Der er gået lidt tid siden sidst, det har været en travl tid, hvor både arbejde, familie og alt det andet skulle gå op i en højere enhed.
Siden sidst har jeg mistet kontakten med ham, som jeg beskrev. Jeg kunne også selv mærke, at der ikke var mere at komme efter. Hverken han eller jeg havde lyst til at snakke om det åbenlyse; og det har fået lov til at dø ud.
Thats life.
Jeg har egentlig været okey med det og det kommer af, at for det første tog det mig enorme ressourser at vedligeholde kontakten med ham. Det kostede altså for meget i forhold til, at jeg både har to små børn, kæreste og et krævende arbejde i forvejen.
Vi mødte nok hinanden på det forkerte tidspunkt (han var ikke helt klar til noget mere bindende, kunne jeg fornemme) og det, at han boede langt væk gjorde det ikke nemmere.
For det andet og det er nok den væsentligste grund til, at det er døet ud; så føltes det bare på en måde forkert. Det føltes ikke helt rigtigt, i og med, at enten han eller jeg eller begge to, ikke åbnede os fuldstændig op for hinanden.
Vores måde at være sammen på fungerede heller ikke for mig – det var simpelthen for kedeligt. Hans drengerøv levestil kunne simpelthen ikke give mig noget brugbart. Næ afskeden måtte komme før eller senere.

På den positive liste kan jeg remse op, at mødet med drengerøven har givet mit nuværende forhold et dejligt spark bagi. Det har åbnet mine øjne for hvor heldig jeg er i forvejen. Det har givet mig lyst til at gøre noget mere ved det, jeg allerede har, i stedet for at søge efter noget, som måske kun er en illusion.
Man lærer noget hele livet og min veninde har sagt til mig at jeg ikke er naiv, men bare vælger at tro det bedste i folk.
Jeg er tiltrukket af fyre, men det er ved at være tiden, hvor jeg skal til at udforske de rigtige mænd. Sådan har jeg det lidt for tiden.
Mænd, som kan finde ud af at tage tingene stille og roligt. Mænd, som kan kommunikere.
Mænd, som kan tackle sandheden.
Mænd, der er i kontakt med deres følelser.

Men først og fremmest så koncentrerer jeg mig om det, herhjemme. Så må alt andet komme naturligt hen ad vejen, hvis det er meningen. Jeg vil i hvert fald ikke presse noget på (som jeg har en tendens til at gøre, til tider).

Jeg nyder bare det faktum, at jeg er fri til at gøre som jeg vil. Med min kærestes accept. Og så længe vi kan kommunikere, og give hinanden kærlighed, så er jeg sådan set glad og tilfreds.

Min kæreste ved også godt, at jeg har fået etableret kontakt med flere ligesinde, (først og fremmest kun over nettet) og det er noget, som gør mig virkelig glad. Det, at kunne dele sine tanker og følelser med nogen, som forstår én, og ikke nærmest skal udspørge én hele tiden. DET er altså fedt. Ikke fordi jeg har noget imod at blive spurgt, det er faktisk fantastisk, at nogle mennesker er nysgerrige og gerne vil forstå mig / os.

Men det er altså også rart at føle sig som en del af selskabet. Noget,  jeg ikke har prøvet  før i mit liv.

Bemærk: Ovenstående er udtryk for forfatterens egen holdning. Bloggen her er skrevet af forskellige forfattere, og ingen kan eller vil gøre sig til talsmand for alle polyamorøse.