Forelsket og alligevel ensom?

Skal man tage ansvar for de følelser og forventninger man sætter i gang? Eller for de følelser og forventninger man har gang i? Er Mona Lisa forpligtet til et eller andet, fordi jeg er blevet berørt af at kigge på hende? Eller hvad?

Mange gange i samtaler om poly bliver der nævnt at det er så vigtigt at kommunikere. Det har jeg tænkt en del over. Især fordi jeg ikke har oplevet så mange samtaler om netop kommunikations-emner i poly-miljøet. At jeg synes det er vigtigt at kommunikere, er fordi jeg har prøvet en del, hvor det var afgørende at kommunikere – som del af et polyamorøst liv har jeg kommunikeret meget, og også kommunikeret om at kommunikere. Jeg synes det er spændende og nødvendigt – og dejligt. Og jeg undrer mig over nogle ting jeg oplever her i Danmark. Her kun ét af de mange emner.

Problemstillingerne mht. til poly-kommunikation handler mange gange om noget vigtigt: om stærke følelser, tiltrækning, længsel, forelskelse, kærlighed. Det er stærkt, det kan være dejligt og det kan være sprængfarligt.

Nu er jeg i en særlig situation. Jeg er perker og har været en del af særlige subkulturer, fx. i Vest-Berlin, og senere i Berlin, i mange år. Tidligt i mit liv begyndte jeg at eksperimentere med ikke-monogami og med at udfordre & lege med flere selvfølgeligheder omkring kærlighed, nydelse og samliv. Der har været både meget kontinuitet og meget forandring i den udveksling og nærhed jeg har haft, nye og gamle venskaber og forbindelser. De sidste 18 år har der ikke været mange dage, hvor jeg ikke har talt med min bedste ven, samtaler på højt niveau, hver gang. Når jeg kigger tilbage, så kan man konstruere/konstatere, at jeg har haft nogle korte forhold på 1,5 – 3 år (ca. elleve af dem, tror jeg), men også nogle på 13, 12, 7, 6, 5 år. Og jeg er ikke 120 år gammel…  Meget udveksling, i hvert fald, omhyggelige samtaler, respekt for de egne og andres følelser. Og alt det betyder efter min mening også nogle særlige måder at kommunikere på, og også at lære at lade være med nogle andre særlige måder at kommunikere på.

En anden dimension af min særlige situation er, at jeg har haft en ret flydende tilgang og har ikke haft lyst til “den danske” måde at være kærester på, jeg har bare ikke haft lyst til at være kærester med nogen som helst.

Men hvad hvis der er tiltrækning, forelskelse, forventninger om særlige måder at relatere på? Hvordan kommunikerer man godt? Især når/hvis det viser sig, at følelserne eller ønsker om nærheden ikke er gensidige?

Mange gange virkede det for mig som om en anden og jeg var blevet meget tætte og var ved at være sammen i vigtige dele af vores liv, delte meget, var stærkt tiltrukket af hinanden, var forelskede. Og nogle gange skete det, at det udviklede sig helt anderledes, og at den anden slet ikke var tiltrukket af mig på den måde som jeg var tiltrukket af hende/ham, eller at den anden ville gøre noget helt andet med tiltrækningen end jeg ville. Det var en slags chok, som jeg skulle håndtere.

Jeg går ud fra, at de fleste af os har oplevet forelskelse, tiltrækning, ønsker om nærhed, der bare ikke var gensidige. Men hvad er en god måde at håndtere det på? Min tilgang har været at se mine følelser og ønsker så som min problemstilling, og kun som min problemstilling. At jeg har haft mulighed at opdage nye lag af mit liv, min personlighed, og ønsker og længsler som virkede nye og spændende. Noget jeg tog mig af, noget jeg talte meget med venner om, noget jeg virkelig udforskede.

Noget jeg ikke kunne finde på, er at påstå, at den anden nu *skal* gøre noget, har et ansvar, er en del af det. Bare fordi jeg er forelsket? Eller tiltrukket? Eller har udviklet ønsker?

Når jeg bliver helt begejstret og berørt af et kunstværk, så er kunstværket heller ikke forpligtet til noget, kunstværket har ikke et ansvar for det det har sat i gang i mig – eller hvad?

