Noget der måske ikke overrasker, er at der er ret meget debat, når det handler om polyamori. De polyamori-diskussions-grupper som jeg har oplevet var levende, aktive og meget givende. Og noget vigtigt der viser sig for mig, er hvor forskellige deltagernes tilgange til polyamori er.

 Nogle af deltagerne i polyamori-diskussioner synes fx. at det er vigtigt at betegne sig som noget, fx. poly. Nogle holder meget af et liv med en primær partner. Nogles tilgange til polyamori har udgangspunkt i sex. Nogle oplever jalousi som et centralt emne. Nogle oplever det med at tale med og om hinanden som centralt. Osv.

Min polyamori-tilgang og -historie handler meget om at bestræbe mig på at relatere åbent. Hen ad vejen har det vist sig for mig og nogle mennesker der er vigtige i mit liv, at vi bliver mest lykkelige når vi dropper forestillingen om at kærlighed, lyst, pålidelighed, dybde og meget mere skal foregå i en ramme hvor man konstruerer sig som par osv.

Og disse forskellige præferencer og beslutninger omkring et polyamorøst liv er jo bare vigtige, de har vigtige konsekvenser. Selvfølgelig er det vigtigt at jeg er åben om det med at ingen i mit univers får en status som “primær” i mit liv, men at det for mig handler om at udvikle netop den kærlighed der passer til os, vedkommende og mig. Dem der håber at jeg endelig indser at de skal være primære, bliver meget frustrerede, og det kan jeg forstå, de har min medfølelse, men sådan som mit liv har udviklet sig, er det usandsynligt at de overbeviser mig. Omvendt er det vigtigt at nogen, der gerne vil have et kærligt samspil med mig og har et hierarki af forhold, gør det tydeligt for mig, sådan at jeg kan forholde mig til det.

Interessant er det for mig, at polyamori-diskussions-deltagernes præferencer også viser sig i deres måde at diskutere på. Og der er jo bestemt mangfoldighed i polyamori-diskussionerne mht. hvordan man diskuterer.

Både indenfor polyamori-debatgrupper og mange andre steder er der folk, der bare pludseligt ønsker at debatten er slut – især når de synes de har fordele ved at debatten er slut netop her. Der bliver råbt højt for at opnå at der er slut. Der bliver udelukket. Synspunkter, der er i modstrid bliver betegnet som ikke vigtige, ikke udbredte, ikke lovende, farlige, sygelige m.m. Og mht. hvordan man debatterer har jeg selv også en præference, nemlig at dyrke og promovere kontakt, nysgerrighed, muligheder, debat. At alt må siges, frem for at der er tabuer. At det er afslappet, frem for at der er pres, frem for at der bliver truet og udelukket. At alle erfaringer, meninger, holdninger osv. er okay, frem for at der bliver bedømt/fordømt. At debatten altid må fortsættes, frem for at der skal være slut.

I polyamori-diskussionen ser jeg mange fordele i en åben og mangfoldig debat: at alle kan finde den måde at relatere på, der passer bedst til dem og at man kan se hvordan de forskellige alternativer ser ud, konkret. At de mange muligheder udvikler sig videre, at mulighederne bliver mere konkrete, at der kommer flere og flere muligheder. Også netop på grund af debatten. For mig selv har diskussionerne spillet er utrolig vigtig rolle: Tidligt i mit liv havde jeg to meget tætte parallele kæresteforhold, og i løbet af årene har jeg været så heldig at opleve endnu mere nærhed, udveksling, dybde, glæde – ved at tage beslutningen om den måde vi relaterer på én dag ad gangen. Og her har det netop været samtalerne, udvekslingen, forståelsen, samspillet, der gjorde at jeg/vi kunne/ville gå denne vej.

Faktisk er det med at debattere åbent noget jeg holder ret meget af. Når det handler om polyamori, så tænker jeg fx. at det er fedt, når polyamori-introduktions-arrangementer er inkluderende, altså fx. også inkluderer former der er anderledes end heteroseksuelle par-plus-elsker/inde-konstellationer. Jeg ville også synes det var mærkeligt hvis en polyamori-introduktions-aften kun handlede om mulige seksuelle eller spirituelle dimensioner i polyamorien, eller hvis eksempler kun var transkønnede femkanter.

Når folk i en polyamori-debattråd på facebook giver udtryk for deres stærke ønske om, at der ikke skal skrives om andre muligheder end dem de foretrækker – så bliver jeg urolig og ønsker at polyamori-diskussionen ikke har brug for debatforhindring. At tale og diskutere åbent med de andre diskussions-deltagerne – og også med mange andre, fx. partnere, børn, kolleger, venner, bekendte – det kan jeg godt lide og det har jeg gode erfaringer med.

Indtil videre har jeg ikke nogle stærke indtryk eller hypoteser om hvordan holdninger mht. polyamori og holdninger mht. at debattere hænger sammen. Som udgangspunkt vil jeg mene at det passer godt sammen når man relaterer åbent at man også debatterer åbent. Lukkede debatter om åbne forhold, det lyder lidt mærkeligt i mine øre.

At relatere åbent og at debattere åbent.

Yours Identity Truly

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.