Polyamori handler ikke om selv, men om fællesskab

John Aasted Halse mener at det polyamorøse forhold er udtryk for grænseløs selvoptagethed. Jeg besvarede det i et debatindlæg som Politiken desværre ikke fandt plads til, så jeg lægger det i stedet her:

Kære John, jeg kan se at du er en belæst mand. Du er psykolog. Var det for meget at forlange at du satte dig ind i hvad polyamori er? Ud fra din beskrivelse af hvad du tror det dækker over, kan jeg måske godt forstå du synes det er helt i skoven, men så lad mig fortælle dig at din definition ganske enkelt er forkert.

Polyamori betyder kærlighed til flere. Det handler ikke om at søge spænding når ens parforhold bliver hverdag. Vi polyamorøse finder ikke ”en anden” at dyrke sex og relationer med. Vi finder måske ”en mere” – eller flere, hvis det er det vi vil. Og ikke pga. kedsomhed. Langt fra.

Det er her der er stor forskel på polyamorøse og monogame forhold, og du tolker ud fra en monogam ramme. Din præmis er forkert.

Adskillige monogame – mindst halvdelen, siger de fleste undersøgelser – finder netop ”en anden” at dyrke sex med når det faste parforhold bliver kedeligt. Det hedder utroskab. Det er ikke polyamori. Polyamori er (eller kan blandt andet være) når man har så meget overskud og kærlighed i sit forhold – til sig selv og andre – at det bobler over og ikke begrænser sig til ét menneske. Det har ikke noget med selvoptagethed at gøre. Hvis du vil kalde det noget, kan du måske kalde det andreoptagethed.

Polyamorøse er ikke (mere end andre) optaget af at få opfyldt deres egne behov, men i høj grad også af at de andre får opfyldt deres. En af monogame meget overset kvalitet ved det polyamorøse er netop dét ikke at forvente at en anden udelukkende finder fuld livstilfredsstillelse i ens eget selskab, men at give sin elskede fri til også at finde den i andre.

På ingen andre af livets områder forventer vi at ét menneske skal opfylde samtlige af vores behov – hvorfor gøre det i samlivet?

Og det handler ikke om sex. ”Sex er selvfølgelig rart og vigtigt, men der er også meget andet i et parforhold,” skriver du. Og det skal jeg da lige love for at man også mærker i sine polyamorøse forhold. Der er kalenderkoordinering, ”dine, mine og vores partnere”, børn (der naturligvis lige så selvfølgeligt er nummer 1 for polyamorøse forældre som for monogame – vær ikke i tvivl om det), kommunikation, kommunikation, og så lige lidt mere kommunikation. Krydret med lidt ekstra behov for terapi her og der, fordi der hvor ét parforhold er en fantastisk udviklingsgave, er flere parforhold det flerfold!

Og kompromiser. Oooh, alle de kompromiser. Du kan tro man ikke slipper for dem. Som du selv så rigtigt skriver: ” kompromiset er en betingelse for at skabe det fællesskab, som et parforhold og senere en familie udgør”. Netop. Når tryghed, fællesskab, forpligtelse, kammeratskab og partnerskab skal blomstre med mere end én, så må alle hugge en hæl og klippe en tå. Der er overhovedet ikke plads til selvoptagethed her!

Og børnene, skriver du. Ja, hvad med dem? Er skilsmisser bedre for dem, synes du? Eller er det mon bedre at de i stedet for at leve i to adskilte verdner i en 7/7-ordning, kan leve sammen med deres forældre OG have eventuelle bonusforældre, der kan berige deres liv sammen med og ikke adskilt fra enten mor eller far? For dét er muligheden i de polyamorøse forhold – at mor og far lever i lykkelig åbenhed sammen, og at andre kærlige voksne er stabile gæster (eller samlevere) i deres hjem. Er utroskab og skilsmisser virkelig bedre end det? Jeg skal ikke kunne udelukke at der findes utrygge børn af polyamorøse, ligesom der gør det af monogame, men det har ikke i sig selv noget med det polyamorøse at gøre. Hvordan forældre er forældre, afhænger næppe af antallet af deres nære kærlighedsrelationer. 

Og polyamori er netop det: Nære kærlighedsrelationer med flere end én. Det handler ikke om sex. Det handler ikke om selvrealisering. Det handler om kærlighed og fællesskab.

Polyamori, Anja + 2


Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

1 Response to Polyamori handler ikke om selv, men om fællesskab

  1. Vipse Larsen Holm skriver:

    Jeg synes det er godt at du korrigerede ham , bare synd avisen ikke ville udgive det. Den holdning han har er vist meget almindelig , jeg er ofte stødt på den. Jeg bor pt sammen med min forlovede, men vi vil gerne finde en kvinde mere hvor kemien er god, og flytte sammen med hende. Kram Vipse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.