For mig virker det nok som en god idé at jeg bliver klar over, at jeg er forelsket, når jeg er det, og at være ærlig om det med mig selv. Omvendt synes jeg også, det er vigtigt at jeg forholder mig klart til det, når en anden siger at hun/han er forelsket i mig. Hvis det ikke er gensidig, så skal jeg melde ud snarest, at det ikke er gensidigt. Så kan hun/han forholde sig til det.

Men som jeg oplever det, så skal det altså ikke være nødvendigt at sige det mange gange, at en andens forelskelse ikke er gensidig. Og det handler ikke nødvendigvis om at den anden skal forstå det, men bare om at acceptere det og indstille sig på det.

Med forelskelsen som ikke er gensidig, er man så ret alene, i hvert fald er det bare ikke rigtig noget fælles mellem forelskelsens objekt og en selv. For den forelskede er det sandsynligvis stort, mens for den anden er der sandsynligvis ting, der er meget vigtigere.

At tage sig af ens afviste forelskelse selv kan betyde at tale med gode venner om det. Jeg tror dog, at det er en god idé, ikke at inddrage fælles venner eller fælles miljøer, altså kredse hvor folk både kender én selv og hende/ham man er blevet afvist af. Man kan skabe en masse uro, kaos, kamp, pres og bøvl på den måde ved at bruge fælles bekendte – uden at lære nok af ens forelskelse på denne måde. Og der ligger virkelig meget i det. For at lære det der skal læres, skal der være ro, og bevidstheden om at det nok kun er éns problemstilling, ikke en andens.

Jeg er målløs, hvor sædvanligt det er i Danmark, at folk synes, når de har forelsket sig uden at det er gensidigt, at den anden alligevel er forpligtet til et eller andet. Nej – det er bare din problemstilling, og kun din problemstilling. Og det er noget godt, synes jeg. Eller det er min erfaring. Nogle af mine vigtige erkendelser kommer fra afvist kærlighed/forelskelse/tiltrækning. Følelserne er vigtige, dele af vigtige personlige udviklingsprocesser. Og på samme tid er det vigtigt at lade den anden, som har meldt ud, at hun/han ikke vil det man gerne vil – i fred.

Hvad er jeres erfaringer og tilgange her?

 

Be Sociable, Share!
avatar

Om Identity Truly

Frequently asked questions about Identity Truly

Q: Who is Identity Truly?
A: Good question. Really.

Q: How old is Identity Truly?
A: Identity Truly is in an age were he/she is able to write.

Q: In which languages can Identity Truly communicate?
A: In several. For example: in English, Danish and German. Facial expression. Gesture. Building things in clay. Singing.

Q: What gender has Identity Truly?
A: Identity Truly can have diverse genders, also diverse blends of genders. We can discuss this over a cup of tea. Stop by. But wait a minute – does Identity Truly drink tea? Or rather coffee? Cocoa? Water? Milk? Whiskey? Questions spawn questions…

Q: Which skin color, eye color, hair color, hairstyle, height, weight, shape has Identity Truly? Which clothes does he/she wear?
A: Please specify what it matters for.

Q: Is Identity Truly privileged?
A: Yes.

Q: What sexual preference has Identity Truly?
A: Identity Truly has as strong preference for good sex, as opposed to bad sex.

Q: Does Identity Truly have preferences?
A: Yes. And they dynamically change. There has also been continuity over the years, e. g. a preference for diversity, change, dialogue, curiosity, reflection/reflectiveness, honesty, reliability, leftwing activism, kindness, playfulness.

Q: Does Identity Truly have an identity?
A: Yes. The identity of Identity Truly. Even more: he/she is the very embodiment of the identity of Identity Truly, truly.

Q: How does Identity Truly live?
A: He/She does not hide it, so if you’re around him/her you’ll see.

Q: Is Identity Truly a human?
A: There is evidence that Identity Truly’s texts are not generated by a device or a non-human. So there is reason to assume that Identity Truly has some human features. Even though he/she, her/his cup (glass?) of tea (coffee, water, cocoa, brandy?) and many other constituents form a socio-material composite. Or is he/she the very composite, and not just one constituent? A cyborg? A giant frog-shaped structure connected to a CPU, programs, devices, a living human body in a wheelchair?

Q: Does Identity Truly have a choice?
A: Yes.

Q: Is Identity Truly ignorant?
A: Yes. Sometimes he/she knows it, sometimes he/she isn’t even aware of it. That’s the nature of ignorance. By blogging and getting your comments he/she has created a chance to learn more and overcome some of his/her ignorance.

Q: So who is this Identity Truly?
A: Good question. Really.

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

15 kommentarer til Forelsket og alligevel ensom?

  1. avatar Kasper skriver:

    Det er et rigtigt rigtigt godt indlæg Truly…

    “Når jeg bliver helt begejstret og berørt af et kunstværk, så er kunstværket heller ikke forpligtet til noget, kunstværket har ikke et ansvar for det det har sat i gang i mig – eller hvad?”

    Det er for mange af os en rigtig svær øvelse, du sætter fingeren på der. Evnen til at give slip på sine forventninger og krav oplever jeg som essentiel for at overleve i et parforhold – poly eller ej – men i et polyforhold oplever jeg at man hele tiden konfronteres med sin (manglende) evne til netop dette.

    Jeg mener angstniveauet i dette land er tårnhøjt – det kan koges ned til én enkelt sætning “Jeg er ikke god nok” – og som forsvar mod angsten bygger vi rammer. Rammer for opførsel, rammer for påklædning, rammer for forhold – rammer defineres af ord/begreber… Så det er utroligt vigtigt for “Vi – de angste” at definere hvilken slags kærester vi er… Hvilke regler gælder? Må jeg kysse? Tungekysse? Ha’ sex – snakke følelser med én af andet køn, eller – endnu værre – én af samme køn?

    I øvrigt nogle rigtigt gode ord om at lade den anden part være, når forelskelsen ikke er gengældt. Selv at tage ansvar for sine følelser kan være stærkt – og utvivlsomt det rigtige at gøre – men kan opleves meget ensomt, og uden muligheder for at afreagere sin indre spænding.

    Tak fordi du minder os om hvordan vi bør handle og reagere når de stærke kræfter raser i os.

    Men hvor går jeg dog hen med min smerte hvis jeg ikke kan anklage hende? “Hvorfor svigter du mig, hvorfor afviser du min kærlighed, du er en ufølsom **** – ja, en løgner og bedrager der lokkede mig til at føle sådan her, og nu skrider du bare osv. osv….”
    De svigtedes klagesange fylder utallige sange og romaner – og vi kender dem allesammen personligt vil jeg tro.

    Vores trang til kontrol bygger på angst – og angsten i Dannevang er tårnhøj. Når jeg fortæller om mit liv mødes jeg ofte af forfærdelse og “Det kunne jeg aldrig leve i” – usikkerheden ved at have opgivet kontrollen over min elskede er da også enorm – og berettiget! Åbenheden åbner jo netop op for muligheden af nye forelskelser – og hvem ved hvad der så sker? Det er stærke kræfter vi roder med – der er kun én vej ser det ud til – at tage ansvar for egne følelser. Og dét er en skrækkelig øvelse! nu har jeg givet andre skylden for alt muligt hele mit liv – skal jeg nu til selv at tage ansvaret???

    Yes we can – og vi gør det… Men der er en følelse af ensomhed i styrken, og den kan være lidt skræmmende.

    Tak for et tankevækkende indlæg.

    Kasper

  2. avatar Identity Truly skriver:

    Tak for din ærlige og spændende kommentar, Kasper!
    På den ene side tænker jeg, ja, det er måske svært med ansvaret. Altså jeg husker nok, hvor svært det nogle gange var, at spørge mig selv, hvad jeg havde gang i og hvad jeg kunne bruge det til, i stedet for at prøve at få den anden til at gøre det jeg ville, selvom jeg vidste at jeg ikke havde en chance, fordi den anden jo havde sagt det. Men på den anden side – er det ikke både mere lovende og dejligere at være realistisk og se mig selv som oprindelse af og ansvarlig for mine følelser og handlinger? På sigt er det vel ikke så sjovt at blive ved at være frustreret over, at den anden ikke gør som man vil. Mens jeg skriver det her, så tænker jeg det er bedre at tage sig af næste skrid, frem for at dyrke frustration… (lol).
    Yours Identity Truly : )

  3. avatar Kasper skriver:

    Selvfølgelig er det mere lovende, dejligere og sjovere at tænke/handle fremad istedet for at dyrke frustrationen 🙂
    Min pointe er bare
    1) at jeg/vi kæmper med en meget dybt rodfæstet konditionering…
    Et eller andet sted mener vi at JEG VIL HA’ OG HAR KRAV PÅ – bare er helt rigtigt – så er man vel sådan ca. 6 år gammel 🙂

    2) En konflikt- og smertefyldt kontakt/relation indeholder også en stærk følelsesmæssig kraft – så kan man ikke få kærlighed, kan man i det mindste få følelser..

    Denne sidste tror jeg er en stærk grund til at det kan være så svært at give slip…

  4. avatar Identity Truly skriver:

    Ah, ja, spændende. Hvordan kunne vi hjælpe hinanden ved at give slip? At blive parat til at give slip? Er der noget vi kan gøre som del af vores udveksling i poly-gruppen?

  5. avatar LHP skriver:

    Hmm, jeg kunne egentlig godt tænke mig at gå ind i denne diskussion, for jeg står selv med mange af problematikkerne i meget konkret form.

    Men først vil jeg godt spørge dig, Truly: Som jeg læser det du skriver, er forelskelse et enten-eller – enten er man forelsket, eller også er man ikke. Som jeg oplever det, behøver det ikke være tilfældet; der kan være mange faktorer som gør at en forelskelse ikke er så intens (fordi man har følelser “i klemme” hos en anden, fx), og hvor der af den grund er en asymmetri, selv om der dog er følelser fra begge sider. Det jeg mener er, at i det tilfælde hvor der er en relation, og fra begge sider et ønske om at opretholde relationen, selv om følelserne hos den ene er stærkere end hos den anden – hvad gør man så? Er der så heller ikke en forpligtelse hos den som ikke er forelsket, til at “tolerere” den andens følelser, og forhandle om de grænser som er nødvendige for at bevare relationen? Eller er den anden bare forpligtet til at “holde op med at elske” (eller som minimum holde op med at vise den følelse)?

    Jeg ved ikke hvad der er rigtigt eller forkert, og jeg ved heller ikke om den måde jeg tænker på det på lige nu, er god eller dårlig – men mit valg lige nu er at være ærlig om at mine følelser er som de er, både overfor en som ikke vil mig i samme grad, og en som jeg ikke vil i samme grad.

    /LHP

  6. avatar Identity Truly skriver:

    Kære LHP

    Wow, det er der nok en vigtig kommentar! Der er meget i det, og når jeg nu prøver at svare, så er det sandsynligvis kun delvist og foreløbigt.

    Livet viser sig jo ofte, ikke at være helt så firkantet som snakken om det.

    Og nej, jeg synes heller ikke, at det er entydigt med forelskelse. Det kan have mange kvaliteter, dimensioner og bestemt også kvantiteter, og det kan være blandet med alt muligt. Det man føler for en anden, forandrer sig jo hele tiden, alt efter det man oplever sammen, alt efter samspillet, alt efter det der sker i alle mulige flere områder i ens liv. Og at det nu handler om forelskelse, er jo altid en fortolkning.

    I øvrigt er der nogle i poly-kredse, der taler om New Relationship Energy (NRE) i stedet for om forelskelse. Og jeg synes ikke det hjælper med alle problemstillinger omkring at beskrive følelser og følelsesmæssige situationer. Altså ikke med det du spørger om, tror jeg.

    Personligt synes jeg det er en super-god idé at prøve at beskrive det der foregår med én selv følelsesmæssigt, så ærligt som muligt. Og med så gode ord som muligt. Mange ord kan være forvirrende, både de sædvanlige og de ikke-sædvanlige. Der er ingen vej ud. Alligevel kan det være en god idé at gøre sig umage og bruge andre end de sædvanlige ord, måske flere ord, måske hverdagsord, måske nye ord. Bare for at få en chance at ramme det det handler om. Bare for at får an chance at blive klar over, hvad det handler om. For éns egen skyld. Måske også som del af en udveksling med et andet, vigtigt menneske.

    Mht. det om “man” skal et eller andet i forhold til andre, når de er mere, eller mindre, eller anderledes, forelskede i én end man selv er i dem. Det hele handler jo om nydelse, om livskvalitet. Der er ikke indbyrdes retningslinjer, synes jeg.

    Umiddelbart synes jeg, at der skal være meget gode grunde, at tolerere noget som helst som er svært at holde ud. Og umiddelbart synes jeg også, at det aldrig handler om at skulle holde op med at elske eller vise det – heller, i hvert fald nogle gange, om at finde ud af, om man får det man har håbet, eller nok af det, og så handle efter det. På en måde var det udgangspunkt for mit blog-indlæg – og nu er det synligt, at det jo nogle gange ikke er så firkantet. I det virkelige liv handler det nogle gange om indviklede fortolkninger, som del af en omhyggelig udveksling.

    Poly betyder at vi har en mulighed at prøve mere og andet, og ikke at have så høje forventninger. Det er ikke nødvendigt at ét menneske opfylder så meget som i en situation, hvor man kun må have én kæreste, og hvor selve kæresten så skal være ret perfekt i så mange områder som muligt. Samtidigt er der jo altid spørgsmål: hvorfor skulle man have dårlige eller halvdårlige oplevelser, når man kan have gode oplevelser? Men hvem siger, at de gode oplevelser faktisk er mulige? Er det så ikke det bedste at nyde det der nu er muligt, mest? Osv.

    Der er nok særlige måder at dyrke forelskelse på, hvor den forelskede kommer med forventninger, som han/hun bare antager “man” har når man er forelsket: vi skal have et forhold, vi skal have sex, vi skal være på ferie sammen, vi skal holde jul sammen, du skal tale med mig hver dag, mine forældre skal lære dig at kende, osv. Og her tror jeg, at det er problematisk, bare at gå ud fra, at alle ved hvad hun/han føler og vil. Og her er det en chance, når det ikke er gensidigt – at kigge, hvad det handler om. At være i dialog med andre og sig selv om, hvad det er for nogle antagelser, forventninger man har og dyrker. Hvad for nogle projektioner det handler om. Hvor de kommer fra. Om det virkelig er det man vil, her i den situation, og med livet. Og her er det måske næsten nødvendigt, at den man har forelsket sig i netop ikke er med, at man på den måde er alene med antagelserne, ønskerne, projektionerne.

    Nu skal jeg stoppe. Ellers skriver jeg mere end i det oprindelige indlæg… : )

    Yours Identity Truly

  7. Nøj hvor spændende! Næsten alle popsange laller om den lykkelige forelskelse, sammensmeltningen, at blive ét kød, at ville spise samme (klamme!) mad som den anden etc. Resten af denne verdens popsange handler så om smerten når den anden ikke vil have én/boller med andre. Men hvor er det interessant at tage uigengældt forelskelse op som endnu en udfordring i stil med at klæde sig efter vejret… Her er noget lort som man ikke selv er skyld i, men som man har at forholde sig til.

    Som Kasper også er inde på, kan man vel også spørge hvad er forelskelse? Og hvordan er den ‘rette’ måde at forholde sig til dét på? Er den eneste gode vej virkelig at blive kærester -> gift -> få børn? Spændende.

    Har forresten lige læst en del af Selma Lagerlöfs breve, hun havde nogle ret intense forhold til et par kvinder og hendes kære skrev noget i retning af: Du kan være nok så forelsket du vil, men hands off. De to kendte hinanden og rejste sammen i mange år, og jeg er dybt fascineret af hvordan deres dynamik var, for det er vel også en udfordring i den anden ende? At den anden er forelsket i én?

  8. avatar LHP skriver:

    NIna, jeg vil godt gå i rette med din “‘rette’ måde at forholde sig til det på”, selv om du sætter rette i anførselstegn.

    Grunden til at kærlighed er så uudtømmelig en inspirationskilde for musik, litteratur, digte, film og kunst i det hele taget, er vel netop at den er så varieret – mit bud er at hvert eneste menneske har netop sin helt egen opfattelse af hvad kærlighed er. Puslespillet går så ud på at finde andre som passer til den.

    For mit eget vedkommende er jeg nok lidt jaloux – ikke fordi hun “boller med andre”, som du udtrykker det, men fordi hun ikke er poly, og derfor betragter sig som hans kæreste og kun har venskabelige følelser overfor mig. Heldigvis accepterer hun mine stærkere følelser samtidig – og når vi er sammen nyder jeg hendes øjne, hendes smil, hendes stemme…
    Sex kan jeg såmænd få masser af – men hende er der kun en af, så jeg nøjes gerne med en “platonisk” relation. Jeg elsker ikke hvem som helst, men når jeg gør holder jeg kun sjældent op. Og hvis kærlighed ikke er en god grund til at holde ud – hvad er så?

    /LHP

  9. avatar Identity Truly skriver:

    Hej Nina

    Nu er jeg helt begejstret – I skriver jo så mange vigtige kommentarer. Og ved at få respons, bliver det nogle gange jo endnu tydeligere, hvad for nogle dimensioner det man har sagt har.

    Ved at læse din kommentar, er nogle ting blevet endnu tydeligere for mig. Fx.:
    • Selvom der er en masse snak om kærlighed og forelskelse, så er der alligevel ikke så meget snak om ikke-gensidig forelskelse. Og man kan vist savne avanceret snak om det.
    • Når man kigger på ting på en lidt anderledes måde, som jeg er ved at prøve her, så bliver det bare så tydeligt, hvor meget vi er fanget i selvfølgeligheder, i vores tanker, ord, handlinger.
    • Hvad gør man så, hvis det er sket for én, at man altså er ramt af forelskelse, som ikke er gensidig? Udgangspunkt for mig virker jo lige nu, at man behandler det meget som ens egen problemstilling, bestemt ikke en andens. Men hvordan gør man så netop? Der er jo mange muligheder. Og hvad det kunne handle om lige her og nu, det bliver tydeligere, når man ikke bare tænker, taler og gør, som “man” gør.
    • Skal man være ulykkelig? Er man automatisk ulykkelig, når den anden ikke helt vil og/eller føler det man selv vil og/eller føler? Ikke-gensidig forelskelse hedder jo også “ulykkelig forelskelse”. Der er jo næsten ritualer omkring at skulle være ulykkelig, når det ikke er gensidigt.
    • Og jo, det er jo også sket for mig – at jeg er blevet afvist. De fleste har oplevet det, går jeg ud fra. Sidste gang det skete for mig, var min automatiske første reaktion at være ulykkelig. Og så skete der noget overraskende for mig: snart, efter nogle samtaler og refleksioner, og efter lidt skrivning, forandrede sig det for mig på den måde, at jeg blev ved at have meget stærke følelser og oplevelser, men det blev til noget dejligt. Noget godt, der bare foregik i min verden. Det der var anderledes, var det med ansvaret, og så forandrede sig betydningen fra ulykkelig/negativ til lykkelig-nysgerrig-nydende/positiv. Altså det blev faktisk ekstatisk-spændende-dejligt – og det kan jeg anbefale.
    • Og hvad med den anden side, hvis man skal håndtere at en anden er forelsket i én, og man selv har det helt anderledes, er ikke forelsket? For mig lige nu virker det sådan, at hvis den anden er super-spændende – og tager ansvar og behandler det som sin problemstilling, så er det fint med mig at være i kontakt. Kombinationen af at den forelskede ikke er spændende nok for mig, plus synes at jeg skylder hende/ham noget, fx. at snakke eller skrive med hende/ham, er ret afstødende.
    • Ja, og vi har et vigtigt spørgsmål hængende, hvad forelskelse nu egentlig er. Bud på det? Historier om det?

    Bloggen og diskussionen fortsætter jo. Vi skives ved.

    Yours Identity Truly

  10. @ LHP

    Ok, cool nok, du lader til at være ret rolig og afklaret over dine følelser.

    Jeg er ikke helt så sikker på mine, og jeg ser kærlighed som noget socialt også. En ting er at de fleste af os gerne vil have gode personer ind i vores liv, og polyer endnu flere 🙂 En anden er at der er, i mine øjne, nogle meget stærke forventninger til hvordan man skal gebærde sig m.h.t. kæresteri og kærlighed, og at omverdenens reaktioner betyder noget: Får man bank hvis man går hånd i hånd med sin elskede af samme køn?

    At min familie tog så godt imod min ex var også medvirkende til at jeg troede på vores forhold og investerede i det. Du må gerne affeje det som unødvendig usikkerhed, men sådan var det for mig – og hvis det var komplet ligegyldigt hvad andre mente var der vel ikke en blog om det eller polyamourøse kredse…

  11. @ Yours Identity Truly

    Orv, det er spændende. Altså jeg har måtte læse om forelskelse og jeg tror ikke jeg bliver så let forelsket, eller også ser mine symptomer bare anderledes ud 😉 Her kan jeg anbefale Franscesco Alberoni: Forelskelse, hvor han sammenligner forelskelsen med revolutioner. At ulykkelige mennesker let bliver forelskede for at blive revet ud af deres sorgfulde liv og sindsstemning. At tilfredse personer ikke åbner sig for den livsomvæltning en forelskelse er.

    Nå. Det er sejt at tage forelskelsen på sig og se det som sit eget problem. Forelskelsens natur handler vel om overføring og at se noget godt i den anden – som måske slet ikke findes.

    Personligt er jeg lidt overrasket over hvor stærk forelskelseskulten er. Det ses åbenbart som den eneste salige tilstand og jeg oplever faktisk et vist pres fra andre for at blive forelsket.

    Det lader til at nogle af mine veninder fx afventer at jeg springer ud som forelsket, erklærer min kærlighed (som de naturligvis antager er gengældt), etablerer et forhold, flytter sammen med min elskling og avler børn. Jeg er lidt forundret.

  12. avatar Liv skriver:

    Det er en spændende debat det her.

    Hvad er forelskelse og hvordan bruger man den konstruktivt hvis den ikke gengældt? Jeg har prøvet det flere gange, det tager som regel lidt tid, (hvad enten jeg ser den pågældende eller ikke), og for mig at se er det en af de hurtigste måder at vokse som menneske på. Jeg har lært noget af det hver gang. Jeg bruger vedkommende som spejl. Spørger mig selv hvad det er jeg ser i vedkommende. Og går så i gang med at udvikle de kvaliteter selv. Jo hurtigere jeg kan gøre det, jo hurtigere holder det op med at gøre ondt, så det er bare at klø på. Første gang jeg prøvede det gjorde det faktisk slet ikke ondt, for vi havde et naturligt afslappet forhold til hinanden. Nogle gange er det der gør mest ondt, at der ikke er en afslappet stemning omkring det, – at det f.eks. bliver ubehageligt at færdes steder hvor det plejer at være dejligt at komme, eller som ny poly, at der ikke rigtig er nogen at snakke med om det, ud over fælles venner! Men forelskelsen i sig selv er bare til at lære af, og nyde alt det liv der opstår i mig. Selv om det tager lidt tid. Og så se hvem det bliver muligt at dele det med. Her er det jo en fordel at komme ud og møde nogle andre / flere dejlige mennesker….

    De antagelser vi har om det at være forelsket eller ikke forelsket ved vi ikke om vi er enige om med mindre vi taler om det. F.eks. om hvilke forventninger der er til hvad man vil gøre sammen. Vi er alle mangfoldige mennesker og når vi snakker om polyamori så er det mennesker der allerede har brudt en del traditionelle forventninger til hvordan tingene skal være. Så vi kan ikke vide hvordan hinandens holdninger, ønsker og forventninger er med mindre vi taler om det. Personligt synes jeg det er befriende at parterne selv skal definere hvad de vil dele og hvordan, og netop ikke passer ind i de gængse forestillinger om hvordan det skal være.

    Når der er en forelskelse der ikke er gengældt, (og i alle mulige andre situationer) mener jeg at hver person må tale for sig selv og tage ansvar for sine følelser og behov i situationen.
    Der er stor forskel på hvad forskellige mennesker gør og har brug for i sådan en situation. Nogle foretrækker at de slet ikke ser hinanden, andre færdes de samme steder med mere eller mindre kontakt.

    For nemheds skyld kalder jeg den forelskede for a, den der ikke er forelsket for b og en fælles ven for c.

    Hvis b har det svært med at a er forelsket er det b’s opgave at tackle det, lige som det er a’s opgave at tackle sin forelskelse.
    Hvis b er neutral følelsesmæssigt vil vedkommende sandsynligvis behandle a ligesom andre i samme netværk.
    Hvis b vil give a gode råd om hvordan hun / han kan tackle situationen, må det bygge på at b har en overbevisning om at hun / han ved hvad der er bedst for a, og tror at a ikke selv kan finde ud af det. Det er selvfølgelig venlig ment, men virker ikke ret godt, hvis a ikke har bedt om det.

    Nogle gange er der brug for at kommunikere meget specifikt. Sætningen ” jeg er ikke forelsket” siger ikke altid noget om hvad vedkommende vil og ikke vil, så det er klogt at præcisere dette. Hvis det er sagt gentagne gange uden den ønskede effekt kan det være fordi noget er uklart, eller at man tolker forskelligt hvad det betyder i praksis. Nogen mener måske at det betyder at så vil de ikke have noget med den forelskede at gøre overhovedet, andre at almindeligt socialt liv er ok, nogen har fortrolige snakke, og nogen har sex uden at være forelskede. Ligesådan siger sætningen “jeg er forelsket” ikke hvad man konkret vil med hinanden.

    Snak med fælles venner kan være svært men hvis der ikke er andre kan det være nødvendigt. Da må man sørge for at snakke om sig selv, ikke om den anden – hvad man selv har det svært med og hvad man har brug for, og hvordan man vil tackle det hvis ikke man får det.
    Den der har behov for afstand er den der må flytte sig. Man kan ikke skubbe en anden væk fra de fælles venner. I et polyamorøst netværk må vi være indstillede på at rumme at der opstår forskellige følelsesmæssige tilstande mellem nogen af deltagerne og være venlige efter bedste evne, med den grad af kontakt / ikke kontakt som vi hver især ønsker. Og vide at det går over. Vi er mennesker i udvikling, det der er svært det ene øjeblik kan være meget lettere senere.

    Her er nogle eksempler på konstruktiv kommunikation når der er en ikke gengældt forelskelse. Alle bygger på at vi hver tager ansvar for vores følelser og behov, og har mulighed for at anmode om noget, men ikke fortælle andre hvad de skal gøre. De færreste vil være i stand til at kommunikere så klart når de er i en følelsesmæssig intens situation, men måske kan de senere:
    A til b: Når vi kan have sex med hinanden, og vi kan have gode fortrolige snakke, og jeg før og ind imellem hører dig sige at du ikke er forelsket i mig, så bliver jeg forvirret og får brug for at afklare hvad det betyder for dig at du ikke er forelsket. Vil det være ok for dig at fortælle mig hvilke ting du ønsker at dele med mig og hvad det er du siger fra over for?
    A til sig selv og evt. også i samtale med c: Når jeg hører at b ikke er forelsket og ikke er interesseret i sex med mig bliver jeg ked af det og længselsfuld fordi jeg har brug for kropskontakt, nærhed, kærlighed, sex,…..(lav selv listen). Hvilke af tingene kan jeg give mig selv? Hvilke kan jeg finde hos folk jeg kender ? Hvor kan jeg finde nogen at dele resten med?
    B til a: når jeg får henvendelser fra dig selv om jeg har sagt at jeg ikke er forelsket bliver jeg vred fordi jeg har brug for at være i fred. Vil det være ok for dig at lade mig være? Det vil a i de fleste tilfælde sige ja til, og rumme sin tristhed selv eller med venner. Her har b talt for sig selv i stedet for at sige hvad a burde gøre.
    C til a eller b: Jeg vil gerne lytte til hvordan du har det, men hvis du har noget du har brug for at sige til b hhv. a, så gør det uden min indblanding. Eller: Jeg vil gerne blandes helt uden om jeres indbyrdes forhold, vil det være OK for dig at lade være at snakke om det når vi er sammen?

    Mange hilsener,
    Liv

  13. avatar Identity Truly skriver:

    Hej Liv

    Tak for din engagerede kommentar. Som jeg ser det, mangler der noget vigtigt i dine overvejelser. Du gør det jo tydeligt at A har et enormt behov for at snakke med B, fx. om den slags forelskelse han/hun oplever; og om Bs ikke-forelskelse og ikke-interesse. Jamen, måske har B travlt, har hverken tid eller interesse i at snakke om forelskelse eller ikke-forelskelse, eller overhovedet, med A.

    Yours Identity Truly

  14. avatar Liv skriver:

    Jeg er lidt forvirret over den kommentar – Jeg kan ikke lige se hvor i teksten det står at A har et enormt behov for at snakke med B. Men hvis det er tilfældet kan a spørge om b vil snakke og b kan svare nej tak hvis det er det hun vil, af den ene eller den anden grund.

  15. avatar Liv skriver:

    Jeg ved ikke hvad det er du konkret synes jeg gør galt i mit indlæg, hvis du fortæller mig det og på hvilken måde det er et problem for dig vil jeg have større chance for at svare på det. Hvis du ønsker et svar. Jeg har ikke ønsket at genere nogen og hvis jeg skriver noget der virker sådan, vil jeg gerne fjerne eller omskrive de pågældende passager eller indlægget generelt. Jeg tænkte selv på om det kunne genere nogen personligt og om det var relevant nok for andre, det har jeg haft svært ved at vurdere og har derfor spurgt et par stykker. Jeg har haft intention om at skrive et indlæg som kunne komme andre til gavn og har fået den tilbagemelding at der er mange gode og nyttige ting i. Jeg svarer gerne hvis du ønsker et svar, jeg lader dig også gerne være i fred. Jeg kan egentlig godt forstå hvis du føler dig lidt overrendt, og har ikke længere selv noget ønske om at du svarer eller ikke svarer.
    Hilsen Liv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *