“Ja” og “nej” som grundlag i poly-samtaler

Mange poly-samtaler handler om kærlighed, forelskelse, sex, nærhed, samvær, samliv m.m. Store emner. Store følelser. Samtaler om hinandens følelser. Med vedkommende eller med andre om vedkommende.

Nogle af den slags samtaler har et rigtig godt forløb. Og der er også nogle samtaler, hvor ingen bliver tilfreds, hvor ingen kommer videre, hvor det hele bare virker håbløst.

Der er vist mange årsag for at poly-samtaler har et godt forløb, eller et dårligt. Og der er vist også mange måder at gøre det bedre på.

Jeg har en hypotese om noget der virkelig hjælper, og hypotesen handler om at spørge og om at bruge “ja” og “nej”. Og det jeg synes er helt afgørende er, at udmeldinger bliver respekteret. Det vil jeg lige forklare.

En lille omvej. Jeg kan godt lide nussekrammefester – oprindeligt: Cuddle Parties (en beskrivelse af Københavns nussekrammefester findes på facebook under http://www.facebook.com/#!/group.php?gid=99263234869). Nussekrammefester er begivenheder, hvor nogle mennesker mødes i nogle timer. Der er en særlig ramme, og rammen bliver forklaret af en eller flere, og de sørger også for at den bliver overholdt. Hoveddelen af en Cuddle Party er at, gæsterne mærker hver især efter hvad de kunne tænke sig at opleve med en eller flere af de andre gæster (inden for selve nussekrammefest-rammen, som fx. udelukker seksuelle handlinger). Man spørger den anden eller de andre, om det man kunne tænke sig er muligt, og hvis det er det, så går man i gang.

Til nussekrammefester bliver ret meget tid brugt på en omhyggelig introduktion, hvor alle deltagere lærer om nussekrammefestens ramme og regler ved at lave praktiske øvelser sammen.

Den første øvelse foregår sådan at én spørger en anden, om han/hun må gøre noget bestemt med den anden, og den anden svarer bare “nej”, uden at retfærdiggøre svaret. Deltagerne øver sig i at spørge, i at sige nej, i at leve med et nej, i at respektere et nej, i ikke at retfærdiggøre, i at leve med at et svar bare skal respekteres uden at den anden skal retfærdiggøre sin beslutning. Nussekrammefesten bygger på, at

– alle spørger specifikt om det de kunne tænke sig,

– et “ja” betyder ja,

– et “nej” betyder nej

– svar respekteres uden krav om retfærdiggørelse og

– det er helt i orden at forandre mening.

Jeg tror at nussekrammefestens grundregler kunne ses som en kerne i effektiv og respektfuld hverdagskommunikation, også og især i polysamtaler.

– At spørge. Frem for at antage. Frem for at prøve at få nogen til at gøre noget, som hun/han måske ikke aner om.

– At være indstillet på, at der helt bestemt er to muligheder: ja og nej. Frem for at gøre noget afhængig af, at få et bestemt svar.

– At mene nej når man siger nej. Frem for at mene ja, når man siger nej.

– At mene ja når man siger ja. Frem for at mene nej, når man siger ja.

– At forstå et nej som nej. Frem for at fortolke et nej som ja.

– At forstå et ja som ja. Frem for at fortolke et ja som nej.

– At respektere et svar, uden at kræve en forklaring. Frem for at gøre det modsætte af det den anden har meldt ud han/hun vil. Frem for at kræve forklaringer.

– At indstille sig på og respektere, at alt kan forandre sig. Frem for at forlange at den anden skal retfærdiggøre når hun/han har forandret mening. Frem for at blive insisterende når den anden har forandret mening. Frem for at blive påtrængende når den anden har forandret mening. Frem for at blive uforskammet når den anden forandret mening. Frem for at true når den anden har forandret mening.

Min hypotese er, at poly-samtaler og et poly-liv kan blive meget bedre, når man gør sådan end når man ikke gør sådan.

Nu har jeg stillet det til diskussion og er spændt på jeres udmeldinger. Jeg tænker også lige vi kunne lege med nogle eksempler.

 

Yours Identity Truly

 

Be Sociable, Share!
avatar

Om Identity Truly

Frequently asked questions about Identity Truly

Q: Who is Identity Truly?
A: Good question. Really.

Q: How old is Identity Truly?
A: Identity Truly is in an age were he/she is able to write.

Q: In which languages can Identity Truly communicate?
A: In several. For example: in English, Danish and German. Facial expression. Gesture. Building things in clay. Singing.

Q: What gender has Identity Truly?
A: Identity Truly can have diverse genders, also diverse blends of genders. We can discuss this over a cup of tea. Stop by. But wait a minute – does Identity Truly drink tea? Or rather coffee? Cocoa? Water? Milk? Whiskey? Questions spawn questions…

Q: Which skin color, eye color, hair color, hairstyle, height, weight, shape has Identity Truly? Which clothes does he/she wear?
A: Please specify what it matters for.

Q: Is Identity Truly privileged?
A: Yes.

Q: What sexual preference has Identity Truly?
A: Identity Truly has as strong preference for good sex, as opposed to bad sex.

Q: Does Identity Truly have preferences?
A: Yes. And they dynamically change. There has also been continuity over the years, e. g. a preference for diversity, change, dialogue, curiosity, reflection/reflectiveness, honesty, reliability, leftwing activism, kindness, playfulness.

Q: Does Identity Truly have an identity?
A: Yes. The identity of Identity Truly. Even more: he/she is the very embodiment of the identity of Identity Truly, truly.

Q: How does Identity Truly live?
A: He/She does not hide it, so if you’re around him/her you’ll see.

