udslag i en forståelse af, at der måske er der en kerne af sandhed i/bag, at så mange religioner advokerer monogami. Og som måske kun er en af årsagerne til at mange samfund fortsat kæmper med en strukturering af deres samfund efter én-til-én princippet 🙂 …
Altså, det tyder på, at der er eller har været nogle grundliggende forhold i menneskets “føle-tænke-elske-apparatur”, som gør, at i hvert fald seriel monogami, så længe den ikke bliver stroboskopisk, in the long run fremmer den psykiske sundhed (medmindre visse særlige forhold gør sig gældende)!
Dette skal på ingen måde forståes som en opbakning af status quo eller tages som en støtte til gamle strukturer og dogmer (der har bedst af at dø hen). I virkeligheden tror jeg for det fælles bedste, at vi alle og især bør gøre op med egne og kollektive forestillinger og traumer omkring kærlighed, forhold og sexualitet, netop fordi vores forestillinger, fordomme, opdragelse, fikse idéer, etc., har en direkte indvirkning på følelseslivets bølgegang. – Og jeg tror at “poly lifestyle choices” er en super måde at komme “ind på sig selv” og i medfør med hvilke, forståelse, tolerance, værdien af ærlighed og åbenhed, liv og frihed, etc., bliver en naturlig følge.
Og når vi så er dér, ved at være fri af forestillinger og opdragelse, individuel som kollektiv, hvad er så det næste der træder frem i ens oplevelse? Træk af selve menneske-livets grundliggende konstitution… Og det var dér, hvor jeg bl.a. faldt over følgende artikel:
“Tralam-mé… Poetic turbulence is the romantic energetic which is sparked by the capacity for realisation in two individuals.”
http://aroencyclopaedia.org/shared/text/t/tralame_ar_eng.php
(Som bestemt ikke er 100% fyldestgørende overhovedet, bla. vil visse mennesker have en konstitution der gør, at de ikke får dette problem… men det kan være jeg skal følge op på det en anden gang.
…
And this is one of the parts that is simply very overstated or actually not really true: “Nothing – apart from liberation. It is a phenomenon which cannot be repaired apart from through rebirth. Rebirth repairs tralam-mé. You can make sure it is not further eroded; but it is not repairable by any means.” I min erfaring kan det godt repareres, Janus.)
Med andre ord, en slags forklaring på et grundliggende fænomen i menneskets konstitution, som gør, at mange mennesker over tid måske har oplevet, at monogami i forskellige former var bedst for dem i lange perioder.
Og alt dette var et forsøg på et bringe fænomenet “træk af menneskets grundliggende konstitution” ind i vores forståelse af kærlighedsforhold og sexualitet, og vores samtale herom.
Tak.
Kærlig hilsen
Janus
Polyamori som jeg kan begynde at forstå det
Der er en del væsentlige spørgsmål, som jeg tumler med og som jeg forsøger at give en mere almen form end bare til spørgsmål mellem dig og mig og som måske kan være af betydning for andre, i hvert fald har det betydning for mig og det giver mening at forsøge at formulere de tanker, der presser sig på.
Jeg er seksuelt aktiv og er i stand til at åbne mit hjerte og elske – og endelig er jeg i stand til at reflektere over det jeg gør og det jeg siger, tænker og føler.
Jeg er i en periode af mit liv, hvor mine kerneværdier bliver tydeligere og tydeligere. Mødet mellem dig og mig udfordrer mine kerneværdier. Og det følgende er derfor nogle trædesten på vejen mellem denne sump af viden og erfaring og den klippegrund af værdier og idealer som gensidigt forstyrrer hinanden som måder at være i verden på,
Har polyamori en fremtid som begreb? – kan være spørgsmålet som artiklen om Anja i Politiken 25. dec. 2011 rejser.
Når jeg ser på ordet, har det selvfølgelig en stærk tvedeling og en stærk overbevisningskraft i sig, som udtrykker at her er noget, som kan trumfe andre argumentationer og sætte dem i svikmølle. Men det har også en vis svaghed. For hvorfor betone, at man kan elske flere og hvorfor en parole, der antyder, at hvis man elsker flere, elsker man mere?
Det kan måske være et skridt på vejen væk fra det skamfulde i at jeg elsker flere eller bryder normer som hævder, at det er upraktisk og uhensigtsmæssigt at søge nydelse seksuelt og på anden måde hos flere partnere samtidig i trekantsforhold eller flerkantsforhold eller i rækkefølge.
Det kan være en måde at definere mig på at bruge betegnelsen ’polyamourøs’ – eller ’porøs’, som jeg for nylig hørte en lidt spøgefuldt kalde det for få uger senere at antræffe udtrykket ’juleporøs’, måske er det en vending der er ved at brede sig, i hvert fald var der straks en der greb det og brugte det på fbsiden for polyamori. For det er vigtigt at forstå mig ikke som alene i verden, men som del af en gruppe mennesker, som i det her tilfælde undersøger og lever i måder at relatere til andre på som ikke er en gængs eller alment anerkendt måde, måske ligefrem suspekt eller undergravende.
Og dermed er det også en måde at få en forståelse af mig selv som noget unikt og anderledes eller endda særlig værdifuldt, fordi jeg er en del af en avantgarde, som driver en historisk nødvendig forandring i kærlighedslivet mellem mennesker frem mod nye og vigtige måder at udveksle mellem mennesker på. Det er en samfundsændrende kraft, jeg sætter fri her ved at bruge betegnelsen polyamori og polyamourøs. Der er ikke langt til at jeg tror jeg er en meget vigtig person i verdenshistorien, ha ha.
Alvorligt talt er det ikke en leg; det er at tage mine dybeste og sarteste følelser alvorligt, hvis jeg forsøger at virkeliggøre, at min kærlighed omfatter mere end et menneske, og hvis jeg kan efterleve at sex er et biprodukt ved realiseringen af et partnerskab (måske med flere end en), dejligt som gensidig udveksling, leg og som forplantning. Hvis jeg derimod forstår polyamori som carte blanche til fri sex, er der noget jeg har misforstået, og jeg har bevæget mig ind på en sliske der fører til en mekanik, en dynamik om man vil, hvor jeg skal have, hvor jeg søger hedonistisk efter øjeblikkets tilfredsstillelse, forsøger at fylde et hul, i stedet for med Erich Fromms fine sondring mellem at have eller være finder ro og glæde i at være og handle i kærlighed og i at være og handle i åbenhed, ærlighed og villighed til at udvikle mig.
Et stærkt prosadigt til kærligheden og livet – måtte det forblive uberørt af kommentarers trængsel, for som (vistnok) Susan Sontag citeres for at have sagt: “Digte skal ikke oversættes…”