Jeg kan huske, da jeg sad stille på mit pigeværelse og kiggede ud af vinduet.

Længslen bankede på indvendigt.

Jeg vidste, at derude ventede kærligheden på mig.

Jeg kunne mærke den, selvom jeg aldrig rigtig havde oplevet det på egen krop.

I mine teenageår tænkte jeg på mange fyre på én gang.

Fyrene var forskellige, og de fascinerede mig, flere på én gang.

Det forekom mig smertefuldt. Jeg vidste allerede dengang, at jeg kun kunne satse på én af dem.

Jeg havde en virkelig god fantasi, men det forekom mig aldrig, at jeg KAN få flere kærester på én gang.

Da jeg var mindre, følte jeg mig altid som outsideren.

Ensomheden har altid fulgt mig.

Det gør den stadig.

Jeg er stadig ikke sprunget ud, i traditionel forstand. Selvom jeg tager tilløb til det.. hver dag.

I mit hovede forestiller jeg mig råbe til hele verden: JEG ER POLYAMORØS.

Men måske er det nok, at jeg har fortalt det til nogle enkelte personer ad gangen. Det er mere mig.

Jeg har reserched polyamori, læser på mine lektier, forbereder mig mentalt.

Men det er bare pokkers svært at tage hul på bylden, overfor nogle bestemte personer.

Jeg VED godt hvad jeg skal gøre.

Jeg har LÆST det.

Det er bare med at GØRE det.

Hvorfor er det så svært?

Det komiske er, at jeg nok får grineflip over det her, når jeg ser tilbage.

Jeg skal jo bare være mig selv.

Jeg kan trøste mig med, at efter jeg har vist mit sande ansigt, vil de, der virkelig elsker mig, stadig være tilbage.

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.