Q: Is Identity Truly a human?
A: There is evidence that Identity Truly’s texts are not generated by a device or a non-human. So there is reason to assume that Identity Truly has some human features. Even though he/she, her/his cup (glass?) of tea (coffee, water, cocoa, brandy?) and many other constituents form a socio-material composite. Or is he/she the very composite, and not just one constituent? A cyborg? A giant frog-shaped structure connected to a CPU, programs, devices, a living human body in a wheelchair?

Q: Does Identity Truly have a choice?
A: Yes.

Q: Is Identity Truly ignorant?
A: Yes. Sometimes he/she knows it, sometimes he/she isn’t even aware of it. That’s the nature of ignorance. By blogging and getting your comments he/she has created a chance to learn more and overcome some of his/her ignorance.

Q: So who is this Identity Truly?
A: Good question. Really.

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til “Ja” og “nej” som grundlag i poly-samtaler

  1. avatar dss skriver:

    Unfortunately, the attempt to extend the clear rules from a cuddle party to social interaction in general, and around sexual negotiation in particular, contradicts the dominant cultural frame in DK. Within that frame, a “no” sometime means “yes.” For example, there was a court decision a few years back where it was decided that a “no” was not adequate to establish that a rape had occurred. The woman had to physically resist to indicate no.

    Therefore, the proposal will only work in a subcultural frame, like a cuddle party. However, it is possible to construct a subcultural frame that overlays that of the dominant culture. This requires a system that supports a form of ‘marriage’ contracts, which require explicit consent. A system of this type could be delivered as a smart phone application. The person would enter their preferences into the app, and the app would negotiate with the other’s phone app to yield a decision. An example is given in the appendix:

    http://dss.secureid.org/stories/storyReader$18

  2. avatar LHP skriver:

    Det er nok altid en god ide at sige det man mener, og mene det man siger, og tale tydeligt og forståeligt.
    Men jeg synes ikke din ide om interaktion levner plads til de ting, som i hvert fald i min opfattelse af virkeligheden fylder ganske meget: tvivl, usikkerhed, tvetydighed, uklarhed, “måske”…

    Og din opfattelse af foranderlighed synes jeg er lidt envejs – for såvidt at jeg læser den på den måde, at du mest forholder til til en forandring fra “ja” til “nej”. Som om den modsatte retning ikke er mulig? Kan et nej aldrig med tiden blive et ja?

  3. avatar Identity Truly skriver:

    dss – jeg er meget enig når du siger, at det kræver rammerne af særlige subkulturer, hvor vi kan forhandle os frem til noget, der ligner nussekrammefest-regler. Jeg er dog ikke enig i at det er et svar til problemstillingerne at formalisere det, fx. som ægteskabskontrakter eller smartphone apps. Alligevel giver det mening at give selve reglerne en form, med ord, og også som teknologiske artefakter. De kan dog, som jeg ser det, ikke blive mere end en ressource. Og det er faktisk ret meget.

    Yours Identity Truly

  4. avatar Identity Truly skriver:

    LHP – jeg er taknemmelig for din kommentar. Faktisk havde jeg håbet at nogen ville gøre opmærksom på netop det.

    Nussekrammefester foregår jo i en meget defineret ramme. Selve rammen betyder fx. at man kun mødes i nogle timer, og at man sandsynligvis ikke kommer langt med at lære nogen at kende. Den slags spørgsmål som nussekrammefester handler meget om, er spørgsmål, hvor man selv har lyst til at opleve noget nogen med en anden gæst eller flere, og nu skal spørge sig frem, om den anden, eller de andre, har lyst til at opleve det. Eller omvendt. Og det er ja-nej-spørgsmål.

    I hverdagen handler kommunikationen meget mere om at spørge åbent, altså netop ikke med ja-nej-spørgsmål. Vi ville ikke komme langt med spørgsmål, hvor der kun er to muligheder. Jeg har selv sagt, mange gange, at det er en god idé at spørge, frem for at antage, og at spørge åbent i stedet for at definere en mulig problemstilling i en ramme, hvor man kun kan sige ja eller nej, eller, med lidt mod, afvise problemstillingsrammen.

    Og, endnu mere komplekst, mange gange ved man ikke engang, hvad spørgsmålet, hvad problemfeltet er. De foreløbige problemfelter, foreløbige spørgsmål, foreløbige svar er så mange gange ikke kun foreløbige, men også uklare, tvetydige, uklare osv.

    Og hvis der er endelige svar, så kan de alligevel også være uklare, tvetydige, uklare. Osv.

    Alligevel, i hverdagen er der også mange situationer, hvor man skal tage en beslutning eller respektere andres beslutninger. Man kan fx. kun være ét sted ad gangen. Og man kan melde ud, fx. om man har lyst til at mødes til middag, om man overhovedet har lyst til at lære nogen man har mødt at kende. Jeg går ud fra at de fleste kender den situation, hvor nogen bare ikke respekterer et nej – og så gider man overhovedet ikke lære dem at kende.

    I min verden er alle slags forandringer bare en mulighed. At relatere i en poly-ramme (men også i andre rammer) har for mig betydet at stå ved, at der er forandringer hele tiden og forklare den anden, hvad for en forandring det nu er og hvad den betyder. At den anden gør det samme. Jeg har jo et dejligt super-langtids-samspil med én, og da vi lærte hinanden at kende for 18 år siden havde vi netop den idé. Nogle gange har det været en stor udfordring at skulle forklare, hvordan verden og perspektivet var nye, og at finde ud af sammen, om, og givetvis hvordan, grundlaget for hele samspillet havde forandret sig nu. Om der stadig overhovedet var et grundlag for at kunne vågne og tage en beslutning om at gøre noget sammen også i dag. Jeg tror faktisk, at det har gjort at selve samspillet føles både meget frit og meget pålideligt.

    Yours Identity Truly

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *